DF-politiker fordrejer kommissionsformands ord: 'Alle lande skal tvinges med i euroen'

Dansk europaparlamentariker anklager Europa-Kommissionens formand for at ville tvinge alle lande med i eurosamarbejdet. Men det passer ikke, viser vores faktatjek.

Fakta

tjekdet tjek det påstand

"Alle lande skal tvinges med i eurosamarbejdet"

Påstand fremsat af Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, i en video på Facebook den 21. september, hvor han henviser til en tale fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Europa-Kommissionens formand har ingen intention om at tvinge lande til at tilslutte sig euroen. Derudover har EU-landene selv forpligtiget sig til at indføre den fælles valuta.

“Alle lande skal tvinges med i eurosamarbejdet.”

Sådan formulerede Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker sin vision for euroens fremtid, hvis man skal tro Anders Vistisen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

Hvert år afholder formanden for Europa-Kommissionen en storstilet tale, hvor han udstikker sin vision for, hvordan EU skal udvikle sig i det kommende år. Og det er denne tale Anders Vistisen udlægger i en video på sin Facebook-side.

Anders Vistisen er ikke alene om at tolke Jean-Claude Junckers tale som et ønske om tvang. En række medier udlagde talens budskab på samme måde.

Men udlægningen er forkert. I talen siger han nemlig ikke, at landene skal tvinges. Det slog Jean-Claude Juncker da også fast dagen efter talen.

“Jeg har ingen intention om at tvinge lande til at tilslutte sig euroen, hvis de ikke er villige eller i stand til at gøre det.”

Vistisen fejltolker Junckers budskab

Den årlige tale indeholder en række konkrete forslag til, hvordan man kan løse nogle af de aktuelle udfordringer i EU. Det er altså de forslag, som Anders Vistisen fortæller om i sin video den 21. september.

“Juncker har netop fremlagt sin tale om unionens tilstand herinde i plenarsalen, og man må sige, at det er artige sager, Juncker er kommet op med”, siger han i videoen.

Og ifølge Vistisen er en af de ‘artige sager’ altså, at Jean-Claude Juncker angiveligt skulle have sagt, at alle lande skal tvinges med i eurosamarbejdet. Men lad os lige slå fast, hvad han rent faktisk sagde om euroen i sin tale den 13. september.

“Hvis vi ønsker, at euroen skal forene snarere end adskille vores kontinent, bør den udvikle sig til mere end en udvalgt gruppe af landes valuta. Euroen er tænkt som en fælles valuta for Den Europæiske Union som helhed. Alle på nær to af vores medlemsstater (Danmark og Storbritannien, red.) har pligt og ret til at tilslutte sig euroområdet, når de opfylder betingelserne. Medlemsstater, der ønsker at tilslutte sig euroen, skal have mulighed for det”, sagde Jean-Claude Juncker.

Han sagde altså intet om at EU-landene skal tvinges. Det forklarede Jean-Claude Juncker også dagen efter:

“Det jeg sagde var, at de lande, som endnu ikke har indført euroen, men som gerne vil, skal have den mulighed. Og at vi skal give dem teknisk - og i nogle tilfælde finansiel - assistance, for at gøre dem i stand til at indføre den”.

EU-landene har selv forpligtiget sig til at indføre euroen

Selvom kommissionsformanden ikke vil tvinge EU-landene med i euroen, har alle medlemslandene - med undtagelse af Danmark og Storbritannien - dog forpligtiget sig til at indføre euroen. Det fortæller Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

“Nye medlemslande i EU er forpligtigede til at indføre euroen som national valuta, når de lever op til de økonomiske og institutionelle adgangskrav.”

Det bekræfter Folketingets EU-Oplysning. De skriver i en mail til TjekDet, at udgangspunktet i EU-traktaten er, at medlemslandene skal indføre euroen, når de opfylder de såkaldte konvergenskriterier. Der er dog ikke nogen umiddelbare sanktioner for en manglende indførelse af euroen, og der er heller ikke fastsat nogen tidsfrist for EU-landes indførelse af samme. 

Konsekvensen af reglerne er altså, at EU-lande selv kan vælge, hvornår de vil opfylde alle kriterierne. Derfor står eksempelvis Sverige uden for eurosamarbejdet.

En række central- og østeuropæiske lande opfylder heller ikke alle kriterierne på nuværende tidspunkt. Så længe de ikke gør det, kan de ikke indføre euroen - og det skal de ifølge Jean-Claude Junckers udtalelse heller ikke tvinges til.

Vistisen sniger sig udenom kritikken

Fakta er altså, at Jean-Claude Juncker ikke vil tvinge lande med i euroen, og at EU-landene faktisk allerede har forpligtiget sig til at indføre den fælles valuta.

Derfor kan det undre, at Anders Vistisen den 21. september hævder, at Jean-Claude Juncker vil tvinge landene med i euroen, når Juncker en uge tidligere kategorisk har afvist den udlægning af sin tale.

Anders Vistisen kunne desværre ikke stille op til interview, da han er i Canada. Vi har derfor sendt ham en mail. Vi spørger, hvorfor han påstår, at Jean-Claude Juncker vil tvinge alle lande med i eurosamarbejdet, når Jean-Claude Juncker faktisk har sagt det stik modsatte. Vi har også spurgt Vistisen, om han vidste det, da han lagde sin video op på Facebook, og om han anerkender, at påstanden er forkert. Endeligt har vi spurgt ham, hvad der får ham til at sige, at alle lande skal tvinges med i euroen, når det slet ikke er muligt for EU at tvinge Danmark til at indføre valutaen.

Hertil svarer Anders Vistisen:

”Juncker siger i sin tale, at alle lande, på nær to, har pligt til at tilslutte sig euroområdet. Det står desuden i de traktater, som landene selv har underskrevet, at de er forpligtet til at blive medlem af euroen. Sverige har f.eks. selv underskrevet Maastricht-traktaten, der påbyder dem at indføre euroen, men af politiske årsager har de undladt det. I 2006 udtalte daværende kommissær Joaquin Almunia, at Sverige i princippet kunne bringes for EU-Domstolen for ikke at indføre euroen (Almunia understregede dog, at selvom det var en teoretisk mulighed, mente Europa-Kommissionen hverken, at det var nødvendigt eller ønskværdigt, red.).

Jeg er ret sikker på, at befolkningen godt ved, at Danmark har et euroforbehold, og derfor tror jeg godt, at mine følgere på Facebook kan skelne imellem det. Det er ikke relevant at nævne det andet land (Storbritannien), som har et forbehold mod euroen, da landet er på vej ud af EU.

Jeg synes, det er påfaldende, at danske mediers dækning af Junckers tale har været så utrolig tynd og fraværende, at danskerne ikke får fortalt, hvilke føderalistiske tanker som et stort flertal i EU-Parlamentet og EU-Kommissionen går med. Derfor prøver jeg i ny og næ at lave videoer, der netop gør danskere klogere på denne udbredte holdning i Bruxelles. Jeg kunne sikkert godt have været mere præcis i den pågældende, men jeg tror som sagt godt, at danskerne ved, at vi har et euroforbehold”, skriver Anders Vistisen i en mail til TjekDet.

LÆS OGSÅ: Overfortolker Anders Vistisen Parlamentets ønsker for EU’s fremtid?

LÆS OGSÅ: EU kan ikke tvinge Danmark med i euroen

LÆS OGSÅ: Bakker danskerne op om den europæiske konvention om menneskerettigheder?

Den Danske Ordbog definerer det at tvinge og forpligtige på følgende måder:

At tvinge: at "få nogen til at gøre noget mod vedkommendes vilje"

At forpligtige: at "gøre bundet af en lov, en (uskreven eller moralsk) regel, et løfte el.lign"

Omtalte personer

Anders Vistisen

Medlem af Europa-Parlamnetet (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu