Bæredygtighed er blevet big business. Den globale erhvervselite ser i dag ansvaret for miljø og menneskerettigheder som en grundlæggende forudsætning for at drive forretning – og overleve i det lange løb. Samtidig er et nyt bæredygtighedsparadigme ved at vokse frem. Tidligere fokuserede virksomhederne på risici, image og damage control. I dag ser frontløberne CSR som en offensiv mulighed og en vigtig kilde til fremtidig vækst. Denne udgave af MM Elite beskriver en tænkning, der på et årti har udviklet sig fra mere eller mindre spredte forestillinger om etik og ansvar til en integreret del af forretningsstrategien i det globale erhvervslivs absolutte top. Præsidenten for World Business Council for Sustainable Development, der tæller 190 af verdens største virksomheder, vurderer, at bæredygtighed bliver en af fremtidens allervigtigste konkurrenceparametre.