Om få uger affyrer regeringen sommerens ubestridt største fejlskud: En annoncekampagne, der skal skræmme mennesker i stor nød fra at komme til Danmark. Kampagnen skal dæmme op for en flygtningebølge, der ifølge regeringen er ude af kontrol, bl.a. fordi Danmark på grund af attraktive vilkår opfattes som en magnet for verdens flygtninge.

Ud over at hele projektet bygger på en naiv opfattelse af kampagnens effekt, og at problemet er blæst ud af proportioner, er den udtryk for et menneskesyn, som vi normalt ikke vil forbinde med et af verdens mest veludviklede velfærdssamfund – et samfund, der bryster sig af at bygge på stærke værdier og respekten for det enkelte individ. Men den sympati retter sig primært mod de individer, der minder mest om os selv og gælder kun i meget begrænset omfang for mennesker med desperat behov for hjælp.

I stedet udsætter vi dem for nedvurderinger og ydmygende behandling. Den sidste uge har leveret et par skrækeksempler på, hvor dybt vi er sunket i behandlingen af verdens mest udsatte mennesker.

En ung lesbisk kvinde blev af myndighederne tvunget til at fortælle de mest intime detaljer om sit sexliv ud fra en påstand om, at det var nødvendigt for at afgøre hendes asylstatus. Det er udtryk for en afgrundsdyb mistillid til et stakkels menneske på flugt, savner det enhver saglig begrundelse. Hvad værre er: Fremtrædende borgerlige politikere støttede ydmygelsen og fandt den rimelig. Med andre ord: Alt er næsten tilladt i behandlingen af flygtninge.

Næste eksempel: 156 uledsagede unge flygtninge er blevet indkvarteret på bosteder for socialt udsatte danskere, herunder stofmisbrugere. Også det har man forsøgt at begrunde og berettige med nogle meget tynde argumenter.

Dette er eksempler fra den hverdag og den tilværelse, vi byder mennesker med desperat behov for tryghed – alt sammen i en bestræbelse på at gøre Danmark til et land, enhver flygtning vil undgå. Men det efterlader Danmark som et værdimæssigt og moralsk forpjusket samfund, et samfund, der er sig selv nok, og som ud fra selviske hensyn afstår fra at deltage aktivt i løsningen af en humanitær katastrofe.

Så meget for den medmenneskelighed, vi troede var et nationalt adelsmærke.

Ubegrundet hetz

Baggrunden for antiflygtningekampagnen er en optrappet men ubegrundet frygt for, at Danmark oversvømmes af flygtninge og dermed udfordrer os økonomisk, socialt og kulturelt. Men de statistiske kendsgerninger sætter hele antiflygtningekampagnen i et tankevækkende relief. Som det fremgår af artiklen i ugens Mandag Morgen er vi langtfra nogen flygtningemagnet trods de gunstige opholdsvilkår. De største bidrag til at løfte verdens flygtningekrise kommer derimod fra lande med de ringeste forhold. Målt i forhold til indbyggertallet ligger Danmark i den meget lave ende og under bl.a. Sverige og Norge, nemlig med kun 3 flygtninge pr. 1.000 indbyggere. Sverige har 15 og Norge 9, medens det fattige Libanon må tage sig af 232 flygtninge pr. 1.000 indbyggere. Måler vi på økonomisk kapacitet og dermed på, hvor mange flygtninge vi modtager i forhold til vores købekraft, ender vi på en 81. plads på verdens flygtningekort.

Internationale institutioner som den Internationale Valutafond og UNHCR bruger denne opgørelse til at belyse en befolknings velstand. Ud fra den beregning modtager vi 0,4 flygtninge pr. dollar købekraftsparitet for den enkelte indbygger. Etiopien topper listen med 440 flygtninge. 42 pct. af verdens flygtninge huses i 18 af verdens fattigste og mindst udviklede lande, alt imedens de rige europæiske lande med Danmark som et af de klareste eksempler kæmper indædt for at unddrage sig deres ansvar.

Ud af den påståede ”ukontrollerede flygtningestrøm” ind i Danmark fik kun 6.100 asyl sidste år. Det er endnu usikkert, hvordan tilstrømningen vil udvikle sig de kommende år. Men det påvirkes næppe af annoncekampagner og formindskede integrationsydelser, men primært af udviklingen i de krigshærgede områder. Tallene giver ikke belæg for at oppiske en stemning imod flygtningene, og slet ikke til at udarbejde meningsløse annoncekampagner og skabe et ydmygende proletariat af de få tusinde, der opnår asyl.

Tallene uddybes i artiklen, men konklusionen er entydig: Den bølge af flygtninge, der skulle skylle ind over Danmarks grænser, er meget svær at få øje på.

En sejr for lukketheden

Hvad er så begrundelsen for panikken? Svaret er enkelt: Politiske positioneringer.

Der svinger det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, taktstokken. Den fremmedfjendske linje, som partiet har stået for igennem alle årene, er blevet mainstream politics, selv for de borgerlige partier, der tidligere har været eksponenter for åbne grænser og for arbejdskraftens frie bevægelighed som led i Danmarks deltagelse i internationalt samarbejder etc. Nu har de fundet sig til rette i den osteklokke, som Dansk Folkeparti med stor dygtighed har været arkitekter på.

[quote align="right" author=""]I stedet prøver vi at løse problemet ved at gøre det til alle de andres. Vi lukker grænserne og håber, at det hele nok går over. Det er både naivt og uansvarligt.[/quote]

Det er også den udvikling, der bekymrer store dele af dansk erhvervsliv, fordi de frygter, at holdningen kan gøre det sværere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. De udmeldinger blev arrogant skudt ned af regeringen og den borgerlige presse med henvisning til, at virksomhederne har misforstået situationen, fordi de blander æbler og pærer sammen – altså asylansøgere og højtudannede udlændinge. Men det gør udlandet også. Hvis et land af den ene eller anden grund fremstår som lukket, rammer effekten bredt, og det er den effekt, virksomhederne frygter.

Ingen tvivl om at flygtningeproblemet er en hastigt voksende global udfordring – især i forholdet imellem Europa og de krigshærgede lande i Afrika, Mellemøsten og dele af Asien. Udfordringen kan forudses at vokse, i takt med at andre folkemængder drives på flugt på grund af mangel på vand, frygt for naturkatastrofer etc. Det vil sige på grund af effekten af de accelererende klimaforandringer. Derfor skal vi hurtigst muligt lære at håndtere problemet, medens tid er. Desværre har det seneste år demonstreret, at vi er milevidt fra de nytænkende løsninger. I stedet prøver vi at løse problemet ved at gøre det til alle de andres. Vi lukker grænserne og håber, at det hele nok går over. Det er både naivt og uansvarligt og vil kun fremskynde humanitære katastrofer i et omfang og af en karakter, som vi ikke kan håndtere, og som vi til sidst ikke kan holde ud at se udfoldet på vores egne TV-skærme. Eller også bliver vi immune over for synet af tusinder af mennesker, der drukner i Middelhavet eller på anden vis omkommer på deres desperate flugtveje.

Danmark er desværre blevet en stærk eksponent for den væren-sig-selv-nok-holdning, som også præger en række andre europæiske lande, og som er kommet til udtryk igennem det næsten endeløse opgør om fordelingen af flygtningekvoter og senest Storbritanniens desperate forsøg på at lukke Den Engelske Kanal for flygtninge i en naiv tro på, at pigtrådshegn, politi og kamphunde kan løse problemet.

Et forslag til at tænke stort og nyt

[quote align="left" author=""]Ligesom Marshall-fonden bidrog til at genopbygge Europa efter Andens Verdenskrig, kunne Europa nu oprette en tilsvarende fond til at håndtere den integrationsindsats, de fattige lande ikke selv kan magte.[/quote]

Den form for damage control og risikostyring er kortsigtet og vil kun forværre situationen. Der er brug for mere innovative og langtrækkende løsninger. Dem kunne Danmark bl.a. initiere. Hvad nu hvis den danske integrationsminister demonstrerede internationalt statsmandsformat og foreslog at løse problemet ud fra partiets egne holdninger, nemlig at løse flygtningeproblemet primært i nærområdet. Men i stedet for blot at messe dette budskab, så udtænke en ide om hvordan.

Et eksempel: Ligesom USA med Marshall-fonden bidrog til at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig, kunne Europa nu oprette en tilsvarende fond til etablering af infrastrukturer og udviklingsprogrammer til at håndtere den integrationsindsats, de fattige lande ikke selv kan magte, og samtidig aflaste presset på Europa. Alternativet er, at de store sårbare flygtningemagneter i nærområderne en dag bryder sammen under et uholdbart pres og dermed yderligere forstærker presset på Europa.

Samme fond kunne samtidig bistå de enkelte lande med at udvikle og gennemføre integrationsprogrammer, der sikrede en smidig og menneskeværdig indslusning af flygtninge. I den bedste af alle verdener burde Danmark være rollemodellen og kunne eksportere sin knowhow til andre lande. Det er også en form for cirkulær økonomi. Taget i betragtning, hvor ufatteligt mange milliarder euro EU har kastet efter Grækenland, ville blot en lille del af sådan et beløb overført til en ”European Integration Fund” være et væsentligt og vigtigt bidrag til at mindske eller afværge en af de største humanitære udfordringer i nyere tid. Det er blot en ide. Men der er behov for langt flere ideer i samme skala og med same ambition, hvis der skal findes en holdbar løsning.

Det ville under alle omstændigheder klæde Danmark at have større visioner end de nuværende uigennemtænkte og kortsigtede annoncekampagner og nedbarberede integrationsydelser tilsat den ydmygende og nedværdigende behandling af flygtningefamilierne. Ud over at det næppe løser problemet, kan vi ikke være den holdning bekendt.