Et flertal af danskere er parate til at opgive gratisprincippet på hjemmehjælpen. Godt seks ud ti mener, at det er et område, hvor der gerne må indføres brugerbetaling. Forudsætningen er dog, at det sker på en måde, så det bliver gratis for økonomisk svage ældre. Til gengæld er der fortsat betydelig modstand mod at indføre nye former for brugerbetaling på undervisnings- og sundhedsområdet.

Det fremgår af en omfattende vælgerundersøgelse om brugerbetaling, som analyseinstituttet Zapera har lavet for Mandag Morgen. Undersøgelsen, der er lavet i perioden 19.-20. maj blandt 1.001 personer mellem 18-75 år, viser også, at det er de ældre selv, der er mest ivrige for at indføre brugerbetaling på hjemmehjælpen. Hvor næsten halvdelen af de 18-29-årige ønsker at fastholde gratisprincippet her, er det kun ca. en fjerdedel af de 60-74-årige. Se figur 1.

Modstanden mod brugerbetaling er til gengæld massiv, når det gælder behandling på sygehuse. Her mener næsten ni ud af ti danskere, at gratis­princippet skal opretholdes. Det samme gælder folkeskolen.

Bortset fra hjemmehjælpen er der således ikke meget, der tyder på, at det vil være en enkel politisk sag at indføre brugerbetaling. Undersøgelsen viser dog også, at vælgernes modstand mod brugerbetaling på sundhedsområdet reduceres væsentligt, hvis det sker som led i en omfordeling mellem de områder, hvor der i dag er brugerbetaling (f.eks. tandlægeområdet) og de områder, hvor der ikke er (f.eks. praktiserende læger).

Hverken KL eller De Konservative, der begge har stillet forslag om mere brugerbetaling, har dog opgivet ævred.

Formanden for KL, Horsens-borgmester Jan Trøjborg, er ikke i tvivl om, at diskussionen om brugerbetaling vil fortsætte: “KLs forslag om at se på brugerbetalingen er ikke et forsøg på at få flere penge i kassen, men at få en bedre regulering af efterspørgslen. Og med udsigt til en stram økonomi og mangel på kvalificeret arbejdskraft er det nødvendigt at reducere efterspørgslen på velfærdsydelser, der ikke er strengt nødvendige. Derfor er det stadig relevant at rejse diskussionen om brugerbetaling.”

Selvom han endnu ikke er parat til at stille konkrete forslag, finder han det både positivt og interessant, at det er hjemmehjælpens egen kernemålgruppe, som er mest ivrig for at indføre brugerbetaling: “Det kan skyldes, at de ældre selv kan se, at de måske godt kunne have råd til at betale for hjemmehjælpen. Yngre generationer har muligvis et billede af, at ældre mennesker ikke har store summer at leve for,” siger Trøjborg.

De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, er ligesom KL-formanden overrasket over vælgernes holdning på hjemmehjælpsområdet. Heller ikke De Konservative ønsker dog på nuværende tidspunkt at stille forslag på konkrete områder. I første omgang vil de lade et udvalg eller en kommission kulegrave det nuværende brugerbetalingssystem: “Særligt inden for sundhedsområdet er der en række paradokser, der først og fremmest er præget af historiske tilfældigheder, f.eks. når det gælder læge- og tandlægebehandling. Derfor mener vi, at der er behov for at se på hele området med friske øjne for at finde ud af, om det nuværende system har den rigtige balance,” siger Henriette Kjær. Hun understreger, at formålet med kulegravningen ikke skal være en udvidelse af brugerbetalingen, men en omfordeling.

Vælgerne støtter status quo

Talrige vælgerundersøgelser har vist, at brugerbetaling ikke er noget vælger-hit, når man spørger generelt. Det fremgår også af Mandag Morgens nye undersøgelse, hvor vælgerne er blevet bedt om at tage stilling til, om der “i langt større grad end nu” bør indføres mere brugerbetaling i den offentlige sektor, eller om det kun bør ske på “enkelte, ubetydelige områder”. Dommen er klar: Kun 17 pct. er enige i, at brugerbetaling i langt større grad end nu skal afløse de skattefinansierede gratisydelser, mens 67 pct. er imod. Selv ikke i det mest brugerbetalingsvenlige segment, Liberal Alliances vælgere, kan der mønstres et relativt flertal for et sådant regimeskifte.

Langt mere nuancerede bliver vælgernes holdninger, hvis man konkretiserer, hvilke områder der er tale om, og præciserer de muligheder for brugerbetaling, som man kunne forestille sig. I Mandag Morgens undersøgelse er der opstillet en liste med ti områder, hvor svarpersonerne ikke bare har taget stilling til brugerbetaling, men også om der i givet fald bør være fuld eller delvis brugerbetaling – og om der eventuelt bør tages et særligt hensyn til økonomisk svage grupper. Se figur 2.

Den overordnede konklusion er, at vælgerne stort set støtter status quo. Der er ingen områder, hvor et flertal ønsker at afskaffe eksisterende brugerbetaling til fordel for et gratisprincip. Og kun på ét område er der stemning for at gøre det modsatte.

I lighed med tidligere undersøgelser er brugerbetaling mere eller mindre bandlyst, når det gælder folkeskolen og sygehusene, ligesom modstanden er betydelig, når det gælder praktiserende læger og undervisning på universiteter.

Til gengæld er der meget bred accept af den nuværende brugerbetaling på besøg i Det Kongelige Teater og børnepasning i daginstitutioner, mens opbakningen er knap så stor, når det gælder receptpligtig medicin og tandlægebesøg. For både medicin og tandlæge er det dog interessant at bemærke, at omkring en tredjedel af dem, der tilslutter sig brugerbetaling, gør det under forudsætning af, at der er tale om “delvis brugerbetaling”, og at ydelserne er “gratis for økonomisk svage grupper”. Da det ikke er tilfældet for de pågældende områder i dag, kan resultatet strengt taget ikke betragtes som en 100 pct. accept af status quo.

Det eneste område, hvor vælgernes holdning for alvor er i modstrid med praksis, er hjemmehjælp til pensionister, hvor kun omkring en tredjedel (36 pct.) ønsker at fastholde det nuværende gratisprincip. Princippet vakler dog også på bibliotekerne. For selvom det fortsat hyldes af et spinkelt flertal (51 pct.), er der næsten lige så mange (46 pct.), der går ind for en form for brugerbetaling.

Ifølge professor Jørgen Goul Andersen, Aarhus Universitet, der har medvirket til at udarbejde undersøgelsen, rummer den ikke de store forskelle i forhold til tidligere: “Brugerbetaling er traditionelt et giftigt politisk emne i Danmark. Når hjemmehjælpen skiller sig ud, er forklaringen formentlig, at den trods alt kun har været gratis i de seneste ca. 20 år – modsat de andre områder. En opdeling viser, at det kun gælder praktisk hjælp, som kommunerne i øvrigt har  beskåret med næsten 50 pct. i de seneste ti-tolv år.”

Fordeler man svarene på befolkningsgrupper, partier mv., er det tydeligt, at brugerbetaling især er populært blandt mænd, højtuddannede og højtlønnede. De brugerbetalingsvenlige vælgere findes især hos Liberal Alliance og De Radikale, men også Venstres og De Konservatives vælgere er godt med. I den modsatte ende af spektret findes især tilhængere af Enhedslisten, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og til dels SF.

Meget afhænger dog af, hvilket område det drejer sig om. Hvor De Radikales vælgere f.eks. er de mest brugerbetalingsvenlige på hjemmehjælpsområdet, hører de til de mest fjendtlige på universitetsområdet. Det omvendte er tilfældet for DFs vælgere.

Blandt tilhængerne af de to regeringspartier er forskellen ikke stor. Når det gælder brugerbetaling hos de praktiserende læger, er Venstres vælgere dog i front. Indførelse af “brugerbetaling i praksissektoren” indgår faktisk også som en målsætning i partiets seneste principprogram.  

Konkrete forslag dumper

For at få et præcist billede af det politiske råderum på området har Mandag Morgen også stillet en række konkrete forslag til, hvordan nye brugerbetalingsordninger kunne tage sig ud. Det drejer sig bl.a. om forslag, der har været fremsat af Velfærdskommissionen.

Da fem ud af de seks forslag drejer sig om sundheds- og undervisningsområdet, hvor modstanden mod øget brugerbetaling er størst, er det ingen overraskelse, at vælgerne dumper dem alle. Over halvdelen betegner dem som en “meget dårlig ide” eller en “dårlig ide”.

Helt massiv er modstanden mod at lade det offentlige indkræve 50 kr. for hver dag, man er indlagt på et sygehus, og 150 kr. for et skadestuebesøg. Lidt større forståelse er der for at betale 75 kr. for konsultationen hos en praktiserende læge, 100 kr. for tilkaldelse af en vagtlæge og indføre brugerbetaling på kandidatdelen af et universitetsstudium. Se figur 3.

Det eneste af de seks forslag, der vækker en vis genklang hos vælgerne, er forslaget på hjemmehjælpsområdet, hvor det forudsættes, at de dårligst stillede pensionister højst kan komme til at betale for én hjemmehjælpstime pr. måned. Forslaget får støtte fra næsten en tredjedel af vælgerne (31 pct.), mens knap halvdelen (47 pct.) er imod. Heller ikke blandt de 60-74-årige, der er de mest positive over for brugerbetaling på dette område, er der flertal for forslaget. Men det er dog i denne aldersgruppe, at modstanden er mindst: 34 pct. er for, mens 43 pct. er imod.

En forklaring på afvisningen kan ifølge Jørgen Goul Andersen være den enkle, at Mandag Morgens kon­krete forslag viser, at brugerbetalingen i mange tilfælde udgør så små beløb, at det hele risikerer at blive slugt af administrationsomkostninger.

Undersøgelsen indeholder dog også en opmuntring til tilhængere af brugerbetaling i sundhedssektoren. Bliver forslaget om betaling for lægekonsultation kombineret med en tilsvarende lavere brugerbetaling på tandlægeområdet, bliver vælgermodstanden væsentlig reduceret. Kun 40 pct. finder i så fald, at brugerbetaling på praktiserende læger er en dårlig ide, mens 31 pct. mener det modsatte.

Ifølge Jørgen Goul Andersen skal man dog være forsigtig med at betragte det som grønt lys for brugerbetaling på flere områder: “Fra mange andre sammenhænge ved vi, at vælgerne reagerer mere på, hvad de mister, end hvad de får. Så man kunne godt forestille sig, at en sådan omfordeling ville give utilfredshed.”

Goul Andersen mener dog også, at svarene i undersøgelsen viser, at holdningerne ikke er totalt fastlåste, selvom brugerbetaling generelt er i modvind: “Høj krisebevidsthed vil formentlig mindske modviljen lidt, men det er nok den konkrete udformning, som har størst betydning for vælgernes reaktion. I Norge og Sverige brokker vælgerne sig ikke over at slippe et lille beløb ved lægebesøg – et forhold, som måske også i en dansk debat kunne bruges til at påvirke vælgernes holdninger.”