Vi er finanskrisen!

Amagerbankens kollaps under vægten af dårlige lån for milliarder bør få danske politikere, finansfolk og medier til at underkaste deres retorik et grammatisk eftersyn. Det må være slut med at omtale finanskrisen i datid. Den er langtfra overstået, men udgør tværtimod en enorm udfordring, der kræver svar her og nu.

Når en bank, der har været under tæt offentligt opsyn i årevis og understøttes af et statsligt kapitalindskud samt garantier for et tocifret milliardbeløb, styrter i grus, kan man ikke med overbevisning i stemmen tale om et stabilt finansielt system i Danmark.

Hvad de præcise tab bliver i Amagerbanken, vil først stå klart, når støvet har lagt sig. Det vil formentlig tage år, før statens afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet, har været gennem alle murbrokkerne og fået videresolgt de tilbageværende dele af landets 8.-største bank, så regnestykket kan gøres endeligt op.

Politikerne har gennem længere tid haft travlt med at dele rundhåndet ud af det forventede overskud fra bankpakkerne. Begge sider af det politiske spektrum har foreslået at øremærke det til en række forskellige formål – fra offentlige vækstbanker til læsefonde og innovationsprogrammer. Det vidner tydeligt om, at politikere ikke har indset, hvor presset det finansielle system i Danmark er.

I Amagerbanken har statens folk systematisk fejlvurderet situationen i bekymrende grad. Finanstilsynet har gentagne gange været på inspektion og senest godkendt et stort børsprospekt i efteråret. Finansministeriet har via bankpakke II skudt 1,1 milliarder kr. direkte ind i banken. Og Finansiel Stabilitet har godkendt statsgarantier for 13,5 milliarder kr. for bare et halvt år siden.

[quote align="right" author=""]Hvis der er brug for noget, så er det en langt mere udfarende, selvstændigt opererende tilsynsmyndighed med større beføjelser og ressourcer.[/quote]

Nu er tiden kommet til at vaske hænder og pege fingre. Hvorfor var der ingen, der så krakket komme? Og hvorfor har ingen fået øje på den stak med dårlige lån på 3,1 milliarder kr., der tårnede sig op ovre i hjørnet og fik banken til at vælte i sidste uge.

Anonyme kilder frikender Finansiel Stabilitet og formand Henning Kruse Pedersen og skyder skylden på Finanstilsynet. Her må direktør Ulrik Nødgaard til gengæld undre sig over, at Finansiel Stabilitet ikke lige ringede over og fortalte om de dårlige lån, når nu man tilsyneladende havde fundet dem før alle andre.

Reelt er ansvaret for tilsynssvigtet kollektivt. Derfor er det også svært at se, hvad det skulle tjene at lægge Finanstilsynet ind under Nationalbanken, sådan som nationalbankdirektør Nils Bernstein har foreslået. Heller ikke han har for øvrigt glimret ved at kunne forudsige rækken af bankkrak i Danmark.

Hvis der er brug for noget, så er det en langt mere udfarende, selvstændigt opererende tilsynsmyndighed med større beføjelser og ressourcer til at udføre den meget komplekse opgave med at kontrollere den finansielle sektors aktiviteter. For ikke at tale om et større mod og mandat til offensivt at viderekommunikere de lurende farer i enkelte pengeinstitutter.

Der er fornuft i at sikre større uafhængighed af ministeriet med dets stærke politiske påvirkningskraft. Men svaret er næppe at gøre det til en del af Bernsteins penge­politiske mastodont, hvis styrke er det overordnede perspektiv snarere end detailanalyser fra lån til lån i det enkelte pengeinstitut.

Det mest bekymrende ved Amagerbankens krak er statsgarantierne på 13,5 milliarder kr. Man kan med rette mene, at dét er noget af en udskrivning for at holde en bank på benene i bare seks måneder. Det er endnu for tidligt at sige, hvad bundlinjen bliver for den danske stat og Finansiel Stabilitet. Men det er sikkert, at statsgarantierne ikke har gjort det lettere at gøre ordningen selvbærende.

Den danske stat har givet 50 banker tilsvarende garantier på de livsnødvendige obligationsudstedelser. Samlet løber de op i 193 milliarder kr. eller mere end 10 pct. af BNP.

Det var bestemt ikke meningen, at nogen bank skulle gå i gulvet, før garantierne udløber i 2013. Strenge kapitalkrav og intensivt tilsyn med garantimodtagerne skulle sikre, at bankerne kunne overleve – eller evt. blive opkøbt, hvis de ikke viste sig levedygtige.

Men nu er garantiordningen, der skulle have været en stabiliserende foranstaltning, forvandlet til et alvorligt risikoelement. I den nuværende situation er det afgørende, at den danske stat og banksektor er i stand til klart at kommunikere internationalt, at der er styr på sagerne i Danmark.

Det er ikke kun nutid og datid, den er gal med i den offentlige debat om finanskrisen. Bankfolk og politikere omtaler også krisen, som noget, der har “ramt” os – en finans-tsunami, der er skyllet ind over os med en kraft, som ingen diger kunne have holdt tilbage.

Det er rigtigt, at uansvarlige bankfolks rundhåndede boliglån til dårlige betalere i USA var dråben, der i 2008 fik bægeret til at flyde over. Men den danske finanssektor var allerede dengang på gyngende grund. Danske pengeinstitutter har siden nedskrevet dårlige lån for over 100 milliarder kr. Og her er det seneste halvår ikke engang talt med. De dårlige lån findes ikke kun i Amagerbanken. Så sent som i sidste uge meldte den hårdt pressede FIH Erhvervsbank – landets 5.-største bank – om nedskrivninger på 1 milliard kr. Det er på tide at erkende, at Danmark selv er et blandt mange epicentre for finanskrisen.

Den danske boligboble har sammen med den irske været blandt verdens største. En rapport fra OECD pegede for nylig på, at Danmark gennem en årrække har haft de perfekte vilkår for at pumpe boligpriserne op. Danske husejere har nogle af verdens mest favorable skattevilkår; omkostningerne ved at købe et nyt hus er blandt de laveste i noget OECD-land, og liberaliseringen af bankernes muligheder for at yde finansiering – ikke mindst nye låneformer med afdragsfrihed – har været betragtelige.

Alt sammen områder, hvor politikerne sidder med den afgørende indflydelse og har mulighed for at erobre kontrollen over situationen, hvis de ønsker det. Desværre ser det ud til, at det mest indlysende politiske træk – en forhøjelse af boligskatten – har erstattet efterlønnen som den hellige ko i dansk politik og formentlig er umuligt de næste par valgperioder.

Realkreditsystemet giver almindelige danskere mulighed for at låne større summer end i de fleste andre lande. Det er en kraftigt medvirkende årsag til, at danskerne er verdens mest forgældede folk. Et liberaliseret lånemarked har på få år har gjort flekslån til en folkesport, hvilket har koblet den almindelige danskers privatøkonomi hårdt op på de internationale rentemarkeders udsving. Eksponeringen udgør en enorm risiko for den økonomiske balance og kalder på en grundig gennemgang af de tilgængelige lånemuligheder.

Der er behov for en grundlæggende debat om, hvilket finanssystem vi ønsker at have: Så sent som sidste uge udpegede tænketanken Brugel Danske Bank og Nordea som nogle af Europas farligste banker. Alene i kraft af deres størrelse kan de trække den danske økonomi ned, hvis de kommer i uføre. Herhjemme har vi aldrig taget hul på too big to fail-diskussionen, som har fyldt meget i f.eks. USA. I en dansk sammenhæng ville f.eks. forbindelsen mellem Danske Bank og RealkreditDanmark være oplagt at diskutere.

Den totale mangel på selvransagelse i finanssektoren kom til udtryk i fredags, hvor Politiken lagde spalter til trusler fra den krakkede Løkken Sparekasse om en stævning mod Finanstilsynet. Banken mener i ramme alvor, at tilsynet bærer ansvaret for, at banken i en række år lånte store summer ud til storspekulanter, der endte med at gå konkurs og tog banken med sig i faldet. Hvad blev der af kredithåndværk?

Der er masser af indkationer på, at Danmark ikke kun er offer for krisen, men også medskyldig. Vi er finanskrisen!