Verden står midt i en eskalerende global epidemi. Den kræver allerede nu 350.000 dødsofre om året, og i 2030 vil det årlige tabstal nærme sig en million – langt de fleste børn. Derudover vil flere hundrede millioner mennesker blive berørt indirekte. 15 lande er akut ramt, mens 50 lande yderligere er i farezonen. Om to årtier vil risikogruppen omfatte 130 lande.

De hårdest ramte områder er de fattigste lande, simpelthen fordi de har færrest ressourcer til at bremse epidemien. I løbet af de næste tyve år risikerer Afrika at blive økonomisk og socialt lammet, ligesom Indien rammes hårdt. Den “smitter” ikke kun befolkningerne, men også samfundsøkonomierne. Det vil påvirke økonomien i de industrialiserede lande og medføre dramatiske omkostninger. Omfanget er svært at beregne. Men det anslås, at epidemien i år medfører et tab på omkring 150 milliarder dollar årligt, stigende til op imod 300 milliarder dollar i løbet af de næste tyve år.

Epidemien er ude af kontrol, og modforholdsreglerne er få og ineffektive. Den kan derfor udvikle sig langt hurtigere, end de første estimater antyder. Og på lidt længere sigt – hen mod sidste del af dette århundrede – kan den true hele civilisationen. Foreløbige, men usikre vurderinger, anslår, at flere milliarder mennesker rammes . Der findes ikke metoder og modeller, der kan beregne hverken hastighed eller forventede konsekvenser. Men ét synes sikkert: Verden er konfronteret med en udfordring, den ikke har oplevet før og slet ikke er gearet til at håndtere.

Dette kunne opfattes som et muligt skrækscenarie for verdens udvikling. Det er desværre de aktuelle kendsgerninger. “Epidemien” er konsekvenserne af de accelererende klimaforandringer. De er beregnet i en ny rapport, “The Climate Vulnerability Monitor”, der blev offentliggjort i fredags i London. Se artiklen "Se klimaepidemiens verdenskort". Den bygger på en lang række videnskabelige data og analyser, der tilsammen giver et opdateret og globalt dækkende billede af, hvad klimaforandringerne kommer til at betyde for stort set alle verdens lande inden for de næste to årtier. Dermed repræsenterer den et meget værdifuldt bidrag til debatten om omstillingen til en ny verdensorden og nye udviklingsbetingelser. Derfor har Mandag Morgen også besluttet at udsende et fyldigt uddrag af rapporten som et særtillæg til dagens udgave.

[quote align="right" author=""]Der er tale om meget dramatiske konsekvenser – menneskeligt, socialt og økonomisk.[/quote]

I rapporten understreges, at dette verdensatlas over potentielle klimakatastrofer kan være behæftet med mindre fejl og unøjagtigheder – alene af den grund, at forandringerne kan være svære at måle, ligesom kvaliteten af data kan variere fra land til land. Men det ændrer ikke det overordnede billede. Det vurderes oven i købet som mest sandsynligt, at konsekvenserne bliver mere alvorlige, end rapporten beskriver.

De dystre perspektiver forværres af verdenssamfundets manglende evne og vilje til at reagere. Klimaforandringerne stod højt på dagsordenen et par år. Men efter sidste års resultatløse politiske drøftelser om global indgriben har medier, befolkninger og politikerne øjensynlig tabt interessen.

Havde klima-epidemien været en “rigtig” epidemi, ville WHO for længst have aktiveret sit Global Alert and Response-system, og chokreaktionerne ville afføde krisemøder blandt verdens politiske topledere. Verdenspressen ville dag efter dag være domineret af reportager, analyser mv. om den nye “sorte død” etc. Det er nærliggende at sammenligne med den voldsomme opmærksomhed, svineinfluenzaen blev ofret for mindre end et år siden, til trods for at den krævede langt færre dødsfald end en influenzasæson.

Så meget desto mere uforståelig er den manglende interesse for, hvad der berettiget kan karakteriseres som “verdens farligste epidemi”. Når den kan opfattes som farligere and andre, er det ikke fordi. den kræver flere dødsofre end de kendte epidemier. Det skyldes en kombination af flere gensidigt forstærkende kræfter:

• Den er ny og hastigt accelererende. Selvom problemet har været kendt i adskillige år, er det især inden for det sidste års tid, at “epidemien” for alvor er begyndt at udvikle sig. Selvom det endnu er usikkert, hvor omfattende den bliver, har klimaepidemien potentiale til at blive verdens største katastrofe, der dramatisk ændrer livsvilkårene for milliarder af mennesker verden over.
• Vi mangler viden. Videnskaben står uforstående over for mange af de bagvedliggende kræfter, der bestemmer hastigheden og omfanget af epidemien. F.eks. justerer forskerne løbende forventningerne til de globale havvandsstigninger, desværre opad hver gang. De mangler endnu de modeller, der er i stand til at beregne og forudsige konsekvenserne med nogenlunde præcision. Videnskaben har en tendens til at holde sig til de sikre estimater, med risiko for konstant at halte bagefter virkeligheden. Det resulterer i for sen og for svag indsats.
• Der er ingen effektive modforholdsregler. Forsøgene med at vedtage globale bindende aftaler mislykkedes på COP15-mødet i København for nøjagtig et år siden, og der er ikke udsigt til, at det igangværende COP16-møde i Cancun leverer et afgørende gennembrud. Der eksisterer heller ikke én industri, der kan sikre en samlet indsats, jævnfør medicinalindustriens indsats mod kroniske sygdomme og epidemier.
• Konsekvenserne er uoverskuelige. Nok er der usikkerhed om de kommende årtiers udvikling, men ikke at der er tale om meget dramatiske konsekvenser – menneskeligt, socialt og økonomisk. Som det fremgår af “Climate Vulnerability Monitor”, rammer “klima-epidemien” en række væsentlige samfundsinstitutioner – med den kraft, som kun naturen kan mobilisere. Hvad stiller man f.eks. op med en mulig havvandsstigning på en eller to meter inden for de kommende årtier? Eller at 30 pct. af Kina omdannes til ørken?
• Den polariserer verden. Traditionen tro er det især udviklingslandene der rammes. Næsten alle de forventede klimadødsfald inden for de kommende år vil finde sted i klodens fattigste lande. Det vil uvilkårligt udløse krav om omfattende støtteaktioner fra de rige, der på grund af voldsomme gældsbyrder ikke har de nødvendige økonomiske midler. Resultatet kan blive nye modsætningsforhold, skærpede konflikter og eventuelt store strømme af klimaflygtninge.
• Verdenssamfundet interesserer sig ikke for den. En åbenbar manglende vilje til at løse problemet rummer utvivlsomt den største enkeltrisiko. De mislykkede COP-forhandlinger i København illustrerer den politiske afmagt og har samtidig udløst en politisk berøringsangst over for klimaforandringerne. Samme mangel på interesse spores i medierne og i den offentlige debat. Sjældent er så stor og vigtig en dagsorden blevet så hastigt fjernet fra mediernes projektørlys.

Forsikringsselskaberne er et godt barometer for krisens omfang, karakter og alvor. Det er dem, der kommer til at betale en stor del af regningen, og de må sikre, at de – og vi – kan leve økonomisk med de nye risici. Dermed er det også dem, der kan tvinge eller motivere os til ændret adfærd ved at stramme betingelserne for overhovedet at kunne tegne forsikringer. Ikke overraskende er de dybt bekymrede over udviklingen. Forsikringsindustrien har derfor prioriteret klimaforandringerne som den største langsigtede udfordring.

Forud for COP16 i Mexico har over 100 af verdens førende forsikringsselskaber rettet en kraftig appel til de politiske ledere om at blive inddraget i udarbejdelsen af strategier og handlingsplaner, der skal tilpasse verden til de fremtidige klimakatastrofer. Talsmanden for gruppen er den administrerende direktør for Allianz Insurance, Andrew Torrance, der i henvendelsen til COP16-lederne understreger nødvendigheden af at finde nye muligheder for at beskytte mennesker og økonomier mod de ekstreme vejrforhold. Forsikringsselskaberne har også noget at have bekymringerne i som følge af dramatiske stigninger i udbetalte erstatninger. De er mangedoblet inden for de sidste par årtier og er en voldsom trussel mod deres egen økonomiske levedygtighed.

[quote align="left" author=""]Den voldsomme forværring af problemerne de kommende år vil skabe et akut behov for at sætte en række nye ambitiøse initiativer i gang.[/quote]

Florida i USA er et godt eksempel på selskabernes sårbarhed. Her forventer de, at de i 2030 skal dække skader for over 30 milliarder dollar, svarende til 10 pct. af statens BNP. Og her giver de også en forsmag på, hvad de kan blive tvunget til de kommende år: At reducere antallet af forsikringer kraftigt. Et enkelt selskab i Florida har nedbragt antallet af forsikrede huse fra 1,2 millioner til 400.000 med ambitionen om at komme ned på 100.000. Breder den udvikling sig i takt med frygten for klimaforandringerne, kan det placere en ny bombe under mange husejeres økonomi og i sig selv udløse en ny finanskrise.

Den store værdi ved “Climate Vulnerability Monitor” er kortlægningen af de mulige kortsigtede konsekvenser. Rapporten gør op med den opfattelse, at klimaforandringerne handler om en fjern fremtid – noget med havvandsstigninger i slutningen af århundredet. Konsekvenserne er mærkbare her og nu, og følgerne kan blive meget voldsomme inden for det næste tiår, i takt med at klimaforandringerne accelererer. Det er også klart, at uanset hvor megen turbo der sættes på grønne vækstinitiativer, vil de ikke alene kunne hindre klimakatastroferne i at brede sig. Derfor skal verdenssamfundet og de enkelte lande håndtere epidemien på to niveauer: Forebyggelse og helbredelse.

Forebyggelsen handler om iniativer til at sikre grøn vækst – helbredelsen om at tilpasse verden til de katastrofer, vi ikke nåede at forebygge. En adaptionspolitik kan i sig selv medvirke til at begrænse skaderne, forudsat at den gennemføres meget hurtigt og meget ambitiøst. “Climate Vulnerability Monitor” nævner ikke mindre end 50 forskellige initiativer, der kan bidrage til at begrænse ødelæggelser og tab af menneskeliv – samt også skabe nye industrielle vækstmuligheder. Derfor kan det forudses, at der sideløbende med cleantech-industrien udvikles en ekspansiv katastrofeindustri, der bliver lige så nødvendig som den grønne vækstsektor.

Den må især udvikle forretningsmodeller på tre områder:  Styrke sundheds- og ernæringstilstanden i de udsatte områder. Forebygge og rydde op efter naturkatastroferne.  Og forebygge konsekvenserne af de øgede vandmasser.

Det beskæftiger mange virksomheder og myndigheder sig med allerede i dag. Men den voldsomme forværring af problemerne de kommende år vil skabe et akut behov for at sætte en række nye ambitiøse initiativer i gang. På samme måde som cleantech­industrien har udviklet nye klynger af partnerskaber for at kunne favne kompleksiteten i at udvikle grønne løsninger, bør en tilsvarende proces finde sted inden for katastrofeindustrien. Der er simpelthen brug for at udvikle en ny international industriklynge, der hurtigt og målrettet kan løse en række af de meget komplekse klimakatastrofer, verden skal håndtere inden for en ubehagelig kort årrække. Det er også en oplagt udfordring og chance for Danmark.

Realiteten er, at vi ikke længere kan vente på de politiske løsninger, og de grønne vækstinitiativer har for lang leveringstid til alene at kunne hindre en større klimakatastrofe i at udfolde sig. Der er akut behov for sideløbende at udvikle en avanceret og ambitiøs “redningsindustri”, der især rettes mod de 80 lande, der inden for de kommende år er i akut fare for at lide “klimadøden”. Vi har desværre passeret det tipping point, hvor vi kunne håbe på og drømme om at afværge problemerne. Nu handler det om at begrænse konsekvenserne mest muligt.

Budskabet i “Climate Vulnerability Monítor” er lige så enkelt, som det er dramatisk: Vi er løbet tør for tid, og de næste par år er vores absolut sidste chance for at øve en vis indflydelse på, hvilken verden vi vil efterlade til de næste generationer.