”Vi bliver nødt til at tilpasse vores fagligheder til hinanden, så det hele tiden handler om borgerens behov”

Ni nordsjællandske frikommuner har siden januar 2017 sat borgerens og ikke lovgivningens behov i centrum. I praksis er det kompliceret at ændre på mange års vaner og rutiner. Oven i det hele skal der udvikles en helt ny model for styringen af kommunernes økonomi.

Jens ReiermannTorben K. Andersen

Det lyder forkert. Men når borgere har brug for hjælp fra kommunen, kan det ende med, at de ikke oplever kommunens tilbud som en hjælp, men som en del af deres ofte mange problemer.

Lige præcis det kan gælde den gruppe af borgere, som ikke bare har brug for hjælp fra jobcentret til at finde et job, men også skal behandles for smerter i ryggen og også skal have hjælp til at få familien til at fungere.

Behov for behov udarbejder sagsbehandlere handleplaner, der hver for sig giver god mening. Men for borgeren kan de forskellige handleplaner bidrage til kaos i dagligdagen og gøre vejen til et job længere eller mere kompliceret.

Ni frikommuner baner vej for sammenhæng

Ni nordsjællandske kommuner, Allerød, Ballerup, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød, deltager i frikommuneforsøget ’En plan for sammenhængende indsats sammen med borgerne’.

Forsøget løber fra 2017 til 2020. Erfaringerne fra arbejdet i de ni kommuner har påvirket innovationsminister Sophie Løhdes lovforslag ’En plan’.

”Borgerne kan ikke forstå, at de skal gøre det ene, når de får en handleplan på jobcentret, og noget andet, når de får handleplaner på andre områder. Til sidst kan det ende med, at de ikke oplever os som en ressource, men som endnu et problem, de skal overkomme,” siger Morten Bøgelund Andersen, der er direktør for velfærdsområdet i Allerød Kommune.

Netop Allerød Kommune er en af de i alt ni nordsjællandske kommuner, der som frikommuner er blevet undtaget for lovkrav om at udarbejde den ene handleplan efter den anden. Ud over Allerød er det Ballerup, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød. I løbet af  2017 er sagsbehandlere i de ni kommuner begyndt på at udarbejd en samlet og koordineret handleplan for udsatte borgere. Samtidig bliver målet tydeliggjort. Det hele skal føre til, at borgerne kommer i arbejde eller i højere grad kan forsørge sig selv. Se figur 1.

I praksis knytter de ni kommuner derudover borgeren til en enkelt sagsbehandler, som har styr på hele borgerens forløb. Også det er en forenkling af de store. I oplægget til frikommuneforsøget fortæller de ni kommuner, at en borger kan møde hele 56 forskellige sagsbehandlere i et forløb. Det stillede store krav til, at borgeren selv kunne koordinere det hele.

”Vi siger, at borgeren og hans eller hendes plankoordinator står på en teaterscene. Omme bag scenen står alle de eksperter med alle de kompetencer, der kan komme i spil over for borgeren. Plankoordinatoren koordinerer det hele og trækker eksperterne ind på scenen, når der er brug for det,” siger han.

På den måde har de ni kommuner i godt et år arbejdet med at forenkle indsatsen over for de borgere, der har brug for hjælp til mere end ’bare’ at komme i arbejde.

Så indlysende rigtigt det lyder, lige så svært er det at få stablet en ny praksis på benene. Det gælder for jobkonsulenterne og sagsbehandlerne ’på gulvet’, og det gælder for direktørerne helt oppe i det øverste ledelseslag.

Forstyrrer rutinerne

På jobcentret i Furesø Kommune har Ditte Lange fået en ny rolle. Hun er ikke længere ’bare’ sagsbehandler, men nu tværmyndig sagsbehandler.

”Jeg møder borgere, som har problemer ud over ledighed. De kan have en fysisk sygdom eller have psykiske problemer, eller måske har de et misbrug. Det kan også være, de har brug for hjælp til at få hverdagen til at fungere hjemme hos sig selv,” siger hun.

Ditte Lange både udarbejder en plan for jobindsatsen sammen med borgeren, det er den ene myndighedsopgave, og tilrettelægger indsatsen på de andre områder, så det understøtter de mål, hun og borgeren er blevet enige om. Det er den anden myndighedsopgave.

Det kan det være, at nogle indsatser skal vente, eller helt omvendt at der skal sættes ind med flere indsatser samtidig. Det endelige mål vil altid være beskæftigelse på et eller andet niveau. Undervejs arbejder Ditte Lange sammen med en række kolleger fra andre afdelinger.

”Jeg er ansvarlig for planen og appellerer til mine kolleger om at støtte de mål og delmål, borgeren og jeg har opstillet. Jeg forstyrrer deres vante måde at arbejde på,” siger Ditte Lange.

I det arbejde bliver der styret efter mål og delmål som aldrig før, og der koordineres på livet løs. Der er flere møder mellem de involverede medarbejdere på jobcentret og i andre dele af den kommunale forvaltning, og så er der selvfølgelig også udveksling af flere notater undervejs.

”På jobcentret er vi vant til at have klare og tydelige mål og delmål for, hvad vi laver. På det pædagogiske område har man måske også haft nogle mål, men de har ikke altid været helt så konkrete,” siger hun.

Socialpædagoger hjælper for eksempel borgeren med at få struktur på hverdagen. Det kan der virkelig være behov for, men i det nye samarbejde skal ’struktur i hverdagen’ beskrives og defineres så præcist, at Ditte Lange og pædagogerne kan se, om indsatsen rent faktisk fører til målet. Kan borgeren for eksempel selv tage bussen? Og hvor lang tid tager det at opøve den evne?

Tiden er vigtig, for Ditte Lange skal ikke bare udarbejde en plan sammen med borgeren, men også lægge et budget for indsatsen.

I den proces skal hun og kollegerne løse en hel række dilemmaer.

”Frem for at jeg sidder på min egen lille pind, kan jeg bringe mine ideer i spil sammen med pædagogerne, ergoterapeuten eller måske en fysioterapeut. Vi bliver nødt til at tilpasse vores fagligheder til hinanden, så det hele tiden handler om borgerens behov. Det er vildt spændende,” siger hun. 

Behov for ny styring og ledelse på tværs

En tværmyndig sagsbehandler som Ditte Lange møder hele tiden kolleger med et helt andet fagligt udgangspunkt end hendes eget. Det kan, som hun siger det, være berigende, men netop udviklingen af samarbejdet er også en af de sværeste opgaver for de ni kommuner.

Det siger Mette Vaaben Mortensen, som er direktør i Ballerup Kommune og har ansvar for social, sundhed og arbejdsmarked. Det er en række af de områder, der indgår i arbejdet med at skabe en sammenhængende indsats over for borgerne, for ad den vej at gøre det lettere for dem at finde vej til uddannelse, et job og et godt liv.

”Vi måler os typisk på, om vi har succes med indsatsen inden for den enkelte sektor. Når vi arbejder med en sammenhængende indsats,  bliver vi til en del af noget større, og skal se os som en del af en fødekæde,” siger hun.

Derfor er det, siger Mette Vaaben Mortensen, særlig vigtigt at måle på den samlede effekt for borgeren og ikke kun på effekten af ens egen indsats.

Også omme bag linjerne oplever hun, at ’systemerne’ ikke er gearet til det samarbejde, der bedst muligt kan skabe resultater for borgerne.

For det første peger hun på styringen af økonomien. På den ene side koster det at sætte ind over for borgerne og hjælpe dem på vej til et job. På den anden side er den økonomiske gevinst til at tage og føle på, hvis altså borgeren kommer i arbejde og kommunen sparer penge til f.eks. kontanthjælp.

”Dét er en god historie for både borgeren, der kommer i arbejde, og for kommunen, fordi udgifterne på beskæftigelsesområdet så falder,” siger hun.

Kommunen kunne bruge noget af den gevinst til at investere i nye indsatser for andre borgere, der så også kunne komme i arbejde.

Men det er ikke altid muligt.

Forklaringen er, at udgifterne til at investere bliver afholdt inden for den kommunale serviceramme, mens gevinsten falder inden for den del af den kommunale økonomi, der handler om beskæftigelse, forsørgelse og ydelser.

”Vi siger til regeringen: Hjælp os nu og lav en mindre rigid styring af økonomien. Det er svært at forstå, at vi ikke kan bruge besparelserne på beskæftigelsesområdet til at investere i indsatser på serviceområdet, så for eksempel unge får en uddannelse eller kommer i arbejde,” siger Mette Vaaben Mortensen.

For det andet er der både behov for ledelse på tværs og for at kunne måle effekten af de tværgående indsatser. Hvis en del af den kommunale forvaltning investerer i aktiviteter, så flere unge får en uddannelse og kommer i job, så ender gevinsten i Mette Vaaben Mortensens afdeling.

”I dag måler vi både økonomi og effekt inden for den enkelte sektor og det betyder, at effekten på et område ikke kobles til en investering på et helt andet område. Vi skal blive bedre til at følge resultater og effekter på tværs,” siger hun.

Der skal altså ledes mere på tværs, og der skal findes en økonomisk model, der understøtter dette samarbejde.

For det tredje skal kommunerne vride sig fri af lovgivningens meget detaljerede beskrivelser af de tilbud, kommunerne kan give en borger.

”Vi skal bruge mere tid på at tale med borgeren om, hvad han eller hun har brug for, og sammen udvikle de indsatser, der er brug for,” siger hun og fortsætter:

”Nogle gange er de tilbud, vi plejer at have på hylderne, slet ikke det, borgerne forstår ved en løsning. Og vi skal jo ikke give borgerne de tilbud, loven hjemler. Det kan vi gøre. Men vi kan altså også gøre noget andet og finde nye løsninger” siger Mette Vaaben Mortensen.

De ni frikommuners forsøg løber frem til og med 2020. Sophie Løhdes lovforslag, ’En plan’, bygger bl.a. på erfaringerne fra de ni kommuners arbejde.

LÆS OGSÅ:  

Nu skal der ryddes op i millioner af handleplaner for udsatte borgere

Sophie Løhde lancerer største velfærdsreform i ti år

Ultimatum til offentlige ledere: Sæt borgeren i centrum eller ryg ud


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu