Når Kina tager Taiwan, skal Europa kunne stå alene mod Putin

USA står i et geostrategisk dilemma, men vil sandsynligvis vælge kampen mod Kina over Rusland, hvis det kommer til det. Derfor bør europæerne ikke tage den massive amerikanske støtte til Ukraine for givet. Det viser nødvendigheden af at udbygge Europas militære autonomi, skriver to franske forskere.

Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix

Siden USA fastlagde sin forsvarspolitik i 2018, har landet forsøgt at forberede sit militær på en konfrontation med én militær stormagt – Kina eller Rusland. Ifølge den amerikanske logik kan USA ikke vinde på to fronter samtidig, men kan godt besejre én stormagt, mens landet afværger opportunistiske forsøg på angreb fra en anden.

Fransk tænketankstekst:

Dette er en oversat og forkortet version af artiklen ’2027: The Year of European Strategic Autonomy’ først publiceret d. 11. april 2023 af den franske tænketank © Groupe d'études géopolitiques, der bliver finansieret af universitetet l'École Normale Supérieure i Paris og blandt andet udgiver tidsskriftet Le Grand Continent.

Selv om fortalerne for doktrinen er klar over risikoen for, at USA kan blive tvunget til at kæmpe på to fronter, argumenterer de for, at den bedste måde, hvorpå man kan undgå storkrig nummer to, er at udvise en afskrækkende styrke på front nummer et.

Præsident Biden fulgte tilsyneladende denne logik, da han i maj 2022 understregede, at en kraftig reaktion på Ruslands invasion af Ukraine ville være med til at afskrække Kina fra at foretage en lignende invasion af Taiwan. Men man kan også hævde, at USA’s evne til at slå hårdt igen mod én modstander, ikke siger ret meget om, hvorvidt landet ville kunne kæmpe på to fronter på samme tid.

Det amerikanske dilemma om en krig på to fronter er blevet endnu mere presserende efter genindførelsen af højintensiv krigsførelse, der kræver enorme mængder udstyr og ammunition. Selv om USA ikke er direkte involveret i krigen mellem Rusland og Ukraine, udstiller den amerikanske militære støtte til Ukraine allerede manglerne i landets våbenindustri. En krig på to fronter ville således udgøre en risiko for, at den amerikanske kapacitet ville være utilstrækkelig.

USA’s militære støtte til Ukraine har allerede medført forsinkelser i våbenleverancer til Taiwan, hvilket tydeligt illustrerer, at en krig på to fronter ville tvinge USA til at træffe nogle meget svære valg.

Dilemmaet om en to-fronts-krig skal dog samtidig sættes i det rette perspektiv, da den nødvendige kapacitet i Europa primært drejer sig om en indsats på landjorden, mens en konfrontation med Kina overvejende ville involvere en militær indsats i luften og til søs. Ikke desto mindre har omfanget af USA’s militære tilstedeværelse på den europæiske landjord betydning for den logistiske og finansielle støtte, der også ville skulle bruges i Asien.

USA’s militære støtte til Ukraine har allerede medført forsinkelser i våbenleverancer til Taiwan, hvilket tydeligt illustrerer, at en krig på to fronter ville tvinge USA til at træffe nogle meget svære valg.

Asien har førsteprioritet

Europa bør derfor indregne risikoen for krig på to fronter som en essentiel faktor i sine strategiske overvejelser, ikke mindst fordi en håndtering af den kinesiske trussel mod Taiwan tydeligvis er USA’s førsteprioritet. Biden-regeringens klare støtte til det europæiske forsvar har allerede medført kritik fra den politiske lejr, der mener, at “Asien kommer først”, og som hævder, at Ukraine fjerner opmærksomheden fra Taiwan, og at de amerikanske kræfter først og fremmest skal sættes ind på at afskrække Kina.

At der efter det amerikanske midtvejsvalg er et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus, der er mere tilbageholdende med at støtte Ukraine, har yderligere styrket denne position. Der er blevet lagt mange forslag på bordet for at gøre USA i stand til at håndtere to-fronts-dilemmaet – såsom at USA skal forsøge at splitte Kina og Rusland, fokusere på Østasien, styrke koordineringen og fordelingen af byrder blandt USA’s allierede eller indføre en strategi med mindre involvering i Europa – men der er bred enighed om, at førsteprioriteten er Kina og den østasiatiske front.

Biden-regeringens våbenstøtte til Ukraine kan også fortolkes ud fra denne præmis. Forsvarsminister Lloyd Austins udtalelse den 25. april 2022 om, at USA’s mål var at ”svække Rusland i en grad, så landet ikke kan foretage sig handlinger som invasionen af Ukraine”, kan tolkes som et udtryk for et ønske om at mindske truslen fra Rusland så meget, at USA igen kan sætte hele sin magt bag at fokusere på den kinesiske udfordring.

Hvis Rusland har succes med sin krigsførelse i Ukraine, risikerer USA at skulle binde yderligere amerikanske ressourcer i Europa på lang sigt, og dermed hæmmes Pentagons evne til effektivt at dæmme op for Kinas voksende magt i Østasien. Den nuværende massive amerikanske investering i Europa skal ikke ses som en strukturel ændring, der vender sig mod Europa, men snarere som en slags indirekte investering i USA’s evne til på mellemlang sigt at fokusere på den kinesiske trussel som del af ”en strategi i mange faser”.  USA’s militære strategi fra 2022 ser ud til at bekræfte denne hypotese. Strategien skelner eksplicit mellem en ”tilbagevendende” (det vil sige langsigtet) kinesisk udfordring og en “akut” (det vil sige højere, men med kortere tidshorisont) trussel fra Rusland, hvilket antyder, at USA ikke støtter Ukraine på bekostning af landets evne til at imødegå truslen fra Kina på lang sigt.

Slag mod Europas sikkerhed

Det betyder også, at europæerne må forberede sig på, at en mulig åbning af en ny front i Østasien vil få dramatiske konsekvenser for den europæiske sikkerhed. Det hårdeste slag, europæerne må forvente at føle, er en amerikansk genovervejelse af landets forpligtelser over for Europa. Hvis den regionale militære balance i Østasien ser ud til at falde ud til kinesernes fordel, kan USA forsøge at trække på sin globale overlegenhed for at vende tendensen, hvilket vil føre til en øget uddelegering af ansvar til landets europæiske allierede.

Målet bør være, at Europa fra 2025 kan levere stør­stedelen af den militære støtte til Ukraine, og at euro­pæerne i 2027 kan tilbagevise russisk aggression med meget begrænset hjælp fra USA

Som en tidligere øverstbefalende for de amerikanske styrker i Europa sagde i 2018: ”USA har brug for en meget stærk europæisk søjle. [...] USA har ikke kapacitet til både at tage os af alt det, vi skal tage os af i Europa og i Stillehavsområdet, og samtidig ruste os mod truslen fra Kina.”

Følger man denne logik, bør Europa investere i sin egen strategiske uafhængighed, så europæerne står bedre rustet til at overtage ansvaret for den militære indsats mod Rusland, hvis der opstår en krise i Asien. Det kan true det transatlantiske forhold, hvis europæernes svaghed tvinger USA til at fastholde et stort engagement i Europa og dermed svækker amerikanernes mulighed for at styrke sin tilstedeværelse i Østasien. 

2027 er vendepunktet

Hvornår bør risikoen for en front nummer to i Asien få europæerne til at udvise større strategisk autonomi i Europa? Timingen er altafgørende. Den største og tydeligste manifestation af to-front-dilemmaet ville være et kinesisk forsøg på at invadere Taiwan. En mindre militær aktion i Taiwanstrædet som for eksempel et luftangreb eller en flådeembargo ville ikke kræve den samme mobilisering af de amerikanske styrker og ville derfor udgøre en mindre alvorlig udgave af dilemmaet om krigen på to fronter.

En fuldbyrdet invasion af Taiwan vil kun være et realistisk scenario, hvis Kina opnår klar overlegenhed i luften og til søs og kan transportere styrker ved hjælp af en stor flåde, som landet foreløbig ikke råder over.  

Ifølge en række analytikere og militære efterretningskilder er Kina også blevet overrasket over den ukrainske hærs modstandskraft og udholdenhed over for en russisk hær, der i hvert fald i antallet af styrker langt overgår den ukrainske. Parallellerne til en kinesisk-taiwanesisk krig får en mulig kinesisk invasion af Taiwan til at se endnu mere risikabel ud for den kinesiske hær, da der er helt særlige vanskeligheder forbundet med at invadere en ø.

Da den politiske pris for en mislykket invasion sandsynligvis vil være høj for det kommunistiske regime, vil de kinesiske ledere tøve med at iværksætte en invasion, medmindre de føler sig overbeviste om, at den kinesiske hær har kapaciteten til at udføre den. Ifølge en rapport fra det amerikanske forsvarsministerium fra 2022 udgør en invasion af Taiwan “en betydelig politisk og militær risiko” for Kina, “selv hvis en landgang og indsættelse er tropper lykkes”.

100-års jubilæum for borgerkrigen

Det står dog fortsat klart, at ingen af de nævnte betydelige forhindringer har svækket Kinas grundlæggende ønske om på lang sigt at få Taiwan indlemmet i den kinesiske fold. Det vil være “en historisk mission for partiet” ifølge Xi Jinping. Det er uklart, hvilken officiel deadline Xi opererer med. Året 2049, som Xi Linpings forgængere ofte nævnte, figurerer ikke længere i Xis taler eller i dokumenter fra Kinas forsvarsministerium.

I forhold til en genforening af Taiwan og Kina udelukker et dokument udgivet af forsvarsministeriet for nylig ikke anvendelse af militær magt. Faktisk har det kinesiske paradigme om ”udvikling over sikkerhed” ændret sig i de senere år. Nye undersøgelser viser, at det kommunistiske parti under Xis ledelse har løftet det sikkerhedsmæssige spørgsmål op på lige fod med landets mål om økonomisk udvikling. Det betyder, at selv om det fortsat ligger kommunistpartiet stærkt på sinde at fastholde den kinesiske vækst, er det ikke længere landets eneste topprioritet. Kina er nu villig til at påtage sig væsentlige økonomiske tab, hvis dets ledelse er af den opfattelse, at landets sikkerhed er truet.

Helt specifikt bliver 2027 ofte nævnt som et muligt tidspunkt for en invasion, mest på grund af årets symbolske værdi: det markerer 100-året for oprettelsen af den moderne kinesiske hær – en milepæl i moderne kinesisk historie – og er dertil det år, hvor Xi Jinping stiller op som kandidat til at tage en fjerde embedsperiode. 

De amerikanske efterretningstjenester vurderer, at Kina er aktivt i gang med at styrke sin militære formåen på kort sigt, så landet bliver i stand til at invadere Taiwan. I juni 2021 vurderede den amerikanske general Mark Milley, at Kina ville have styrken til at invadere øen inden for seks år, men formentlig ikke havde intentioner om at gøre det inden for en kort tidshorisont.

Helt specifikt bliver 2027 ofte nævnt som et muligt tidspunkt for en invasion, mest på grund af årets symbolske værdi: det markerer 100-året for oprettelsen af den moderne kinesiske hær – en milepæl i moderne kinesisk historie – og er dertil det år, hvor Xi Jinping stiller op som kandidat til at tage en fjerde embedsperiode. Det betyder ikke, at den kinesiske hær har planer om at invadere Taiwan lige præcis i 2027, men at Xi gerne vil have muligheden for det på det tidspunkt.

Europa skal gøre sig klar  

Europæerne bør gå ud fra, at fra 2027 og frem bliver hypotesen om en kinesisk invasion af Taiwan til et troværdigt scenario, og at USA derfor i stadig højere grad vil være nødt til at vende sin opmærksomhed og ressourcer mod at afskrække Kina i Østasien.

Senest i 2027 vil europæerne være nødt til at tage teten, når det kommer til vestlig militær støtte til Ukraine og det samlede europæiske forsvar mod Rusland. Desuden vil Europa være nødt til at blive i stand til at imødegå en større krise i Mellemøsten eller Afrika uden at være afhængige af et stærkt amerikansk lederskab, selv hvis krisen involverer Rusland eller Kina. Denne tilgang indikerer, at det europæiske projekt om “strategisk autonomi” ikke er afgået ved døden, men blot skal have tilført ny energi og igangsættes for alvor.

Europas og USA’s fælles mål bør være at gøre ukrainerne i stand til at forsvare sig selv og afgørende svække russernes evne til at føre en offensiv krig. Hvis det med stærk europæisk støtte lykkes Ukraine at svække den russiske magt i de kommende år, vil den ændring, som USA over tid vil være nødt til at lave for at være i stand til at håndtere en potentiel invasion af Taiwan, ikke efterlade Europa helt blottet og sårbart. De russiske styrker i Ukraine har allerede lidt langt større menneskelige og materielle tab end oprindeligt forudsagt, og en række analytikere mener, at udhulingen af den russiske magt og styrkelsen af Nato snart vil gøre det muligt for USA at prioritere Asien højest.  

Målet bør være, at Europa fra 2025 kan levere størstedelen af den militære støtte til Ukraine, og at europæerne i 2027 – altså i fase to – kan tilbagevise russisk aggression med meget begrænset hjælp fra USA. Det vil selvfølgelig være en nemmere opgave, hvis man står over for et Rusland svækket af nederlag, men det kan ikke udelukkes, at Rusland vil være i stand til at opruste igen ret hurtigt. Skulle det ske, bør Europa kunne regne med Ukraines lokalkendskab og erfaring og landets militære kompetencer og moralske styrke – ideelt set ved at indlemme landet i Nato og EU.

Det kan ikke udelukkes, at Rusland vil være i stand til at opruste igen ret hurtigt. Skulle det ske, bør Europa kunne regne med Ukraines lokalkendskab og erfaring og landets militære kompetencer og moralske styrke – ideelt set ved at indlemme landet i Nato og EU. 

Kombinationen af store europæiske investeringer med startstøtte fra USA, svækkelsen af Rusland og opbyggelsen af den ukrainske hær bør betyde, at europæisk strategisk uafhængighed er en realistisk mulighed, når truslen fra Kina når et kritisk stadie i Østasien. Nato bør understøtte målet ved eksplicit at blåstemple europæisk strategisk uafhængighed som en nødvendig betingelse for alliancens fortsatte modstandskraft og effektivitet. I forlængelse af vedtagelsen af The New Force Model, som Nato-parterne nåede til enighed om i Madrid i juni 2022, og som garanterer en hurtig mobilisering af 300.000 mand, bør debatten om den fortsatte “europæisering” af Nato eller om en ”europæisk søjle” af Nato genoplives.

Selv om tilstedeværelsen af amerikanske soldater på europæisk jord stadig er vigtig for Natos sammenhængskraft, er det helt afgørende, at målet om, at Europa selv kan fastholde et realistisk og beredt forsvar, selv hvis USA’s kapacitet er svækket, bliver en fast del af Natos militære planlægning, scenarier og øvelser.

Det er også afgørende, at der bliver sendt offentlige signaler om den nævnte europæiske søjle, så selv den værst tænkelige situation med en fuldbyrdet kinesisk invasion af Taiwan, der vil tvinge USA til at lægge sit hovedfokus på Østasien, ikke påvirker troværdigheden i Natos konventionelle afskrækningskraft i Europa og ikke bliver betragtet som en åbning for russisk aggression.

Europæiske våbenbrødre

I EU bør der skrues betydeligt op for ambitionsniveauet ved at stræbe efter, at man i 2025 kan stå som en stærk drivkraft bag medlemslandenes udvidede militære kapacitet, uanset om det drejer sig om de enkelte landes hære eller den ukrainske hær. I sidste ende bør det være EU’s mål, at unionen som helhed kan matche Ruslands militære styrke. Der bør på europæisk niveau foretages betydelige investeringer for at støtte flere medlemslandes fælles indkøb og den hurtige udvikling af den europæiske våbenindustris kapacitet. Fælles indkøb sammen med en styrket fælles økonomi vil gøre det muligt for de europæiske hære at operere på tværs af landegrænser, gøre det lettere at levere standardudstyr til Ukraine og knytte stærkere bånd mellem de europæiske våbenindustrier.

Lige nu fokuserer europæerne på Ukraines umiddelbare behov. Det er helt forståeligt, men en levedygtig strategi skal – selv på mellemlang sigt – basere sig på en global vision om sted (to-fronts-dilemmaet) og tid (2027 og fremrykningen af truslen fra Kina). Udvider Europa sit fokus, står det klart, at idéen om europæisk strategisk autonomi langt fra er død. Tværtimod lever den i bedste velgående.

© Groupe d'études géopolitiques

Oversættelse til dansk af Nina Skyum-Nielsen

 

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Joe Biden

Præsident, USA
Juris Doctor (Syracuse University College of Law 1968)

Xi Jinping

Præsident, Folkerepublikken Kina, generalsekretær, Kinas kommunistiske parti


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024