Annonce
Kommentar af 
Andreas Baumann

Waterboardet af valgkampens overbudspolitik

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
24. marts 2026 kl. 05.00

Valgkampen er forbi, og flodbølgen af politiske udspil trækker sig nu tilbage og efterlader vælgerne omtumlede på vej ind i stemmeboksene.

De kommentatorer, der frygtede, at valgkampen ikke ville handle om politik, har taget fejl. Tværtimod har vi været vidne til det modsatte: Tre en halv ugers intens overbudspolitik af mere eller mindre gennemarbejdede politiske udspil, planer, løfter, pakker og ultimative krav.

Med varierende held har de erobret opmærksomheden i valgkampen for en kort stund. Men inden de rigtigt er blevet fordøjet, forstået og diskuteret, er de blevet afløst af nye bølger af forslag.

Læs også

Det er i sig selv positivt, når en politisk valgkamp handler om politik. Og udspillene giver medierne noget at holde politikerne op på efter valget. Men det er næppe den bedste måde at skabe varig samfundsforandring på.

Mange af forslagene synes primært designet til at skabe øjeblikkelig synlighed, og de fleste er helt urealistiske at levere på efter valget. Risikoen er derfor, at politik reduceres til signalgivning mere end en politisk jagt på løsninger af samfundets største problemer.

Både mængden og tempoet udfordrer vælgerne. I mødet med den brusende flod af forslag kan man let føle sig mere waterboardet end oplyst.

Bemærkelsesværdigt nok har de mange udspil da heller ikke rokket nævneværdigt ved meningsmålingerne, der har været relativt stabile gennem valgkampen. Tilsyneladende er salven af politiske forslag simpelthen prellet af på vælgerne.

Til gengæld indsnævrer forslagsbølgen den næste regerings politiske råderum: Når positionerne først er lagt fast, bliver det vanskeligere at indgå kompromiser og justere kursen med troværdigheden i behold.

Det paradoksale er, at en valgkamp med mere politik end længe derfor kan ende med at svække den politiske handlekraft bagefter.

Læs også

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026