Voksende klimatrusler kræver handling nu

I Danmark er der udsigt til svære forhandlinger om et energiforlig. I Sydafrika er der udsigt til endnu et sammenbrud i forhandlingerne om en global klimaaftale. Og i atmosfæren er der udsigt til, at CO2-koncentrationen overskrider katastrofeniveauet på 450 ppm med over 50 pct.

Sådan ser den skræmmende status ud forud for de aktuelle energi- og klimaforhandlinger, der i dag indledes såvel lokalt i Danmark som globalt ved COP17 i Durban i Sydafrika. I forhold til den globale CO2- og klimaudfordring er der endnu lys for enden af tunnellen, viser nye videnskabelige kortlægninger. Men medmindre verdens ledere handler meget kontant og ambitiøst nu, er lyset snarere et varsel om et modkørende tog end udsigten til en lysere fremtid. I den sammenhæng kan de kommende ugers danske forhandlinger om en grøn omstilling af energisektoren være med til at inspirere og hæve barren i den helt nødvendige omstillingsproces, som alle verdens nationer står over for.

Alvoren i de globale konsekvenser af en utilstrækkelig omstilling af verdens energi- og ressourceforbrug er ikke til at tage fejl af. Foreløbige resultater fra OECDs kommende rapport “Environmental Outlook to 2050”, der først afsluttes og publiceres til marts næste år, viser, at verden med nuværende udmeldte nationale og globale energi- og klimaplaner har direkte kurs mod en klimakatastrofe.

Konkret vurderer OECD, at det menneskeskabte, globale CO2-udslip vil stige med hele 50 pct. frem til 2050 medmindre verdens nationers politiske mål og ambitioner for CO2-reduktion og energiomstilling strammes gevaldigt op. Det vil føre til en ophobning af CO2 i atmosfæren i størrelsesordenen 685 ppm (dele ud af en million). Dette er langt over de 450 ppm, som ifølge FNs klimapanel IPCC er den grænse, der med 50 pct.’s sikkerhed kan holde en gennemsnitlig global temperaturstigning under 2 grader celsius. Dette niveau for temperaturstigning regnes for skillelinjen mellem alvorlige og katastrofale klimaforandringer.

Holder OECDs fremskrivning stik, vil den globale gennemsnitstemperatur stige op mod 6 grader allerede i slutningen af dette århundrede. Det vil ifølge IPCC medføre en stærkt accelereret afsmeltning af klodens ismasser, havstigninger på over en meter, ekstreme vejrfænomener som orkaner, monsterregn og tørke og uoprettelige og vedvarende ændringer i de globale livsbetingelser.

Ifølge OECD er udfordringen primært, at det globale energiforbrug, med en fremskrivning af den økonomiske udvikling og befolkningstilvækst, står for at øges med 80 pct. de kommende 40 år. Der er nemlig fortsat en ubrydelig sammenhæng mellem økonomisk vækst, energiforbrug og CO2-udslip, hvilket dokumenteres af, at det globale udslip i 2010 steg til nye rekordhøjder, efter et kortvarigt dyk som følge af den globale økonomiske krise.

I den sammenhæng vurderer OECD, at vi for hvert år, der går, låser os endnu mere fast til forurenende fossile brændsler, fordi der fortsat bygges nye kraftværker baseret på disse energikilder. Op mod 80 pct. af det forventede CO2-udslip frem mod 2020 er allerede låst fast i eksisterende eller planlagte kraftværker baseret på  fossile energikilder. Samtidig ventes CO2-emissioner fra transport at blive fordoblet, bl.a. som følge af den hastige økonomiske udvikling i store vækstnationer som Kina, Indien og Brasilien, hvor efterspørgselen på biler og flyrejser er eksplosivt stigende.

Sådan undgås klimakollaps

De skræmmende fremskrivninger til trods er en stabilisering af CO2-koncentrationen i atmosfæren under IPCCs 450 ppm-grænse fortsat inden for rækkevidde. Men det kræver både hidtil uset politisk vilje, konkret handling og ikke mindst ekstraordinære investeringer at nå i mål.

Og det giver ingen mening at vente og dermed udskyde investeringerne. Det bliver det kun dyrere af. Ifølge OECD vil konsekvensen af at udskyde en reel energimæssig omstilling til efter 2020, som de hidtidige FN-klimaforhandlinger i København og Cancún indebærer, være, at de akkumulerede omkostninger for at holde sig under 450 ppm-grænsen i 2050 vil blive 50 pct. dyrere, end hvis der handles nu. Det kræver imidlertid, at der er vilje til at modificere og pensionere de eksisterende og planlagte kraftværker, der i dag låser verdens CO2-udslip fast mange år frem.

En sådan manøvre er naturligvis ikke omkostningsfri, siden der er tale om infrastruktur, der både teknisk og økonomisk, med nuværende lovgivning, fortsat har en lang levetid. Men alternativet er en accelereret udvikling i CO2-udslip, som, ifølge OECD, vil blive væsentlig dyrere at rette op på, bl.a. som følge af et øget behov for klimatilpasning og risiko for en galopperende prisudvikling på fossile brændsler.

For at begrænse omkostningerne og samtidig være sikker på at holde sig under 450 ppm-grænsen anbefaler OECD, at der hurtigst muligt sættes en pris og et loft for CO2-udledning, så stigningen i CO2-udslippet bremses inden 2020. Det kræver ny lovgivning og incitamenter, som rammer både produktion og forbrug af energi. Og det kræver ikke mindst øget prioritering af udviklingen af nye vedvarende energiteknologier.

Den gode nyhed er, at prisen for at foretage den nødvendige omstilling ifølge OECD er overkommelig. Hvis vi vel at mærke går i gang nu, vil den globale CO2-udledning, trods en forventet firedobling af den globale økonomiske vækst, kunne reduceres med 70 pct. i 2050 til en akkumuleret pris på ca. 5,5 pct. af det globale BNP i 2050. Det svarer til, at den forventede årlige globale vækst på 3,5 pct. fra nu af og frem mod 2050 blot skal reduceres med 0,2 procentpoint om året. Se figur 1.

Den ansete internationale konsulent og analysevirksomhed McKinsey anslår endog, at der kan være penge at spare, også på det korte sigt, ved at sætte speed på en radikal grøn omstilling, der kan indfri 450 ppm-målsætningen. Ifølge McKinseys nye rapport “Resource Revolution” vil omstillingen bl.a. kræve årlige investeringer i grøn teknologi for mellem 260 og 370 milliarder dollar de næste 20 år, afhængig af hastigheden af den teknologiske udvikling. Men det svarer ifølge McKinsey kun til mellem 60 og 90 pct. af de subsidier, der i dag gives til udvinding og forædling af fossile brændsler. Samtidig vil investering i en hurtig grøn omstilling på længere sigt nedbringe behovet for at investere i klimatilpasning.

McKinsey påpeger desuden, at der er et stort potentiale i at øge produktiviteten i forhold til den nuværende ressourceudnyttelse. Ifølge konsulenthuset kan anvendelsen af såvel energi, vand, land og materialer, alene med nuværende og kendte teknologier, optimeres i en sådan grad, at det kan modsvare op mod 30 pct. stigning i efterspørgselen på ressourcerne. Det vil, med nuværende priser, i 2030 svare til en årlig produktivitetsforbedring på op mod 3 billioner dollar.

Det gælder med andre ord om at komme i gang med den grønne omstilling hurtigst muligt for at spare penge og begrænse skaderne fra klimaforandringerne. Fredag fremlagde den danske regering sit udspil til en energiaftale, der sætter ambitionerne højt: El og varme skal være dækket af vedvarende energi i 2035, og i 2050 skal al energi komme fra vedvarende kilder. Omstillingen af Danmarks energisystem kan isoleret set ikke rykke på klimatruslen. Og regeringen fremhæver også i udspillet, at Danmarks bidrag til at bekæmpe global opvarmning først og fremmest er ved eksemplets magt. At Danmark med en ambitiøs energiaftale kan stå frem som et forbillede og muligvis endda tjene penge på at hjælpe andre nationer på rette spor. De første reaktioner fra oppositionen tyder dog på, at der kan være svære forhandlinger forude.