Velkommen til lavvækstens tidsalder
Den vestlige verden er på vej ind i en æra med langvarig lavvækst. Hidtidige vækstkilder er ved at tørre ud. I fremtiden bliver den demografiske udvikling og nedslidningen af naturressourcerne ikke vækstmotorer, men vækstbremser. Samtidig er traditionelle kilder til produktivitetsspring som industrialisering, ligestilling og uddannelse ved at være udtømt. Der er enten brug for at afkoble væksten fra rovdriften på ressourcerne eller afkoble velstanden fra den økonomiske vækst, viser Mandag Morgens analyse.
Bjarke Wiegand
Orkanen Sandy, der i slutningen af oktober hærgede den amerikanske østkyst, er på mange måder et varsel om det dilemma, den globale økonomi står over for i de kommende år. Med vindstød på over 150 km i timen blæste hun et skrøbeligt amerikansk opsving omkuld på 48 timer.
For den amerikanske østkyst blev Sandy en økonomisk katastrofe i form af mistede ordrer, virksomhedslukninger, øgede energiomkostninger og tabt produktivitet. Alene i staten New York, hvor mere end 300.000 hjem og op mod 270.000 virksomheder blev ødelagt eller midlertidigt sat ud af drift, forventes omkostningerne at løbe op i 42 milliarder dollar. Og den samlede regning for kyststrækningen fra South Carolina til den canadiske grænse truer med at løbe op i 100 milliarder dollar.
OECD’s optimistiske scenario for den langsigtede vækst er en gennemsnitlig årlig vækst i det globale BNP på 3 pct. Men i OECD-landene forventes væksten højest at blive 2 pct. Og store traditionelle industrinationer som Tyskland, Frankrig og Italien forventes – ligesom Danmark – at blive fanget i vækstrater langt under OECD-gennemsnittet.
Den gennemsnitlige årlige vækstrate i landene uden for OECD forventes også at falde – fra 7 pct. til 5 pct. over de næste 10 år, og i 2050 forventes væksten i landene uden for OECD at blive halveret. Men i forhold til OECD-landene vil væksten stadig være så stor, at der vil ske en tydelig økonomisk magtforskydning fra vest til øst.
Således forventes den kinesiske økonomi allerede i løbet af et til to år at vokse sig større end eurolandenes. Og inden 2020 vil Kina overhale USA som verdens største økonomi. Det økonomiske magtskred vil ifølge OECD fortsætte de næste 50 år.
Hvor OECD-landene sad på 65 pct. af det globale BNP i 2011, vil andelen være nede på 49 pct. i 2030 og 42 pct. i 2050. Eurolandene vil opleve, at deres andel af det globale BNP halveres – fra 17 pct. i 2011 til blot 9 pct. i 2050. Se figur 3.
Investeringskrise som tveægget sværd
Den svage vækstprognose skal ses i lyset af, at det er de gamle vestlige industrinationer, der er blevet hårdest ramt af den nuværende økonomiske krise. I OECD-landene står 50 millioner mennesker i dag uden job. Ledigheden i eurozonen sætter måned for måned nye rekorder og nærmer sig 12 pct. Samtidig tårner gælden sig op i både Europa og USA. Og såvel virksomheder som borgere holder igen med investeringer og forbrug, da de har mistet tilliden til, at økonomien stabiliseres.
Og det vil igen bidrage til at fastholde industrinationerne i et lavvækstscenario, mens nye vækstlande overtager en større andel af den globale økonomi.
Netop det dilemma førte hen over sommeren og efteråret sidste år til en voldsom debat i USA. Kernen i debatten var et arbejdspapir fra økonomiprofessor Robert Gordon fra Northwestern University, som stiller det provokerende spørgsmål: “Er USA’s økonomiske vækst slut?”
Gordon selv svarer bekræftende og argumenterer bl.a. med, at USA i vid udstrækning allerede har udtømt væsentlige vækst- og produktivitetskilder. Mange produktivitets- eller vækstspring virker kun én gang. Det gælder bl.a. ligestillingen, der lokkede kvinderne fra kødgryderne til arbejdsmarkedet, og uddannelsesrevolutionen, der gjorde, at den nuværende generation er væsentlig bedre uddannet end de foregående.
Mange vestlige nationer må som USA indse, at der ikke længere er voldsomme produktivitetsgevinster at hente på den konto. En ny opgørelse fra OECD viser således, at befolkningens uddannelsesniveau i de fleste lande vil vokse væsentligt mindre de næste 50 år, end det har gjort de foregående 40. Kun lande som Indien, Sydafrika og Argentina forventes at øge uddannelsesniveauet mere end hidtil. Se figur 5.
Vækst – en parentes i historien?
Robert Gordons analyse af den fremtidige lavvækstæra stopper ikke ved USA. Faktisk mener han, at den globale vækst, der har fundet sted gennem de sidste 250 år, meget vel kan vise sig at være en enestående periode i menneskehedens historie, som nu står foran sin afslutning.
Økonomisk vækst er historisk set et moderne fænomen, påpeger han. Før 1750 var der praktisk talt ikke nogen vækst i den globale økonomi. Det blev imidlertid ændret med opfindelsen af dampmaskinen, som op gennem 1700-tallet og langt ind i 1800-tallet skabte markante produktivitetsforbedringer i kraft af hurtigere transport og mere effektive fabrikker.
Fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet satte en ny industriel revolution skub i økonomien, drevet af opfindelser som elnettet, telefonen og forbrændingsmotoren. I nyere tid har teknologiske revolutioner som computere, robotter og internettet skabt nye one time only-produktivitetsspring. Disse er så senere blevet fulgt op af en lang række inkrementelle forbedringer, som har givet små produktivitetsstigninger.
Ifølge Gordon er verden nu inde i en periode, hvor teknologien kun bidrager med inkrementelle forbedringer. I det hele taget mener han, at den seneste industrielle revolution, i form af computerteknologi og internet, har skuffet som vækstskaber i forhold til dens forgængere. Nyere teknologier, såsom smartphones, har skabt nye muligheder for forbrug på arbejdet og i fritiden. Men de repræsenterer ikke, i samme omfang som tidligere, teknologiske revolutioner, der bidrager til produktivitetsvækst ved at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskiner.
Hvis væksttrenden fra de seneste 250 år skal fortsætte, kræver det med andre ord en ny industriel revolution, og dén tror Robert Gordon ikke på. Han mener, at de høje vækstrater vil dø ud med de inkrementelle efterdønninger af den it-revolution, der blev initieret tilbage i 1960.
Behov for ny økonomisk tænkning
Ikke alle deler Robert Gordons sortsyn. Men hans provokation sætter spot på behovet for en ny økonomisk tænkning. Enten er der vitterlig behov for en helt ny industriel revolution, der på én gang booster produktiviteten og afkobler den økonomiske vækst fra forurening og ressourceslid. Eller også skal der findes en måde at afkoble velstand fra økonomisk vækst, så den voksende verdensbefolknings velfærd ikke lider under lavere økonomiske vækstrater.
[graph title="Uddannelsesniveauet stiger" caption="Figur 5 " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/fbc49-bw_fig5_xxx_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/85f0d-bw_fig5_xxx_0.png" text="Produktivitetsbidraget fra bedre uddannet arbejdskraft skrumper ind. Uddannelsesniveauet vil, i de fleste lande, vokse væsentligt mindre de næste 50 år, end det har gjort de foregående 40 år."]Kilde: OECD, ”Looking to 2060: Long-term global growth prospects”, november 2012. [/graph]I praksis vil det være både-og. For tiden er knap, hvis ikke verden skal overhales indenom af uoverskuelige miljøomkostninger, som vil slibe de sidste procenter af den historiske vækstderoute. Det burde ikke mindst Sandy være en frisk påmindelse om.
Orkanen ramte på et tidspunkt, hvor der er økonomisk opbremsning i de fleste hjørner af verden, hvilket bl.a. kan aflæses på et stagnerende marked for flyrejser globalt. Stormen var således stærkt medvirkende til, at væksten i den globale flytrafik faldt med et halvt procentpoint fra september til oktober. I Europa forårsagede stormen, ifølge IATA, et fald i den internationale trafik på 1,6 pct., mens den amerikanske indenrigstrafik faldt med 0,7 pct. Dermed blæste Sandy på en branche, der i forvejen lå ned, og påførte såvel flyselskaber som rejsende store tab.
Samme kontante påmindelse har ramt de 7,6 millioner elkunder på den amerikanske østkyst, som Sandy afbrød elforbindelsen til. Ikke mindst de 1,7 millioner amerikanere, der handler hos New Jerseys største forsyningsselskab, Public Service Electric and Gas Company (PSE&G). Selskabet har opgjort omkostningerne til at udbedre skaderne efter Sandy til 300 millioner dollar. Og det har annonceret, at udbedringerne hovedsageligt skal finansieres gennem takstforøgelser de kommende år.
Endelig kan over 80.000 ledige takke Sandy for, at de ikke kom i arbejde i november måned, viser en beskæftigelsesrapport fra analysehuset ADP (Automatic Data Processing). Rapporten vurderer, at Sandy var skyld i, at kun 118.000 fik job i USA’s private sektor i november frem for et forventet beskæftigelsesboost på over 200.000, bl.a. fordi mange mindre virksomheder stod stille i ugevis eller helt måtte dreje nøglen om.