Konference: ’Godt for Danmark: Fælles løsninger til god integration’
Ingen forfatter
Den 8. september 2016 afholdt Tuborgfondet, Frivilligrådet og Mandag Morgen konferencen ’Godt for Danmark: Fælles løsninger til god integration’, hvor flere end 250 deltagere på tværs af offentlig, privat og frivillig sektor tog del i debatten om fælles løsninger til integration af flygtninge i Danmark.
Programmet havde fokus på praksis- og erfaringsudveksling og på at inspirere til handling, nye løsninger og samarbejder.
På denne side kan du se en række videoindslag fra konferencen.
Hvad er en god løsning?
Hvordan kan mentorordninger hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet? Hvad sker der, når flygtninge hjælper flygtninge? Og hvad får flygtninge ud af at gå på højskole? I videoen kan du se en række deltagere præsentere nogle af de løsninger på god integration, der allerede findes rundt omkring i landet:
Sanne Urbak, CSR Manager i IBM, fortæller om samarbejdet med Foreningen Nydansker, hvor flygtninge får tilbudt en mentor fra virksomheden, der kan give sparring og gode råd om at finde en plads på det danske arbejdsmarked
Flemming Andersen, konsulent i Det Sociale Netværk, beretter om initiativet Byg Bro, hvor flygtninge med opholdstilladelse besøger nye flygtninge i asylcentre og deler erfaringer om at være ny i det danske samfund
Maria Tvarnø, integrationschef i Roskilde Kommune, og Christian Frederiksen, viceforstander på Jyderup Højskole, fortæller om, hvordan de samarbejder om at lade flygtninge lære dansk, få netværk og blive klar til job og uddannelse gennem højskoleophold.
Til slut kommenterer Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, de tre løsninger og sætter ord på værdien i at gøre mere på tværs.
Løsninger på tværs af sektorer
Integration er på mange måde en kompleks opgave, der ofte kræver, at flere aktører går sammen om at finde de gode løsninger. Så hvor ligger potentialerne i at samarbejde på tværs af sektorer? Hvor er det svært? Og hvor er der plads til at være endnu mere ambitiøse?
I videoen kan du se tre repræsentanter fra hhv. den frivillige, kommunale og private sektor diskutere, hvilke muligheder og udfordringer, der findes ved at samarbejde om integration på tværs af sektorer.
I panelet kan du møde:
Vibe Voetmann, formand i Frivilligrådet, der mener at civilsamfundet skal være udgangspunktet for integrationsindsatsten i stedet for at lade kommunen sidde med initiativet alene.
Jacob Bundsgaard, næstformand i KL og Borgmester i Aarhus Kommune, der bl.a. opfordrer endnu flere virksomheder til at tage ansvar om at få flygtninge i arbejde.
Peter Poulsen, executive vice president, HR & CSR i Dansk Supermarked, der efterlyser mindre papirnusseri i samarbejdet med den offentlige sektor om at skabe jobs til flygtninge.
Konferencen blev til i et partnerskab mellem Tuborgfondet, Frivilligrådet og Mandag Morgen. Du kan se hele programmet for konferencen her og deltagerlisten her.