To hundrede år efter at Danmark måtte afstå Norge efter Napoleonskrigene, har de olieproducerende nordmænd vendt godt og grundigt rundt på det tidligere afhængighedsforhold.

Oliefundene i Nordsøen har gjort den norske befolkning til en af verdens rigeste, og der ligger i dag værdier for over 5 billioner norske kroner i Statens pensjonsfond utland – eller Oljefonden, som den slet og ret kaldes i daglig tale. Det gør den til verdens største statslige investeringsfond, med ejerposter i mere end 8.000 selskaber verden over.

Forslaget blev ganske vist afvist med et lille flertal. Men diskussionen udmundede i en beslutning om at øge rammerne for de grønne investeringer fra 30 til 50 milliarder kr. Det kan betyde øgede investeringer i veletablerede og børsnoterede cleantech-selskaber som amerikanske Enel Green Power, der producerer bæredygtig energi, eller danske Vestas og Novozymes, hos hvilke nordmændene allerede har ejerandele i milliardklassen.

Og hvad der er nok så bemærkelsesværdigt, blev der ved samme lejlighed nedsat en ekspertgruppe, der skal vurdere, om fonden helt skal udelukke kul- og olieselskaber fra sin investeringsportefølje for at imødegå de globale klimaforandringer.

Det vil ikke gå ubemærket hen. Fonden har investeringer for 261 milliarder kr. – 8,3 pct. af den samlede aktiebeholdning – placeret i olie- og gasindustrien. En beslutning om at afvikle disse investeringer kan påvirke andre store investorer og igangsætte en bølge af mere klimavenlige investeringer, lyder vurderingen fra en række investeringseksperter.

“Signalværdien i et sådant skifte kan måske få andre investorer til at overveje at gå samme vej. Og i så fald kan det skabe nogle meget markante ryk i allokeringen af midler i de forskellige industrier,” siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

“Jeg tror ikke på, at det vil skabe en ‘ketchupeffekt’, hvor investorer i stort tal rykker ud af fossile investeringer. Dertil er olie- og gasindustrien stadig for givende. Men det er da klart, at der kan være investorer og andre fonde rundt omkring i verden, som vil overveje, om det kan være starten på noget, som de ikke har været opmærksomme på,” siger Jacob Pedersen.

Pres på olieindustrien

Den schweiziske klimainvestor Tobias Reichmuth er enig i analysen. Men han mener også, at det i sidste ende er et spørgsmål om tid, før investeringer i fossile brændsler udfases hos de store investeringsfonde.

“Det store spørgsmål er, hvornår disse investeringer i fossile brændsler ikke længere giver gode afkast, fordi verden langsomt er i gang med at omstille sig til bæredygtige energiformer. Men som investor skal du selvfølgelig finde ud af, hvad du vil gøre i mellemtiden. Og i et investeringsmiljø med lave renter vil vi næppe se de store investorer vende ryggen til olie- og gasindustrien lige med det samme, for i øjeblikket giver den gode afkast,” siger han.

Tobias Reichmuth er grundlægger af og CEO for rådgivningsvirksomheden SUSI Partners, der investerer på vegne af flere store klimainvesteringsfonde, og derfor holder han nøje øje med markedet for bæredygtige energiinvesteringer. Han påpeger, at det kan være lige så risikabelt at investere i olieindustrien som i atomkraft, der som bekendt blev rystet ganske voldsomt for få år siden, hvor Fukushimaulykken i Japan udløste Tysklands beslutning om helt at afvikle atomkraften. BP’s olieudslip i den Mexicanske Golf i 2010 demonstrerede samme type katastroferisici hos olieselskaberne.

Presset på olieindustrien øges af, at klimaforandringerne skubber verden mod en CO2-fri fremtid. FN’s klimapanel anslår, at klimatunge energiinvesteringer vil falde med op mod 166 milliarder dollar årligt over de næste 20 år. Sidste år sendte 70 globale investorer et bekymret brev til olie- og gasindustrien for at bede om en vurdering af klimaforandringernes påvirkning af deres forretningsmodel. Og nu har Norge selv igangsat et større arbejde med at risikoanalysere klimaforandringernes påvirkning af olie- og gasindustriens fremtidige indtjening. Oliefonden beder samtidig de virksomheder, som den investerer i, om at redegøre for, hvordan de imødegår klimamæssige risici. Se tekstboks.

Men selv om oliefonden skulle komme frem til helt at opgive investeringer i fossile brændsler, vil det ske langsomt og velovervejet, påpeger Tobias Reichmuth.

“Norges oliefond er verdens største investeringsfond, så selvfølgelig er det bemærkelsesværdigt, hvad den foretager sig. Men selv om de skulle beslutte sig for at omdirigere deres investeringer fra fossile brændsler til grønne investeringer, ville de gøre det gradvist for ikke at chokere markedet. De ville aldrig bare gøre det fra den ene dag til den anden,” siger Tobias Reichmuth. Han kommer i øvrigt til Danmark på onsdag til en konference hos Dansk Energi om globale tendenser inden for klimainvesteringer.

Den norske ekspertgruppe, der fremlægger sine konklusioner til november, skal dels finde ud af, om investeringer i fossile brændsler skal stemples som uetiske, og dels hvordan man på én gang kan investere klimavenligt og bibeholde et højt afkast.

Her kan det meget vel komme på tale at investere direkte i klimavenlig infrastruktur – inspireret af samarbejdet mellem DONG og Pension Danmark om vindmølleparker. Det vurderer både norske politikere og internationale eksperter, som Mandag Morgen har talt med. Men de påpeger samtidig, at det vil kræve et grundlæggende skifte i investeringsstrategien, hvor fonden bliver en mere aktiv investor.

Etiske overvejelser

Selv om regeringens beslutning har givet oliefondens klimaambitioner et lille nøk opad, er 50 milliarder kr. stadig ikke meget sammenholdt med investeringerne i olie- og gasindustrien. I dag udgør oliefondens investeringer i seks af de største olie- og gasselskaber i verden – Shell, BG, BP, Total, Exxon og Chevron – knap 120 milliarder kr. Fonden har i alt investeret for omkring 261 milliarder kr. i olie og gas, herunder nogle milliarder i russiske Gazprom. Investeringerne i olie og gas er dermed ca. 9 gange så store som de grønne investeringer.

I det store klimabillede rykker det ikke meget, at man investerer nogle milliarder ekstra i grønne aktieselskaber, påpeger Anders Bjartnes, leder af Norsk Klimastiftelse. Han er decideret skuffet over regeringens beslutning om at udskyde klimaproblemstillingen til november:

“Beslutningen betyder jo bare, at oliefonden kan købe lidt flere aktier i Vestas, end man ellers ville have gjort. Det er i bedste fald et lille skridt i den rigtige retning, men jeg mener ikke, at det har nogen betydning i det store billede,” siger Anders Bjartnes.

Han havde håbet på, at oliefonden, inspireret af Danmark, ville begynde at investere direkte i klimavenlig infrastruktur, og at der ville være opbakning til oppositionens forslag om at bandlyse kulselskaber.

Overvejelserne om en klimaetisk blacklisting udspringer af et lovforslag fra Norges oppositionspartier, Arbejderpartiet og Sosialistisk Venstreparti, der sad i regering fra 2005 og frem til 2013, hvor Jens Stoltenberg måtte overlade magten til de borgerlige.

Sosialistisk Venstreparti, som er Norges pendant til SF og bl.a. havde miljøministerposten under Stoltenberg, foreslog at sortliste oliefondens investeringer  i alle fossile brændsler. Arbejderpartiet ville i første omgang nøjes med at droppe investeringerne i kulselskaber – som det første naturlige skridt mod at gøre oliefonden klimavenlig.

“Afbrænding af kul udgør verdens største klimapåvirkning, og derfor må det globale kulforbrug drastisk nedbringes. Arbejderpartiet er derfor allerede nu klar til at handle på klimaområdet og vil trække kulselskaber ud af porteføljen i oliefonden,” siger Torstein Tvedt Solberg, der er medlem af Stortinget for Arbejderpartiet og har oliefonden som fagområde.

I et interview med Mandag Morgen forklarer han, at oliefondens etiske investeringer hele tiden tilpasses “skridt for skridt”. Derfor vil han heller ikke udelukke, at det også kan komme på tale at udelukke olie og gas fra investeringsporteføljen.

“Sådan som vores beslutning er nu, ser vi kun på kul. Jeg kan ikke udelukke, at vi også vil se på olie og gas. Men når Arbejderpartiet vil diskutere klimapåvirkning, synes vi, at kul er det naturlige sted at begynde, og til det har vi sådan set også fået stor støtte fra miljøorganisationer,” siger Torstein Tvedt Solberg.

Nødvendig risikospredning

Allerede for ti år siden, hvor man vedtog oliefondens ansvarlige investeringspraksis, besluttede man af etiske grunde at udelukke en række våbenproducenter fra investeringsporteføljen. Sidenhen er også selskaber, der krænker menneskerettigheder, er stærkt miljøforurenende eller producerer tobak, sat på fondens sorte liste, der nu tæller 63 selskaber.

Professor Gunnar Eskeland, der er miljø- og klimaøkonom ved Handelshøjskolen i Oslo, sammenligner den aktuelle diskussion om udelukkelse af klimasyndere med den diskussion, der i 2009 førte til udelukkelsen af tobaksproducenter fra oliefondens investeringer.

“Det var de samme argumenter dengang. Nogle ønskede at forlade investeringer i tobak af etiske grunde, andre fordi verden så ud, som om den ville stoppe med at forbruge tobak. Der er jo ikke nogen, der har lyst til at sidde fast i den slags investeringer, mens en global nedtrapning sker,” siger han.

Dog er der et par vigtige forskelle mellem diskussionerne, påpeger han.

“Det ville være lidt svært – ikke mindst for Norge, som har Nordsøolien at takke for sin rigdom – hvis man udelukkede investeringer i fossile brændsler ved at kalde dem for uetiske. Så skulle man argumentere for, at olie er uetisk, medmindre det lige er norsk olie fra Nordsøen. Den er nok svær at sælge,” siger han.

Jacob Pedersen fra Sydbank fremhæver til gengæld et andet argument, som ikke har fyldt meget i den norske debat endnu, men som vil vinde større gehør blandt investorer og eksperter:

“Man kan argumentere for, at der er noget rationelt i, at en oliefond, som er afhængig af olie, vil investere i noget, som har en anden risikoprofil,” siger han.

Det er der for Gunnar Eskeland god logik i. “En af grundene til at opbygge pensionsfonden er, at vi skal overføre nationalformuen fra en ubalanceret olieportefølje på kontinentalsoklen til en balanceret finansportefølje. Og så er det jo ikke godt at investere i fossile brændsler igen,” siger han.

Gunnar Eskeland tvivler stadig på, at den norske regering vil droppe oliefondens investeringer i fossile brændsler lige med det samme. Men så tøver han alligevel et sekund: “Det ville være overraskende ... men det kan ikke udelukkes. I politik kan alt ske”