Wall Street skal tjene på socialt arbejde

Sociale værdipapirer står over for et gennembrud i USA, efter at millionbyen New York har underskrevet en aftale med den private investeringsbank Goldman Sachs. Staten Massachusetts, byen Fresno i Californien og flere andre amerikanske stater og byer udvikler nu de såkaldte sociale obligationer for at se, om private investeringer i social forebyggelse kan betale sig både for samfundet og investeringsvirksomhederne. Kritikerne advarer om, at den sociale indsats bliver fragmenteret, når markedet lukkes ind på det sociale område.

Hjemløse, der bliver ved at dukke op på skadestuen, og unge kriminelle, der ryger ind og ud af fængslerne, er dyre for de amerikanske byer og stater. Tomme offentlige kasser betyder, at forebyggelsesprogrammer spares væk her og nu – også selv om man regner med, at de kan betale sig på længere sigt.

Det skal penge fra private investorer lave om på med nye betal-hvis-det-virker-initiativer. Investeringsgiganten Goldman Sachs er den første finansielle institution i verden, der har investeret i et socialt projekt med forventning om at få del i overskuddet. Profitten skal komme, hvis det lykkes for projektet at bryde den onde cirkel omkring fængslet Rikers Island uden for New York og hindre, at de indsatte kommer igen.

Projektet fokuserer på de 16-18-årige mænd med minoritetsbaggrund, som i dag har 50 pct. tilbagefald, i det første år efter at de har forladt fængslet. Hvis det lykkes at få de unge i job eller uddannelse og reducere tilbagefaldet med mindst 8,5 pct., får Goldman Sachs’ investorer udbetalt udbytte fra bystyret i New York.

Login