Flere end 11.000 borgere er bekymrede, men 5G fører næppe til komplet sterilitet

Ruller regeringen 5G-teknologien ud, vil Danmark ligge øde hen i år 2150. Den nye mobilteknologi medfører nemlig 100 procent sterilitet for både dyr og mennesker, hævder et borgerforslag. Men det er med al sandsynlighed forkert. 

5G vil medføre 100% sterilitet 

Kilde: Borgerforslag, som mere end 11.000 stemmeberettigede borgere har skrevet under på.


Der findes ganske rigtig forskning, der peger på et sammenfald mellem mobilstråling - altså 5G-stråler - og ringere fertilitet. Men forskningen er af tvivlsom kvalitet og formår ikke at dokumentere, at mobilstråling er årsag til nedsat fertilitet. Den klare overvægt af solid forskning viser, at mobilstråling ikke forringer fertiliteten hos mennesker, siger forsker. 

Er prisen for lynhurtigt 5G-internet i Danmark virkelig, at danskerne bliver fuldstændig sterile og ikke vil kunne få børn?

Det spørgsmål vil man muligvis stille sig selv, hvis man læser et populært borgerforslag, som mere end 11.000 stemmeberettigede danskere har skrevet under på. Forslagsstillerne kræver, at det skal undersøges, om den nye 5G-mobilteknologi forringer fertiliteten. Årsagen til kravet er en alarmerende besked - angiveligt fra professorer rundt om i verden:

“En af disse mener, at 5G-påvirkningen vil medføre 100% sterilitet af børn, voksne og dyr,” står der i borgerforslaget, som skal behandles af politikerne i Folketinget, hvis det når opbakning fra i alt 50.000 danskere. 

Men den skræmmende påstand i borgerforslaget er overdrevet. For det vil næppe betyde 100 procent sterilitet, og dermed heller ikke danskernes endeligt, at regeringen lader teleselskaberne rulle 5G-netværket ud.

Hverken fertilitetsforskere eller en fertilitetsklinik, som TjekDet har talt med, kan få øje på, at borgerforslagets påstand om 100 procent sterilitet er bare i nærheden af at være realistisk.

Få mobilen op af lommen!

TjekDet har talt med seks danske fertilitetsforskere, og ingen af dem har hørt, at 5G-mobilstrålingen vil gøre mennesker sterile. Heller ikke på fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive køber de borgerforslagets påstand:

“Jeg har vendt det med et par stykker i afdelingen. Vi har aldrig hørt om det, og vi er enige om, at det lyder noget overdrevet,” siger laboratorieleder Betina Boel Povlsen.

Dog understreger hun, at de på klinikken anbefaler mænd ikke at stikke mobilen i lommen. For opbevarer mænd mobilen lige ved siden af testiklerne, risikerer de muligvis skade på sædcellerne. Dels på grund af varmen fra mobiltelefonens batteri. Dels på grund af de såkaldte elektromagnetiske stråler, som mobiltelefonen udsender.

Der eksisterer nemlig studier, der er nået frem til, at stråler fra mobiltelefoner kan forringe mænds sædkvalitet, forklarer Betina Boel Povlsen.

Og resultaterne fra de studier kan muligvis overføres til 5G-mobilstråling. 5G er nemlig slet ikke så forskellig fra de stråler, som vores mobiltelefoner udsender, når de anvender 3G- eller 4G-teknologierne. 

5G-kritiker udlægger studie forkert

Den forsker, der ifølge borgerforslaget står bag påstanden om, at 5G vil medføre komplet sterilitet, hedder Martin Pall. Han er en pensioneret amerikansk professor i molekylærbiologi fra Washington State Universitetet. Og han bliver særligt trukket frem i debatten af kritikerne af 5G.

På en hjemmeside har han i en appel til blandt andre EU samlet en række studier, der angiveligt viser, at mobilstråler er skidt for folkesundheden af både den ene og den anden årsag. Herunder nævner han 18 studier om fertilitet.

På appellens liste over studier optræder et australsk studie fra 2016, der er et såkaldt metastudie, som gennemgår hele 27 andre studier om mobilstråling og fertilitet. Fire af dem optræder på Martin Palls liste.

5G minder om tidligere teknologier

5G fungerer - ligesom tidligere mobilteknologier - via ikke-ioniserende stråling.

“Det er de samme elektromagnetiske bølger, så om vi kalder det 2G, 3G, 4G eller 5G, er der egentlig ikke den store forskel på,” siger Preben Mogensen, der er professor i trådløs kommunikation ved Aalborg Universitet.

Men en af forskerne bag det australske studie afviser Martin Palls påstand: Det australske studie konkluderer ikke, at 5G-stråler giver dårligere fertilitet.

“Vi antyder ikke, at elektromagnetisk stråling (mobilstråling, red.) forårsager sterilitet hos mænd eller er forbundet med et generelt fald i fertilitet,” skriver Geoffry De Iuliis i en mail til TjekDet. Han er seniorunderviser ved Newcastle Universitet i Australien.

Geoffry De Iuliis

Det er dog rigtigt, at nogle studier har vist, at elektromagnetisk stråling kan skade sædkvaliteten. Men den effekt er kun fremkommet i studier, hvor strålingen var langt kraftigere end den, mobiltelefoner udsender, forklarer Geoffry De Iuliis.

“Det er kun i særligt intense eksperimenter, at vi kan se, at elektromagnetisk stråling har en negativ virkning på sædceller. Vi bruger de betingelser for at forsøge at forstå, hvordan stråler kan påvirke biologi på et fundamentalt niveau,” skriver han.

Martin Pall bruger altså fejlagtigt Geoffry De Iuliis’ studie som dokumentation for, at 5G-stråler vil gøre alle mennesker sterile.

“Jeg er ikke enig i hans udmelding,” fastslår Geoffry De Iuliis overfor TjekDet.

Ikke al forskning er lige god

Martin Pall har altså ret i, at der findes forskning, som peger på, at mobilstråling kan være skidt for fertiliteten. Men det er ikke forskning, der skal få os til at frygte, om vi vil kunne få børn i fremtiden, siger Timothy Jorgensen, der er lektor i strålingsmedicin og direktør for Sundheds- og Strålebeskyttelsesprogrammet ved Georgetown Universitet i Washington D.C., og som har gransket Martin Palls liste.

“De her studier kommer ikke engang tæt på det niveau af videnskabelig dokumentation, som er nødvendigt for at kunne påvise en årsagssammenhæng,” siger han. 

Timothy Jorgensen

Han medgiver, at det i princippet ikke er umuligt, at der kan være en sådan konsekvens af mobilstråler. For “intet er umuligt,” siger han. Men Timothy Jorgensen understreger, at der bare ikke er nogen studier af god kvalitet, der har fundet resultater, som peger i den retning.

“Selv de studier, der viser et sammenfald, lykkes ikke med at finde en mekanisme. Der er tale om observationer, og resultaterne er aldrig blevet reproduceret. Og studierne bliver sjældent publiceret i de store videnskabelige tidsskrifter. De bliver publiceret i perifere tidsskrifter. I tidsskrifter af lav kvalitet eller i tidsskrifter, der ligger uden for det videnskabelige område,” siger Timothy Jorgensen.

Det overrasker ham dog ikke, at forskellige bekymrede borgere har været i stand til at finde noget, der minder om forskning, som kan nære tvivlen om de potentielle sundhedsfarer ved mobilstråling.

“Du kan gå den videnskabelige litteratur igennem og finde opbakning til hvad som helst. En eller anden vil have udgivet noget (der underbygger dit synspunkt, red.) et eller andet sted. Men du er nødt til at stole på det, som flertallet af forskere vurderer, og det, som de store videnskabelige tidsskrifter udgiver. Og overvægten af forskere peger på, at de frekvenser, der bliver brugt til telekommunikation, ikke er skadelige for mennesker,” siger Timothy Jorgensen.

Mobil-mus blev ikke sterile

Men stillerne af borgerforslaget er tilsyneladende alligevel i tvivl om, hvordan 5G påvirker fertilitet. Det vil de gerne blive klogere på:

Alexander Lerchl

“Befinder vi os i en dårlig science fiction-roman? Skal 100 mus først udsættes for et 5G-signal eller skal vi mennesker være forsøgsdyrene? Skal vi i værste fald have et Danmark i år 2150 med 0 beboere?” spørger borgerforslaget.

På Jacobs Universitetet i den tyske by Bremen har biologiprofessor Alexander Lerchl rent faktisk gjort det, som borgerforslaget spørger om - nemlig udført forsøg på mus med stråler, der efter professorens udsagn svarer nogenlunde til 5G.

Og hvad er han så nået frem til?

“Vi har ikke set nogen virkning på fertilitet hos mus – hverken hankøn eller hunkøn - i løbet af fire generationer af mus. Vi kan ikke få øje på, at der findes noget fornuftigt argument for at formode, at 5G har en negativ virkning på fertilitet,” siger han.

Den opbakning, som borgerforslaget henter hos videnskaben, holder altså ikke vand. Vi har derfor forsøgt at få et svar ud af Henrik Fastrup, der står bag borgerforslaget.

Men Henrik Fastrup har ikke villet stille op til interview.

Gammelt studie yder ikke dokumentation

Vi har heller ikke kunnet finde, at professor Martin Pall skulle have sagt, at 5G vil medføre komplet sterilitet. Derfor har TjekDet spurgt professoren, om Henrik Fastrup har ret i, at han skulle have "udtalt, at 5G vil medføre 100 procent sterilitet".

Martin Pall svarer i en mail til TjekDet, at han "ikke ville udtrykke det på den måde. Men det er en rimelig udlægning af mit synspunkt." 

Det er blandt andet "baseret på Magras' og Xenos' studie med mus," skriver han.

Professoren henviser her til et græsk studie fra 1997, hvor mus blev udsat for mobilstråler og endte med at blive sterile. Professor i elektroingeniørvidenskab Thomas Xenos fra Aristoteles Universitet i Thessaloniki er en af forskerne bag studiet. Men han afviser, at hans studie konkluderer, at 5G vil gøre mennesker sterile.

“Jeg kender ikke til den her professor (Martin Pall, red.) eller hans arbejde. Men han refererer ikke mit arbejde korrekt. Det er en upræcis måde, han bruger studiet på,” siger Thomas Xenos til TjekDet. 

Artiklen fortsætter under videoen

Interview med Martin Pall hos tv-stationen Russia Today, hvor den pensionerede professor advarer mod 5G-teknologien. Russia Today er finansieret af den russiske regering og bliver kritiseret for at sende partiske og pro-russiske nyheder. 

Han forklarer, at intensiteten af mobilstrålerne i forsøget var langt højere end intensiteten af 5G. Og han tilføjer, at det heller ikke er muligt at overføre resultatet én til én fra mus til mennesker. Og derfor kan hans studie fra 1997 ikke bakke op om professor Martin Palls påstand, siger han. 

“Jeg kan ikke få øje på, hvordan 5G skulle være et problem for folkesundheden,” siger Thomas Xenos, der dog heller ikke vil afvise, at 5G kan vise sig at være farligt. 

Den tyske biologiprofessor Alexander Lerchl er enig i, at det græske studie ikke kan konkludere, at 5G gør mennesker sterile. 

"Det er højst usandsynligt. Studiet er ret gammelt og er ikke blevet gentaget. Og hvis mobilstråler - også 5G - ville medføre komplet sterilitet, ville vi alle være blevet sterile allerede," siger Alexander Lerchl.

TjekDet har derfor spurgt Marin Pall, hvorfor han baserer sin påstand på det græske studie. Studiet, der ifølge forskeren bag vel at mærke ikke konkluderer, at 5G gør mennesker sterile. Men nu mener Martin Pall ikke længere, at hans skræmmende påstand er baseret på det græske studie.

"Jeres udmelding om, at jeg baserer min forudsigelse om 5G på Magras og Xenos' studie, er falsk. Studiet er et af mange vigtige og meget relevante fund. Vær venlig ikke at fremsætte falske påstande om mit arbejde," skriver Martin Pall i en mail til TjekDet. 

Forrige artikel Trods bekymring om påvirkningslov: Du kommer ikke i fængsel for at kritisere NATO Trods bekymring om påvirkningslov: Du kommer ikke i fængsel for at kritisere NATO Næste artikel Forskere afliver absurd påstand: Cyklister bidrager ikke med 513 mia. euro Forskere afliver absurd påstand: Cyklister bidrager ikke med 513 mia. euro
Facebook lukker for indvandrerkritisk netmedie

Facebook lukker for indvandrerkritisk netmedie

Facebook har givet sparket til det alternative netmedie 24NYT uden at forklare hvorfor. 24NYT har vildledt læsere og angiveligt købt sig til medvind på det sociale medie, skriver DR. 

Radioen var mellemkrigstidens store propagandaplatform

Radioen var mellemkrigstidens store propagandaplatform

BLOGINDLÆG: I dag er det blandt andet de sociale medier og andre digitale platforme, der bruges til at formidle mis- og desinformation. Men begreberne har længe været en del af verdenshistorien. I 30'erne blev radioen et vigtigt redskab til at sprede propaganda. 

EU-Parlamentet sløjfer egne meningsmålinger

EU-Parlamentet sløjfer egne meningsmålinger

Europa-Parlamentets ledelse har besluttet at aflyse valgprognoser, de selv har bestilt. Det sker efter kritik både udefra og indefra - og i erkendelse af, at det kan ses som upassende, at målingerne kommer fra parlamentet selv.

Er danskerne højkriminelle indvandrere i Norge?

Er danskerne højkriminelle indvandrere i Norge?

Danskerne er blandt de mest kriminelle indvandrere i Norge. Det viser kreativ brug af statistik i en populær video på Facebook. Videoen handler i virkeligheden om, at kultur og religion ikke har noget med kriminalitet at gøre, men det er der blandet opbakning til fra forskere. 

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Det tyske parti AfD er ved at oprette sit eget mediemæssige war room, hvorfra 20 journalister skal lave partiets egen 'dækning' af livet i Forbundsdagen. I Spanien kan journalisterne ikke længere stille spørgsmål til premierministeren. Uafhængige medier har det svært i mange EU-lande.

Politikere er blevet deres egne massemedier

Politikere er blevet deres egne massemedier

Højere partistøtte giver nye kommunikationsmuligheder hos danske politikere, som søsætter egne medier som aldrig før. Det har ændret nyhedernes fødekæde og vil give mere støj ved det kommende folketingsvalg. Måske bliver 2019 valgåret, hvor de traditionelle medier mister magten over dagsordenen.

Lyser sharia-alarmen rødt i hovedstaden?

Lyser sharia-alarmen rødt i hovedstaden?

Københavns Kommune vil begrænse antallet af radikaliserede københavnere, der ønsker dansk lovgivning baseret på sharia. Desværre går det den helt forkerte vej, viser kommunens egne tal. Men det kan kommunens tal slet ikke sige noget om. 

Vi søger universitetspraktikant til faktatjek

Vi søger universitetspraktikant til faktatjek

Mandag Morgens faktatjekmedie TjekDet søger universitetspraktikant, der vil være en del af redaktionen i anden halvdel af 2019, og være med til at udfordre falske nyheder og påstande i den offentlige debat.