Verdens topinvestorer marcherer ind i klimakampen

Verdens mest indflydelsesrige investorer forenes nu i kampen for et bedre klima og vil presse klodens 100 mest forurenende virksomheder til at handle bæredygtigt. En række danske pensionskasser er med i initiativet. Paris var i sidste uge ramme om et topmøde, der kan ændre spillereglerne for at drive virksomhed.

Men det skete i de dage, da verdens førende investorer og erhvervsvirksomheder mødtes for at tage temperaturen på klodens klima. Helt præcis i Paris tirsdag den 12. december under overskriften ”One Planet Summit”. Seancen var initieret af den franske præsident, Emmanuel Macron, flankeret af FN’s generalsekretær, António Guterres, og Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim. Set i et historisk perspektiv vil begivenheden måske huskes som tiden og stedet, hvor de internationale investorer for alvor meldte sig ind i den globale klimakamp. Hvis det er tilfældet, markerer det intet mindre end et gennembrud og et afgørende paradigmeskifte.

Der er to årsager til, at ’investorrøgen’ fra Paris kan ses som en game changer. For det første fordi investorerne selvsagt har afgørende betydning for virksomhedernes adfærd. Her har den finansielle sektor længe været tilbageholdende med at engagere sig i såvel klimakampen som FN’s verdensmål. De føler sig ikke sat i verden for at redde kloden, men deres egne afkast. Når de åbenbart vælger en ny kurs, skyldes det den klare erkendelse, at en bæredygtig verden er en forudsætning for en bæredygtig økonomi. Nu handler bæredygtighed ikke kun om at redde verden, men også om deres egen økonomi og de langsigtede afkast.

Ud over klimakampen handler det også om investorernes egen kamp for et bedre omdømme. Det har i kølvandet på bl.a. finanskrisen og de mange lækkede papirer fra diverse globale skattely været under stigende pres. Et signal om at bidrage til en bedre verden kan også blive en brand changer for mange investorer og finansielle institutioner.

Når man kan fæstne lid til udspillet fra Paris, hænger det sammen med, at det er en foreløbig kulmination på tendenser, der har været hastigt tiltagende de sidste par år og nu antager karakter af et egentligt paradigmeskifte. Derfor kan det få afgørende indflydelse på såvel klimakampen som på virksomhedernes prioriteringer. De vil nemlig være tvunget til at følge trop i det tempo, investorerne sætter.

Klimaets helte og syndere

Et af Paris-mødets mest markante udspil var lanceringen af ”Climate Action 100+”. 225 af verdens mest indflydelsesrige institutionelle investorer – heriblandt en række danske – med en samlet portefølje på over 26 billioner dollar er gået sammen i en alliance med det fælles formål at motivere eller tvinge 100 af verdens største private udledere af CO2 til at forfølge et bæredygtighedskodeks. Det drejer sig bl.a. om store selskaber inden for olie- og gasudvisning, energiforsyning og transport. Men også andre virksomheder med store miljøaftryk kan komme i alliancens grønne søgelys. Virksomhederne skal leve op til tre hovedkrav, nemlig at forfølge en strategi, der fastlægger bestyrelsens ansvarlighed over for klimaforandringer, beskriver virksomhedens indsats for at reducere udledningen af CO2 på tværs af leverandørkæden samt offentliggør de nødvendige informationer om klimaindsatsen.

Som nævnt er danske investorer med i initiativet. Det gælder bl.a. PKA, PensionDanmark, PFA, PenSam, ATP, Lægernes Pensionskasse og Nordea.

Hvert år vil ”Climate Action 100+” offentliggøre en rapport, der afdækker, hvordan de 100 virksomheder har arbejdet med klimaudfordringerne. Hvis virksomhederne opfylder forpligtelserne, kan de fjernes fra overvågningen. Omvendt kan nye virksomheder, som investorerne opfatter som ’klimasyndere’, blive optaget på listen over foretagender, der ikke har styr på vigtige udfordringer og dermed ikke kan opfattes som helt sikre investeringer. Der er næppe tvivl om, at hvis denne omvendte ’Michelin-guide’ får gennemslagskraft, vil den have en stærkt disciplinerende indflydelse på de store virksomheders miljøstrategier og fremtidige adfærd.

Men udspillet står langtfra alene. Verdensbanken benyttede ”One Planet Summit” til at meddele, at den efter 2019 ikke vil finansiere udviklingen af nye olie- og gaskilder, medmindre særlige forhold begrunder det. Banken planlægger samtidig, at mindst 28 pct. af alle lån fra 2020 skal allokeres til projekter, der løser klimaproblemer. Den målsætning får støtte af andre og mindre, men stadig markante, initiativer. F.eks. lancerede en gruppe af førende investorer med foretagender som BlackRock, Vanguard og Aberdeen i spidsen et tilsvarende projekt for få måneder siden. Det var rettet mod amerikanske energiselskaber og skal sikre, at de har større fokus på klimarelaterede risici og udvikler planer for at adressere dem. BlackRock har således besluttet at håndtering af netop klimarisici skal være et af deres fem investeringskriterier.

Spørgsmålet er blot: Hvem sikrer, at investorerne selv investerer bæredygtigt – at de selv tager medicinen og begynder udsalg af aktier, der ikke fremmer klima og verdensmål m.v.? Derfor har ”Climate Action 100+” naturligvis fået klimaaktivister og ngo’er på banen, som har kritiseret investorerne for selv at investere i de virksomheder, der udleder store mængder CO2, og for dermed at tale med både sorte og grønne tunger.

Skal investorerne være troværdige vagthunde, må de selv være rollemodeller og nytænke deres strategier. Det er også et tilbagevendende tema på generalforsamlingerne i de medlemsejede pensionskasser, ligesom det er en erklæret intention hos stadig flere af dem. Men på kort sigt konfronteres de med det dilemma, at udfasningen af én type investeringer til fordel for andre ikke må ske på bekostning af afkastet. Derfor er investorerne generelt tvunget til gradvise omlægninger, i takt med at de nye grønne markeder modnes og investeringerne bliver stadig mere rentable. Men nu har de accelereret processen – såvel for virksomhederne som for dem selv.

En ny markedsvirkelighed

Der er ingen tvivl om, at initiativer som Climate Action 100+ ikke alene fremmer virksomhedernes bæredygtige transformationer, men også sætter fokus på investorernes egne strategier og dermed udløser en forstærkende proces. Med deres mission om at tvinge store virksomheder til mere bæredygtig adfærd, bl.a. ved at udstille såvel helte som syndere, har investorerne skabt øget opmærksomhed om deres egne prioriteringer og strategier. Det er præcis i denne gensidige afhængighed, at optimismen kan begrundes, og det kan gøre Paris-mødet til en af de vigtige begivenheder i klimakampens historie. Udviklingen har taget fart og kan ikke stoppes.

Men dette var ikke det eneste udspil i Paris, som kan befordre troen på bæredygtige gennembrud. Mødet dannede ramme om næsten tyve initiativer med samme formål: At optrappe og accelerere indsatsen for at løse en række af de store, globale udfordringer, først og fremmest klimaforandringerne, men også i forhold til andre af FN’s verdensmål. Det, der gør den væsentlige forskel på One Planet Summit og store politiske topmøder som f.eks. de årlige FN-COP’s, er nærheden til virksomhedernes og investorernes hverdag. Nu handler det ikke kun om at opfylde politiske målsætninger – hvor vigtige de end måtte være – men om at skabe en økonomisk bæredygtig markedsudvikling og optimale langsigtede afkast til såvel investorerne som pensionskassernes medlemmer.

Uden at overfortolke betydningen af mødet i Paris blev det en vigtig strømpil for en ny markedsvirkelighed, og den peger kun i én retning: Mod markante omstillinger og udskilningsløb de nærmeste år, men også skabelsen af ekstraordinære muligheder – afhængig af hvordan man forstår og udnytter forandringerne. Det var også budskabet i artiklen på denne plads den 4. december, bl.a. med afsæt i de digitale udfordringer og muligheder samt bogen ’Dreams & details’ – om at genopfinde sin virksomhed, mens det går godt. Men Paris har føjet en ekstra og meget stærk kraft bag udviklingen, nemlig investorernes erkendelser og nye prioriteringer. Hvis de udspil, der bl.a. er lanceret af Climate Action 100+ over for de 100 mest klimaforurenende virksomheder, af førende investorer over for USA's største energiselskaber og af Verdensbanken over for olie- og gassektoren, er udtryk for en tendens, vil det yderligere accelerere den dramatiske transformation, der allerede spores i store dele af det internationale erhvervsliv.

Der er ingen tvivl om, at vi kun har set begyndelsen til det, historikere måske en dag vil kalde en revolution, uden at vi endnu ved præcis, hvad den går ud på, bortset fra at den vil ændre de fleste spilleregler for at udvikle samfund såvel som at drive virksomheder. Men Paris sendte i hvert fald ét klart signal, som enhver topleder må tage til sig, nemlig at en vigtig del af revolutionen kommer til at handle om at gøre klodens fremtid til en integreret del af virksomhedernes fremtid. Det giver begge parter en bedre chance for at overleve.

Forrige artikel Fra spritfabrik til spritny byudvikling Fra spritfabrik til spritny byudvikling Næste artikel 2018 skal være et paradigmeskift i den offentlige sektor 2018 skal være et paradigmeskift i den offentlige sektor