Gør mere fakta os mindre objektive?

Når vi præsenteres for entydige fakta, der strider imod vores politiske overbevisning, så skal vi alligevel nok finde opbakning i de objektive informationer. Det gælder især politikere, viser ny dansk forskning. I dette blogindlæg giver forskerne indblik i deres resultater.

Af Niels Bjørn Grund Petersen, ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

I dag indsamler det offentlige store mængder information om en række samfundsmæssige forhold. Denne indsamling kan tjene flere formål. Informationen kan eksempelvis anvendes lokalt af ledere og medarbejdere med henblik på læring, effektivisering og prioritering af ressourcer eller resultatløn. Men mindst ligeså vigtigt omsættes informationerne til rapporter, der sendes videre til den politiske arena, hvor vores folkevalgte politikere forventes at bruge informationen som grundlag for at træffe bedre og mere oplyste beslutninger.

Men selvom man måtte ønske sig en evidensbaseret beslutningsproces, er vi gang på gang vidne til, at faktuelle informationer udlægges vidt forskelligt alt efter partipolitiske tilhørsforhold. Spørgsmålet er derfor, om politikere overhovedet kan forholde sig objektivt til faktuel information, der vedrører forhold, som de har stærke holdninger til? Dette spørgsmål forsøger jeg, sammen med en række gode kolleger fra Aarhus Universitet, at besvare i et nyt studie, der netop er blevet publiceret i British Journal of Political Science. I vores studie undersøger vi, hvorvidt politikeres ideologiske holdninger påvirker deres fortolkning af informationer.

For at undersøge dette spørgsmål præsenterede vi 954 danske byrådspolitikere for tabeller med konstrueret performancedata i form af tilfredshedsundersøgelser fra to udbydere af en kommunal service - i dette tilfælde skolevæsenet. Tabellerne indeholdt tal, der utvetydigt viste, at den ene af de to udbydere klarede sig bedre end den anden i tilfredshedsundersøgelsen. For at undersøge om politikernes holdninger til og opfattelse af tabellens information var påvirket af deres ideologiske præferencer, blev halvdelen af politikerne præsenteret for tilfredshedsdata fra to udbydere, som vi forventede, at de ikke havde nogen forudindtaget holdning til. Vi kaldte disse udbydere for ”Skole A” og ”Skole B”. Den anden halvdel af politikerne blev præsenteret for de præcis samme tilfredshedsdata, men i stedet for ”Skole A” og ”Skole B” bestod de to udbydere af henholdsvis en ”offentlig skole” og en ”privat skole”.

Vi forventede, at de politikere, der skulle fortolke informationer fra ”Skole A” og ”Skole B” ville gå nøgternt og objektivt til værks, mens de politikere, der skulle fortolke informationer fra en ”offentlig skole” og en ”privat skole” ville være påvirket af deres holdning til offentlig versus privat produktion af velfærd, der er en velkendt politisk skillelinje.

Privat eller offentlig skole betød pludselig noget

Vores resultater viste da også, at størstedelen af politikerne fortolkede tilfredshedsinformationen i overensstemmelse med tallenes utvetydige informationer, når udbydernes ejerskabsforhold var ukendt – altså ”skole A” og ”skole B”. Til gengæld var politikernes fortolkning af tilfredshedsinformationen markant påvirket af deres holdning til offentlig versus privat produktion af velfærd, når udbyderens ejerskabsforhold var kendt.

Set i lyset af tidligere undersøgelser var vores fund dog ikke synderligt overraskende. Andre studier har nemlig vist, at almindelige borgeres fortolkning af faktuel information ligeledes er påvirket af deres ideologiske holdninger. Derfor indeholdt vores spørgeskema også et ekstra studie.

Her undersøgte vi, hvorvidt det var muligt at reducere betydningen af ideologiske holdninger ved at tilføje flere informationer, der entydigt viste, at den ene af de to udbydere klarede sig bedst.

Højest overraskende, og stik imod vores forventning, viste resultaterne fra denne undersøgelse, at tilføjelsen af flere informationer, der alle pegede mod den samme konklusion, ikke fik politikerne til at ændre deres fortolkning af informationen, tværtimod. Politikerne havde en endnu større tendens til at fortolke informationerne i overensstemmelse med deres egne holdninger, når vi øgede antallet af informationer.

Politikerne og borgerne gør det samme

Dette fund overraskede os. Hvis man ikke, selv ved at tilføje flere informationer, der klart peger i retning mod den samme konklusion, kan reducere betydningen af ideologiske holdninger, hvilket formål tjener tilvejebringelsen af faktuelle informationer så i en politisk kontekst? Dette spørgsmål vender jeg tilbage til.

I første omgang blev vi nemlig nysgerrige på, om undersøgelsens resultater var et særligt politikerfænomen, eller om almindelige borgere også i samme udstrækning er påvirket af deres ideologiske holdninger, når de fortolker faktuel information. For at undersøge dette gentog vi undersøgelsen på cirka 1000 danske borgere. Her fandt vi, at almindelige borgere – ligesom politikere – er påvirket af deres egne holdninger, når de fortolker faktuelle informationer, omend de ikke blev mere påvirket af deres holdninger, når vi tilføjede flere informationer – men heller ikke mindre!.

Hvilke svar og spørgsmål giver vores undersøgelse så anledning til? Først og fremmest indikerer vores fund, at evidens eller faktuel information ikke spiller den store rolle, når politikere har stærke holdninger til den viden, som informationen vedrører. Tværtimod bidrager tilføjelsen af yderligere information blot til at forstærke betydningen af holdninger.

Det er dog værd at slå fast, at på trods af den fremherskende politikerlede adskiller politikeres fortolkning af information sig ikke væsentligt fra almindelige borgeres fortolkning af information. Politikere og borgeres fortolkning af faktuelle informationer følger stort set det samme mønster, hvilket blot understreger, at vi alle er underlagt de samme psykologiske mekanismer, når vi forholder os til information.  Det bør alt andet lige give stof til eftertanke.

Politikere skal vel have lov til at lave politiske fortolkninger

I samme omgang kan man spørge sig selv, om det er rimeligt, at politikere skal vurderes efter andre standarder, end vi selv til daglig er i stand til at efterkomme. På den ene side kan man sige, at politiske beslutninger, i kraft af politikernes særlige position som beslutningstagere på borgernes vegne, ofte har store konsekvenser for mange mennesker. Dette taler for, at de bør tilsidesætte deres egne holdninger, når de forholder sig til information. På den anden side, er det vel kun naturligt, at politikere har holdninger og forsvarer deres vælgeres interesser. Det er jo netop holdninger, som vi efterspørger og forlanger fra vores politikere. For der er næppe nogen, der ønsker sig et teknokrati, hvor de nyeste datarapporter alene danner grundlaget for beslutninger.

Endelig synes det nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved, hvilket formål genereringen af performance-informationer eller evidensbaseret viden tjener, når både politikere og borgere alligevel fortolker og forstår information på en måde, der er i overensstemmelse med deres egne holdninger. Hvis man sætter studiets resultater på spidsen, burde vi strengt taget droppe alle former for performancemålinger – i hvert fald når målingerne vedrører forhold, som vi har stærke holdninger til. Men vi må dog stadig forvente, at det generelt gavner både offentligheden og politiske beslutningstagere, at vi har et vist vidensgrundlag at basere vores beslutninger på.

Hvis vi ingen informationer har om de forhold, vi skal træffe beslutninger om, vil vi udelukkende være efterladt med ideologiske holdninger som afsæt. Så er mellemvejen trods alt bedre.

Om forskerne

Ovenstående studie, der er optaget i British Journal of Political Science, er udarbejdet af Martin Bækgaard, Julian Christensen, Casper M. Dahlman, Asbjørn Mathiasen og Niels B.G. Petersen.
Link til studiet kan findes her.

 
Forrige artikel Et statsligt kontor mod fake news kan gøre mere skade end gavn Et statsligt kontor mod fake news kan gøre mere skade end gavn Næste artikel Fake news 2.0: Hvad stiller vi op mod  digitalt modificerede politikere? Fake news 2.0: Hvad stiller vi op mod digitalt modificerede politikere?