Vi må stille os frem i første række

Den aktuelle vækstkrise er som de fleste andre kriser: Den giver uro og usikkerhed, men den skaber også nye muligheder og indsigter. Jeg forudser, at det for filantropisamfundet kommer til at bestå i en tydeligere erkendelse af, at filantropisk arbejde indeholder en forpligtelse til at være en drivkraft for udvikling og forandring.

Det hører med til filantropiens historie både herhjemme og ude i verden, at den har været båret af et godt hjerte og et ønske om at gøre det gode. Hvad vi især kan lære af de store internationale fonde, er imidlertid, at den gode vilje når længst og skaber mest af det gode, hvis den suppleres med evnen og viljen til at tænke strategisk og langsigtet.

I hvert fald hvis filantropien skal bære frugter, der også mætter, når den aktuelle krise er passeret – for det gør den jo.

Kernen er, at en privat nonprofit-virksomhed som f.eks. Realdania kan noget, som staten og de kommercielle virksomheder ikke kan. Vi kan gå ind i langsigtede problemstillinger, fordi vi som filantroper kan arbejde med en tidshorisont, der rækker ud over et kommercielt kvartalsregnskab eller en fireårig valgperiode. Deri ligger så også vores forpligtelse.

[quote align="right" author=""]Vi må eksperimentere og turde noget mere. I praksis handler det om, at vi skal turde stikke næsen frem og være med til at give konkrete bud på bæredygtige forandringer.[/quote]

Diskussionen om, hvilke samfundsopgaver der skal ligge hos henholdsvis stat, marked og civilsamfund, bliver aktualiseret i en krisetid som den nuværende. Og det er en vigtig pointe, at filantropisamfundet skal spille en stigende rolle. Såvel når det handler om velfærdsydelser, som når det handler om forskning og udvikling af potentielle erhvervseventyr.

Vi bliver nødt til at finde på andre måder at organisere opgaverne på. Da efterspørgslen på gratisydelser er på grænsen til det uendelige, må vi finde på løsninger, der styrer dækningen af efterspørgslen på en begavet måde. Her har filantropisamfundet en ny bane at spille på.

Vi må eksperimentere og turde noget mere. I praksis handler det om, at vi skal turde stikke næsen frem og være med til at give konkrete bud på bæredygtige forandringer. Vi må stille os frem i første række. Filantropisamfundet har efter min mening været for tilbageholdende med at se sig som en del af større løsninger.

Kilden til at skabe bæredygtige forandringer er viden, vilje og evne til af og til at gå forrest i en udviklingsproces.

I Realdania lægger vi meget vægt på, at vores projekter giver ny viden – at de er demonstrationsprojekter, der betyder, at andre, der efterfølgende skal lave noget lignende, har nogle best practice-erfaringer at bygge videre på.

Vi laver modelprogrammer, og vi har oprettet flere videncentre og tænketanke, hvis opgave er at lave analyser og visionsoplæg. På den måde forener de det, vi ved nu, med det, vi håber fremtiden kan bringe.

Dét er grundlaget for at kunne arbejde strategisk og effektivt, og det er på det grundlag, at eksperimenterne skal bygges. Udfordringen for filantropisamfundet er, at det kræver, at vi går i direkte clinch med det omgivende samfund, når det kommer til at eksperimentere. Vi er nødt til at deltage aktivt i debatten om samfundets udvikling for at få en reel mulighed for at bidrage til at skabe løsninger.

Hvis filantropisamfundet ønsker at være med til at skabe bæredygtig vækst – og hvorfor skulle vi ikke det? – så kan vi ikke samtidig have berøringsangst over for den offentlige interesse, der følger med.

En forudsætning for, at filantropien kan bidrage positivt til samfundets udvikling, er derfor både, at vi proaktivt sætter projekter i søen, som skaber viden og debat, og at vi derudover har viljen til efterfølgende at deltage i debatten og fortælle om de gode – og mindre gode – erfaringer.

Vi vil meget gerne høre din mening om, hvordan fondene kan blive drivere for innovation og nytænkning af samfundet. Deltag i debatten i kommentarfeltet her