Macron – demokrat eller solkonge?
Emmanuel Macron vil gerne lede både Frankrig og EU i endnu fem år. Alt tyder på, at han bliver genvalgt ved de to valgrunder 10. og 24. april. Men hjemme i Frankrig beskyldes præsident Macron for at være udemokratisk, fordi han ikke vil debattere med sine modkandidater.
Claus Kragh
EuroparedaktørEmmanuel Macron er et paradoks i europæisk politik.
Over hele kontinentet ses han blandt proeuropæiske nationale ledere som en garant for et EU, der forsvarer demokratiet, retsstaten og Europas værdier i en verden med stadigt flere despotiske autokrater. Ikke mindst frygter de øvrige EU-landes ledere, at Frankrig – ved at fravælge Macron – vil ende med at få en EU-skeptisk præsident fra det yderste højre eller fra det yderste venstre.
Men genvalget af den 44-årige Emmanuel Macron til posten som stærk præsident i EU’s eneste atommagt tegner til at blive en begivenhed, hvor det demokratiske engagement fra både vælgerne og fra Macron selv vil ramme et nyt lavpunkt i Frankrigs politiske historie. Kun knap 75 procent af franskmændene stemte ved anden valgrunde i 2017, hvilket var den næstlaveste deltagelse nogensinde. Meget tyder på, at valgdeltagelsen her i april 2022 bliver endnu lavere.