Velfærdsteknologi kan afhjælpe manglen på sundhedspersonale

Mere og mere sundhedsfaglig behandling flyttes fra sygehuse og over til praktiserende læger, plejecentre og borgerne selv. Men allerede nu er der mangel på sosu-assistenter, sygeplejersker og læger, og det bliver kun værre. Ny analyse fra FOA viser, at titusinder af sosu’er er på vej på pension. Velfærdsteknologi kan være en del af løsningen.

Jens Reiermann

Flere og flere opgaver flyttes fra de dyre offentlige sygehuse og ud til praktiserende læger, kommunale plejecentre eller helt hjem til borgeren selv. Det sker, selv om der er mangel på ’varme hænder’ overalt i sundheds- og plejesektoren, og det er et forhold, der særligt mærkes i de kommuner, der skal udføre opgaverne.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kommunerne allerede nu har problemer med at skaffe de sosu-assistenter, der skal hjælpe borgerne hjemme eller på de kommunale plejecentre. Dertil kommer, at Styrelsens såkaldte opgørelse over arbejdsmarkedsbalancen, der afspejler både de private og de offentlige virksomheders rekrutteringssituation, viser, at der også er mangel på læger og sygeplejersker.

I dag er sosu-assistenter en af de ti faggrupper, hvor virksomhederne har størst problemer med at rekruttere ny arbejdskraft.

En ny analyse fra fagforbundet FOA, der bl.a. organiserer social- og sundhedsassistenterne, fortæller, at denne mangel på varme hænder kun vil stige. I dag er hver tredje social- og sundhedsassistent over 50 år, og derfor står helt op til 20.000 sosu’er over for at skulle trække sig fra arbejdsmarkedet i løbet af de kommende 10 år. Se figur 1.

Sosu’ernes grå guld

Figur 1 | Forstør   Luk

Hver tredje sosu-assistent eller -hjælper har fejret sin 50-års fødselsdag. I løbet af de næste ti år vil op mod 20.000 af dem trække sig fra arbejdsmarkedet.

Kilde: FOA

”Det her problem har vi kunnet se for os i mange år. De store årgange trækker sig fra arbejdsmarkedet, og det gør de også på vores område. Alligevel bliver der ikke uddannet nok unge, der kan afløse dem,” siger Karen Stæhr, sektorformand for sundhedspolitik i FOA.

Det er ikke bare social- og sundhedsassistenterne, der bliver ældre. Den samme udvikling finder sted i befolkningen som helhed. Der bliver altså flere ældre, som har behov for den pleje, som bl.a. sosu’erne skal give dem. Skal de plejebehov også dækkes, skal der uddannes og ansættes ikke bare 20.000, men 40.000 ekstra social- og sundhedsassistenter frem til 2026, viser FOA’s analyse.

Det er en gigantisk opgave. Til sammenligning arbejder der lige nu omkring 70.000 social- og sundhedsassistenter på bl.a. plejecentre og sygehuse.

”Det er et stort problem på alle velfærdsområderne. Vi skal gøre det attraktivt for de unge at vælge en uddannelse som for eksempel social- og sundhedsassistent og måske også have øje for, at nogle af flygtningene her i landet kunne komme i gang her,” siger Karen Stæhr.

Minister flytter opgaver fra sygehusene

Langt de fleste social- og sundhedsassistenter arbejder i kommunerne, og det vil først og fremmest sige på de kommunale plejecentre og i den kommunale hjemmepleje. Allerede i dag rapporterer de fleste kommuner om problemer med at rekruttere sosu’er til opgaverne, som der efter alt at dømme kun bliver flere af i fremtiden.

Lige nu arbejder sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V) embedsmænd på højtryk med den endelige udformning af den kommende strategi for ’det nære og sammenhængende sundhedssystem’, som blandt andet skal flytte opgaver væk fra de dyre sygehuse og så tæt på borgerne som muligt. Strategien er på trapperne og kan allerede blive fremlagt i begyndelsen af oktober.

Midt i september indgik Danske Regioner og PLO, de praktiserende lægers organisation, en overenskomst, der tog forsmag på den overflytning af opgaver, der er i vente med ministerens strategi. Over de kommende tre år flytter kontrollen af borgere med udvalgte kroniske sygdomme fra sygehusenes ambulatorier og ud til de praktiserende læger. De første to patientgrupper er borgere med KOL og borgere med diabetes. Overenskomsten indebærer, at andre patientgrupper vil følge efter.

I første omgang får de praktiserende læger mere arbejde. Da der allerede er mangel på læger mange steder, understreger parterne i overenskomsten, at de praktiserende læger kan ansætte andet personale som f.eks. sygeplejersker eller sosu-assistenter til at tage blodprøver, ordne sår og hjælpe patienter med deres antabus. Selv om det umiddelbart giver god mening, betyder det i praksis, at der bliver flyttet opgaver fra én gruppe med omfattende rekrutteringsproblemer, nemlig lægerne, til to andre grupper med samme udfordringer, sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne.

Et klemt sundhedsvæsen

Når sundhedsfaglige opgaver holder ’flyttedag’ fra sygehuse til praktiserende læger og senere formentlig også til kommunale plejecentre, skulle man tro, at medarbejderne bare kan flytte med. Men det vil formentlig ikke ske. Forklaringen er den, at sygehusene i forvejen kæmper for at holde trit med borgernes behov, bl.a. fordi flere ældre lider af ikke bare én kronisk sygdom, men af flere, og derfor kræver mere behandling. Se figur 2.

Jo ældre, desto flere kroniske sygdomme

Figur 2 | Forstør   Luk

Jo ældre folk er, des flere kroniske sygdomme lider de af.

Note1:  Kroniske sygdomme omfatter her KOL, leddegigt, knogleskørhed, type 1- og 2-diabetes, hjertesvigt og astma.
Kilde:  ‘Fem megatrends der udfordrer fremtidens sundhedsvæsen’, Betina Højgaard og Jakob Kjellberg, KORA, 2017

”Sundhedsvæsenet er virkelig klemt fra alle sider. Der bliver flere ældre, som får behov for mere pleje. Hvis vi fremskriver den udvikling, skal der bruges rigtig mange ekstra penge på sygehusene. Og de penge er der ganske enkelt ikke,” siger Jakob Kjellberg, professor i sundhed ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Jakob Kjellberg har netop sammen med kollegaen Betina Højgaard fremlagt analysen ’Fem megatrends, der udfordrer fremtidens sundhedsvæsen’, og den påviser, at netop borgernes stigende behov for behandling og problemerne med rekrutteringen af arbejdskraft udgør to af de fem store udfordringer. Selv hvis de mest enkle opgaver flyttes fra sygehusene og lægges ud til de praktiserende læger og kommunale plejecentre, vil der stadig være et enormt pres på sygehusene.

Nu kunne man så vælge at skrue op, så social- og sundhedsskolerne uddannede flere assistenter. Men her kommer endnu et problem. Allerede nu er det samlede arbejdsmarked presset. Inden for byggeriet er der f.eks. en omfattende mangel på elektrikere, murere, tømrere og vvs-montører.

”Der er mangel på arbejdskraft i flere og flere brancher. Derfor kan man ikke bare uddanne ekstra arbejdskraft til opgaverne i sundhedsvæsenet, fordi de private virksomheder også har brug for arbejdskraften,” siger Jakob Kjellberg.

Nød lærer nogen at spinde

Det lyder næsten, som om sundhedsvæsenet i de kommende år bliver ramt af noget nær den perfekte storm. Jakob Kjellberg peger på, at den udvikling øger behovet for, at pleje og behandling organiseres på nye måder. Det er f.eks. allerede sket inden for den kommunale hjemmepleje, hvor sosu’er ikke bare leverer service til borgerne, men også træner dem i selv i at udføre dagligdagens praktiske opgaver, evt. ved brug af hjælpemidler.

”Opgaverne skifter karakter, og det vil vi se meget mere af,” siger Jakob Kjellberg.

Den nye måde at organisere pleje og behandling på indebærer også brug af ny teknologi. I nogle tilfælde vil sundhedsbehandlingen ikke bare blive flyttet ud til de praktiserende læger og kommunale plejecentre, men helt ud til den enkelte borger.

Allerede i dag holder mange borgere selv øje med f.eks. blodtryk og iltmængden i blodet. Den udvikling har allerede sat sine spor på den måde, social- og sundhedsassistenterne uddannes på.

De skal for eksempel kunne hjælpe en borger med diabetes, som skal lære at benytte en ny app. Med appen kan borgeren f.eks. nemmere holde styr på, hvornår vedkommende skal tage den næste pille, på blodsukkerværdien på forskellige tidspunkter i løbet af dagen eller holde øje med sit blodtryk.

”Velfærdsteknologi er et fantastisk udviklingsområde. For os gælder det om at uddanne kompetente velfærdsmedarbejdere, som kan aflæse borgernes behov, se behovet for at udvikle teknologier og indgå i udvikling af nye teknologier. Den udvikling er i gang, og den går meget hurtigt,” siger Lene Kvist, direktør for SOSU Nord, en af landets i alt 16 sosu-skoler.

Der er altså ingen tvivl om, at velfærdsteknologi er en del af løsningen. Spørgsmålet er bare, hvor stor en del. Ifølge Lene Kvist er der en grænse for, hvor stor en del af behandlingen borgerne kan overtage selv med de bedste apps eller andre typer hjælpemidler.

”Teknologierne kan tage toppen af udfordringen, men det ændrer ikke ved, at der skal være medarbejdere til rådighed, som har kompetencer til at aflæse borgernes behov, varetage de nødvendige plejeopgaver og også kan hjælpe borgerne til at vælge relevante teknologier. Velfærdsteknologi kan understøtte og tage toppen af en ressourceudfordring, men det kan ikke fjerne den,” siger hun.

Denne artikel er den første i en serie, hvor Mandag Morgen over de kommende uger sætter fokus på potentiale og udfordringer ved brug af velfærdsteknologi på det sociale- og sundhedsfaglige område.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu