Regeringens velfærdsreformer bliver langt mere vidtgående og fundamentale, end det er fremgået af den offentlige debat. Sådan lyder meldingen fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der kommer til at stå i spidsen for mange af forandringerne.

I et interview med Mandag Morgen gør hun det klart, at regeringens vision for fremtidens velfærdssamfund er langt mere ambitiøs og omfattende end blot at skære i børnechecken til velhavende, begrænse antallet af lukkedage i børnehaver og luge ud i bøvlede regler. Hun vil ikke nøjes med at dreje lidt på knapperne i velfærdssstatens maskinrum, men ændre fundamentalt på velfærdssamfundets spilleregler og ansvarsfordelingen mellem staten, kommunerne, regionerne og borgerne.

Regeringen vil gøre op med de sidste mange års centralisering og bureaukratisering og give kommunerne større politisk råderum til selv at fastlægge lokale servicestandarder. Den vil skabe større ledelsesrum i de offentlige institutioner og give de offentligt ansatte bedre muligheder for at anvende deres faglighed. Den vil gøre op med princippet om, at alle skal have samme ydelser, og vil i langt højere grad inddrage borgerne og civilsamfundet som aktive medspillere.

“Det her kan ikke gøres med en pamflet med 44 initiativer, der bliver præsenteret på et pressemøde, og så hører offentligheden aldrig om det mere. Det handler om et helt nyt mindset. En styringsreform af den offentlige sektor er ikke bare et spørgsmål om at reducere antallet af bureaukratiske regler. Det ændrer ikke ved den kultur, som politisk og administrativt har udviklet sig gennem de sidste 10-15 år. Derfor bliver det nødt til at være en langsigtet indsats, hvor alle de ting, vi gør, understøtter vores overordnede mål,” siger Margrethe Vestager.

Vestagers køreplan

I den nære fremtid har regeringen en række initiativer på programmet. Ser man bare et halvt år frem, er den første opgave at tøjle ministres og folketingsmedlemmers ubændige trang til at lave nye love, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger etc.

Den næste bliver at tage, hvad Vestager kalder “en ordentlig snak” med kommunerne om, hvordan forholdet skal være mellem de to politiske og administrative niveauer.

Den tredje opgave bliver at udforme regeringens bebudede reformer på førtidspensions-, kontanthjælps- og arbejdsmarkedsområdet på en sådan måde, at de understøtter den overordnede tankegang om decentralisering. Og den fjerde opgave bliver forårets trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.

“Vi har sat os som mål, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Og et af de store spørgsmål, vi skal have drøftet med arbejdsmarkedets parter, er, hvordan vi genfortolker visionen om livslang læring, så man hele tiden kan komme frem og tilbage i sit arbejdsliv og have en fortsat læringsproces”, siger Vestager.

Når hun tror på, at regeringens styringsreform kan blive til virkelighed, hænger det bl.a. sammen med den nuværende økonomiske smalhals: “Det er en rigtig god anledning til at få diskuteret, hvad vi egentlig får for de penge, der allerede i dag er i systemet, og om de ikke kunne bruges på en meget bedre måde,” siger hun.

Når kampen mod regel-tsunamien hidtil har haft så svære vilkår, skyldes det, som Vestager formulerer det, at man med den ene hånd fjernede unødvendige regler “med pincetten”, mens man med den anden indførte nye regler “med en skovl”.

Skal regeringens styringsreform lykkes, skal denne tendens stoppes: 

“Det er et banalt skridt, men helt nødvendigt,” siger Margrethe Vestager.

“Her på Christiansborg har vi ikke forstået, at svaret på en fejl ikke er at indføre en ny regulering, men at finde ud af, hvordan fejlen er opstået. Ofte er der tale om en helt banal menneskelig fejl, som kommunen eller institutionen forhåbentlig lærer noget af. I andre tilfælde kan det være et udslag af en lokalpolitisk prioritering, og så er det et anliggende mellem borgerne og kommunalbestyrelsen. Først i det tilfælde, hvor der er tale om noget strukturelt, er det en sag, som regeringen og Folketinget bør tage sig af, for så kan der være behov for at ændre lovgivningen.”

“Denne mentalitetsændring er ikke ligetil, for lovgivning og regulering er ministres og folketingsmedlemmers kernekompetence. Men skal kommunerne have et større politisk råderum, er det en afgørende forudsætning,” siger hun.

“Den større frihed til f.eks. at fastlægge lokale servicestandarder indebærer til gengæld også, at kommunerne må påtage sig et større ansvar for den måde, tingene fungerer på. Et eksempel på, hvad der er i vente, er den lille ændring, vi har lavet af beskæftigelseslovgivningen, hvor kommunerne ikke mere er tvunget til at gøre brug af en såkaldt ’anden aktør’, når det drejer sig om nyledige akademikere. I mange sammenhænge vil det sikkert være en god ide, men det må de selv tage stilling til.”

Nye spilleregler

Den større frihed til kommunerne omfatter ikke det økonomiske område?

“Nej. Vi vil fremsætte et forslag til en budgetlov, der fastlægger et loft for kommunernes samlede udgifter. Det er ganske enkelt en nødvendighed i betragtning af, at kommuner står for ca. halvdelen af de offentlige udgifter. Det nye bliver, at der bliver tale om et fireårigt aftaleperspektiv, hvilket vil give kommunerne bedre muligheder for at planlægge mere effektivt og langsigtet.”
 
Hvordan vil kommunerne blive straffet, hvis de overskrider loftet? Vil I slække på de sanktioner, som den tidligere regering har indført med succes?

“Det har vi ikke tage endeligt stilling til. Det vil vi gerne først tale med kommunerne om – vel vidende at det naturligvis er Folketinget, der i sidste ende må tage det ansvar på sig. Min oplevelse er dog, at forklaringen på kommunernes overholdelse af budgetterne de seneste to år stikker dybere end den tidligere regerings sanktioner. F.eks. er der i øjeblikket ikke en eneste kommune, der er sat under administration, og det tager jeg som et tegn på voksende krisebevidsthed.

Mit håb er, at det sammen med de flerårige budgetter og den smalle økonomiske ramme vil mindske interessen for at tale om økonomi, så vi i stedet kan få en diskussion om indholdet. Frem for at fokusere på, om der er penge til at gennemføre en eller anden marginal forbedring – f.eks. at øge åbningstiderne med et kvarter i den ene eller den anden ende eller indføre seks lukkedage i stedet for otte i daginstitutionerne – skal vi i de kommende år bruge kræfterne på at diskutere, hvordan alle pengene i den offentlige sektor bliver brugt. Er vi tilfredse med den måde, de bruges på? Er der plads til, at medarbejdernes faglighed er styrende for, hvad der sker i hverdagen? Får vi prioriteret på en ordentlig måde, så medarbejderne er i et fortsat læringsforløb gennem hele deres arbejdsliv? Får vi uddannet ledere, så de har de rigtige redskaber til at være retningsgivende de steder, hvor de har det konkrete ansvar? Og får vi inddraget borgerne nok? En af de helt afgørende ting, som vi bør gribe med kyshånd, er, at der er en ny ambition fra borgernes side om at være medproducent og medskaber af det, som vi før fik som offentlig service.”

Mere aktive borgere

Er det et farvel til den udvidelse af den offentlige sektor, som vi har været vant til de sidste 50 år?

Den offentlige sektor er gået fra at være en lille Brugs med få ting på hylderne, over en Kvickly med flere ting på hylderne, til en Bilka, hvor den offentlige sektor skal kunne det hele. Den tankegang vil vi gøre op med. Den offentlige sektor skal ikke være en altomfattende serviceleverandør, og borgerne skal heller ikke være passive modtagere af velfærdsstatens ydelser. Et godt eksempel på, at en ny form for samspil er nødvendigt, er genoptræningsområdet. Er borgerne ikke selv involveret, så bliver der ikke meget genoptræning ud af det. Dertil kommer, at hele digitaliseringen og den teknologiske udvikling vil skabe nye muligheder for en løbende og nem tilgængelig borgerinddragelse, f.eks. at en fysioterapeut via et webkamera i ens eget hjem kan kontrollere, om man gør sine øvelser rigtigt.”
 
Lægger du dermed også op til en større individualisering af velfærdsstatens ydelser end i dag?

“Det er en stor udfordring, fordi det også inddrager spørgsmål om retssikkerhed og ligebehandling. Men eftersom borgerne er forskellige, siger det sig selv, at et ensartet resultat vil kræve en forskellig indsats – ligesom vi forventer en differentieret undervisning i en skoleklasse. Skal f.eks. alle børn kunne læse i “. klasse, så forudsætter det, at læreren bruger mest tid på de svageste elever. Det er et princip, som vi vil udfordre hele den offentlige sektor med. Vi vil gerne have, at tingene bliver lidt mere håndholdte, så der bliver mere faglighed og menneskelighed i mødet mellem borgeren og den offentlige sektor. For så tror vi, at resultatet bliver bedre, end hvis det hele er regel- og procesreguleret fra ende til anden, og alle behandles ens.

En af årsagerne til, at vi ifølge Rigsrevisionen spilder ubærligt mange penge i vores beskæftigelsessystem, er, at alle får det samme – uden egentlig refleksion over, om alle har brug for det. Målet er selvfølgelig under alle omstændigheder, at folk skal komme i arbejde, men faren ved det nuværende meget regelbundne system er, at man risikerer, at sagsbehandlerne glemmer det egentlige mål og slår sig til tåls med at følge reglerne.

En af barriererne for et nyt tankesæt er netop, at mange medarbejdere formentlig har vænnet sig til den stramme regelstyring. Det kan godt være, at den pågældende borger ikke fik et job, men medarbejderen kan med god samvittighed konstatere, at alle regler blev opfyldt til punkt og prikke. Derfor er det også forudsætningen for en styringsreform, at det er tilladt at begå fejl. For man kan ikke udvikle den offentlige sektor i en mere selvstyrende retning, hvis man samtidig vil opretholde en nulfejls­kultur.”

Velfærdens laboratorier

Er det ikke et meget risikabelt projekt?

“Ser man tilbage på de sidste 10-15 års regel- og processtyring, er det svært at se, at vi har fået valuta for pengene. Det gælder navnlig i de første år af Fogh-regeringens tid, hvor der blev brugt rigtig mange penge på den offentlige sektor. Derfor er det svært at se, at vi har så meget at miste ved at prøve noget andet, fordi det både giver muligheder for at gøre tingene billigere og opnå bedre resultater.

Et eksempel på, hvordan vi kan eksperimentere os frem, er de frikommuneforsøg, som jeg har overtaget fra den tidligere regering. Lad os nu komme i gang med, at hele kommuner afprøver nye måder at gøre tingene på. I takt med at det viser sig vellykket, kan vi måske sprede de gode eksempler til de andre kommuner.”

En af de store udfordringer for den offentlige sektor er at håndtere problemer, der går på tværs af institutioner og sektorer. Et godt eksempel er sundhedsvæsenet, der både omfatter regioner, kommuner og praktiserende læger, der er selvstændige erhvervsdrivende...?

“Jeg har haft besøg af kommuner, der i samarbejde med en region gerne ville i gang med at lave et slags frikommuneforsøg, hvor man forsøgte at finde ud af, hvordan samspillet mellem de to niveauer kunne forbedres. Det er ikke bare et spørgsmål om strukturer og refusionsordninger, men også om at have en ambition om at løse opgaven på en anderledes facon. Fik man etableret andre samarbejdsformer, er jeg sikker på, at sammenhængen mellem forebyggelse, behandling, genoptræning og rehabilitering kunne blive væsentlig bedre. Det projekt vil jeg gå videre med.”

Hvordan vil borgerne opleve dette opgør med one-size-fits-all på f.eks. ældreområdet?

“Her vil mange formentlig opleve det som en udfordring, fordi kommunerne i højere grad vil forsøge at hjælpe den ældre til selv at klare sin hverdag. Fra mange undersøgelser ved vi, at jo mere aktiv den ældre er, jo mere kan vedkommende selv klare. Derfor vil det formentlig også være vigtigt for kommunerne at skride ind på et tidligere tidspunkt i stedet for at vente, til man er blevet så svagelig, at man har brug for hjælp de fleste af døgnets timer. Det handler om at få et andet blik på, hvad man skal gøre.

Vi har i mange år haft en meget skematisk visitering til hjemmehjælp og -pleje, hvor der er blevet sat minut-tal på hver lille opgave. Var det ikke en ide, at vende processen om, så det i samarbejdet mellem sagsbehandleren og den ældre kom til at dreje sig om, hvordan det offentlige bedst kunne bidrage til, at den ældre kunne leve et liv, hvor den pågældende var mere selvhjulpen? Pointen for os er ikke, at vi vil forsøge at fedte ansvaret af på den enkelte. Men skal ting løses på en måde, der er relevant for borgeren, skal den pågældende inddrages i forløbet. Lægerne kan gøre alt for, at den pågældende blive raskere, men uden patientens aktive medvirken bliver resultatet dårligere.”

Støre rolle til frivillige

Skal de frivillige organisationer og civilsamfundet også have en stærkere placering?

Vi vil gerne lave et charter for frivilligt arbejde, så vi får en åben diskussion om, hvad frivilligt arbejde kan bære – og hvor der under alle omstændigheder skal være et myndighedsansvar. Det er den mest respektfulde måde at gøre det på. Både for de borgere, der har brug for det, og for de borgere, der engagerer sig. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at mange mennesker gør en fremragende indsats i dag, og at stadig flere vil have lyst til at gøre det. For det giver rigtig god mening.”

Når du forud for næste valg skal se tilbage på jeres styringsreform, hvilke tre ændringer vil du så håbe, at der er sket i den offentlige sektor?

“For det første ville jeg være meget glad – også på kommunernes vegne – hvis de igennem hele perioden har overholdt deres budgetter, så et budget ikke mere er et taktisk stykke papir, men en kontant planlægning af, hvad vi vil bruge pengene til i de kommende år. For det andet vil jeg håbe, at vi har fået løst gåden om samarbejdet mellem kommunerne og regionerne, så samspillet mellem forebyggelse, behandling, genoptræning og rehabilitering kommer til at fungere bedre. Og ikke mindst håber jeg, at der er blevet skabt et politisk råderum i kommunerne, hvor man til gengæld også respekterer et ledelsesmæssigt og fagligt råderum i de enkelte institutioner.”