Krigen i Kosovo har ændret dansk politiks dagsorden og synes umiddelbart at forbedre Nyrups position. Det konkluderer Mandag Morgen i en analyse med bistand fra flere samfundsforskere og historikere. Indtil videre synes opslutningen bag krigen at vokse, i takt med at konflikten trappes op. “Uhyggeligt,” mener historikeren Søren Mørch, der finder et fortilfælde i den nationale selvovervurdering i 1863-64. For professor Uffe Østergaard er tilslutningen en afgørende lakmusprøve på holdbarheden i den “aktive multinationalisme”, der har kendetegnet de sidste års danske udenrigspolitik. Den udbredte kritik af krigsindsatsen blandt intellektuelle vil næppe kunne sætte skred i vælgerne. Derimod synes Nyrup at være hjulpet ud af en meget vanskelig defensiv situation efter efterlønsdramaet, som allerede var ved at fade ud. Udviklingen lægger op til et indholdsrigt og dramatisk finanslovforlig til efteråret.