VKO-sammenholdet sprækker igen
Så er den gal igen. Det er ikke mange uger siden, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti gav hinanden håndslag på, at det skulle være slut med den interne fnidder i regeringsblokken. Med et nyt ministerhold og et nyt arbejdsprogram håbede statsminister Lars Løkke Rasmussen at puste nyt liv i regeringsprojektet, vende de dårlige meningsmålinger og generobre initiativet i den offentlige debat.
Sådan er det mildest talt ikke gået. Målingerne har nu i flere måneder spået rødt flertal efter næste valg. Flere nye ministre har allerede klokket i det. Og de mange dårlige småsager for regeringen fortsætter.
Med sidste uges opsang til regeringen hældte de politiske allierede fra Dansk Folkeparti yderligere salt i såret. Opfordringen til at “vågne op” kom fra partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, i et indlæg i Jyllands-Posten, og blev fulgt op af partiformand Pia Kjærsgaard.
Kritikken rettede sig mod Løkke og ikke mindst vicestatsminister Lene Espersen for hendes aflysning af et møde med nogle af verdens mest magtfulde udenrigsministre fra USA og Rusland til fordel for en familieferie på Mallorca.
Kritikken blev udlagt som endnu et forsøg fra DF på at profilere sig selv på bekostning af især De Konservative. Men Jyllands-Postens rundspørge blandt Venstres lokalformænd afslørede, at DFs pointe har klangbund langt ind i Venstres egne rækker.
Er regeringen begyndt at tage magten for givet? Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Espersens afbud ville have passeret under Foghs ledelse.
Fortsætter den uheldige spiral for Løkke og Espersen, kan problemerne med at afbalancere hensynet til privatlivet med rigets førelse finde sin helt naturlige løsning efter næste valg.





