Mennesket er det bedste værn mod bots og lumske algoritmer

BLOGINDLÆG: Kampen mod falske nyheder – og deres negative indvirkning på samfundsdebatten og demokratiet – handler til syvende og sidst om dig og mig, og hvordan vi reagerer på de historier og påstande, der konstant dukker op i vores feeds og kalder på vores opmærksomhed.

Om Andreas Marklund

Af Andreas Marklund
Forskningschef på Enigma – Museum for post, tele og kommunikation

En væsentlig del af problemet med falske nyheder i dag er deres lynhurtige spredning via digitale sociale medier.

Vi har vænnet os til at konsumere vores nyheder i realtid, og gennem Facebook, Twitter og lignende platforme kan nyhedslignende historier med et tvivlsomt faktuelt grundlag – rygter, misforståelser eller bevidste fordrejninger – nå ud til hundredtusindvis, ja millioner af internetbrugere uden at blive kildekritisk gransket eller sagt imod.

Og de gør det i sådan hastighed og i så overvældende mængder, at vores evne til at skelne sandt fra falsk information og fiktion fra virkelighed synes truet eller i hvert fald kraftigt bedøvet.

Altså: Vores adgang til lødig, faktabaseret journalistik kompliceres i nutiden af et voksende information overload, der synes at belønne det hurtige, følelsesorienterede og konspirationsteoretiske over det saglige og nuancerede.

Sociale bots og falske profiler

I debatten om falske nyheder henvises der ofte til de destruktive effekter af såkaldte sociale bots: En form for computerprogram, der er skjult bag falske brugerprofiler på for eksempel Twitter eller Instagram.

Det drejer sig altså om et slags automatiserede brugerprofiler, som interagerer med almindelige brugere, som om de var mennesker med en sag på hjertet.

De bruges ofte til at påvirke diskussioner og booste specifikke vinkler eller holdninger ved at sprøjte enorme mængder posts ud til brugerne af den pågældende platform.

Og det er posts, som ofte har dramatiske overskrifter og et sensationelt indhold, der bidrager til at polarisere eller i hvert fald forvirre diskussionen om aktuelle fænomener i samfundsdebatten, for eksempel om klimaændringerne, Brexit, en igangværende valgkamp eller årets influenzavaccination.

Det menneskelige element

Uden at benægte eksistensen af denne nye, computerbaserede trussel vil jeg – i denne fjerde del af min overlevelsesguide mod falske nyheder – kigge i en anden retning.

Som nævnt i føljetonens første del nægter jeg at acceptere den teknologiske determinisme – altså den i dag temmelig udbredte og hyldede forestilling om, at det er teknologierne, der styrer samfundsudviklingen.

I stedet insisterer jeg som humanistisk forsker på, at det er os, der er samfundet – og at det er os/samfundet, der styrer teknologierne, hvis vi altså ikke vælger at lade teknologierne styre os.

Derfor vælger jeg også at skubbe det menneskelige element frem som vores bedste værn mod alle disse bots og lumske algoritmer.

Kampen mod falske nyheder – og deres negative indvirkning på samfundsdebatten og demokratiet – handler til syvende og sidst om dig og mig, og hvordan vi reagerer på de historier og påstande, der konstant dukker op i vores feeds og kalder på vores opmærksomhed.

Information overload som militær strategi

For at ruste os til denne daglige kamp kan det være fornuftigt med et hurtigt tilbageblik til de krigeriske sider af nyhedsformidlingens historie.

Det er nemlig ikke første gang i historien, at information overload bliver brugt til at påvirke den offentlige mening ved at sløve den kritiske sans hos modtageren.

Faktisk har det været et tilbagevendende tema i propagandaens historie, i hvert fald i de sidste cirka 100 år.

Det nærmest symbiotiske forhold mellem krig og konflikt på denne ene side, og nyhedsformidling og propaganda på den anden kan spores tilbage til de ældste civilisationer, men som jeg tidligere har konstateret var det under Første Verdenskrig, at den moderne, brede og nyhedsbaserede krigspropaganda så dagens lys.

Allerede under den første Krimkrig i 1850’erne havde for eksempel den britiske regering bemærket, at nyhedsformidlingen kunne bruges til at påvirke den offentlige mening, ikke mindst ved hjælp af nye teknologier som fotografiet og telegrafen – af hvilke den sidste kunne bruges til at formidle noget, der blev opfattet som dugfriske opdateringer fra begivenhedernes udvikling ved fronten.

Men det var altså under Første Verdenskrig, at disse lærdomme begyndte at bruges systematisk til at fremme specifikke sager og agendaer – eller tilsvine en modstander eller ideologisk 'afviger’.

At vinde de neutrales "hjerter og sind"

Moderne propagandaministerier som det britiske Ministry of Information (1917) så dagen lys, og de store internationale nyhedsbureauer – britiske Reuters, tyske Wolff, franske Havas og fra 1917 også amerikanske AP – begyndte at bruges af respektive stormagt som direkte propagandamaskiner.

Og de arbejdede ofte meget bevidst med netop information overload for at kunne snige sine nyhedslignende propagandatelegrammer ind i avisernes udlandssektioner og successivt styre læsernes sympatier i en ønsket retning.

Kvantiteten var afgørende, især hvis man ville vinde "the hearts and minds” hos de neutrale befolkninger.

Artiklen fortsætter under billedet

Øjebliksskildring af travlheden ved KBH Hovedtelegrafstation under Første Verdenskrig. Originaltekst: “Hovedtelegrafstationen. Da der i Krigsaarene Nat og Dag arbejdedes under Højtryk.” ENIGMA.

Dette påvises blandt andet af et autoritativt amerikansk studie fra 1932 om, hvordan den udenlandske nyhedsrapportering om Første Verdenskrig påvirkede befolkningen i USA – et land, som faktisk var neutralt frem til 1917:

”Under moderne forhold tenderer neutraliteten at bortfalde til fordel for den krigsførende part, som frembringer den største mængde nyheder [min oversættelse].”

Her skal vi huske, at der var relativt få aviser i starten af det 20. århundrede, som havde egne udenrigskorrespondenter.

Så hvis man skulle publicere udenrigspolitisk eller krigsrelateret stof – og det sidstnævnte blev et must, hvis man skulle overleve som avis i 1914-1918 – var man afhængig af de store internationale nyhedsbureauer.

Det stillede store krav til periodens avisredaktører, der skulle være ekstremt påpasselige og kildekritiske i deres udvælgelse af relevant nyhedsstof fra de uafbrudte strømme af krigsrelaterede telegrammer.

Undgå at sprede uverificerede historier

Men hvorfor fortæller jeg dette i dag? Hvordan kan vi bruge disse historiske indsigter til at styrke vores modstandsdygtighed mod asociale bots og falskt nyt i det digitale rum?

Jo, here goes: I tiden omkring Første Verdenskrig forsøgte stormagterne altså at forvirre avisredaktørerne i de neutrale lande ved at sprøjte tonsvis af propagandatelegramme, der var maskeret som nyheder, ud.

Men i dag er vi jo alle sammen blevet en form for nyhedsredaktører, altså via Facebook, Twitter og andre nye medielignende platforme.

Vi er altså ikke bare nyhedskonsumenter, men også telegramredaktører eller gatekeepers i de digitale nyhedsproducenters ofte meget komplekse formidlingskæder.

Det er en vigtig samfundsmæssig position med et forpligtende samfundsmæssigt ansvar.

Jeg tror, at det kan være en god idé at tænke på det – og ikke mindst at tænke kritisk.

Dagens overlevelsestip lyder således:

Undgå at sprede uverificerede historier og konspirationsteorier – brug intellektet i stedet for følelserne som kompas på de sociale medier, og hold en tænkepause, gerne i X antal timer, inden du mener noget om noget.

Det er ekstremt let at fanges af sensationsprægede overskrifter og systemkritiske konspirationsteorier via digitale sociale medier, især hvis de er kompatible med vores egne forestillinger, fordomme eller frustrationer.

Så hvis man værner om den saglige debat – og vil undgå spredning af polariserende propaganda – er det altid en god idé at tænke en gang ekstra over indholdet i et specifikt tweet eller en post på Facebook, inden man spreder, trykker like eller kommenterer.

Forrige artikel Hvordan informationspåvirkning undergraver det liberale demokrati Hvordan informationspåvirkning undergraver det liberale demokrati
Falsk Smartbox-side lokker danskere i kreditkortfælde

Falsk Smartbox-side lokker danskere i kreditkortfælde

I et facebookopslag udlodder oplevelsesvirksomheden Smartbox angiveligt gratis biografture til heldige vindere. Men opslaget er det rene fup. Svindlere står bag facebooksiden, der udgiver sig for at være Smartbox, men intet har med virksomheden at gøre. 

Det er altså stadig tilladt at klappe på Oxford University

Det er altså stadig tilladt at klappe på Oxford University

Det britiske Oxford University forbyder de studerende at klappe for ikke at genere studerende, der bruger høreapparat eller har en angstlidelse, beretter flere medier. Men det er forkert. Det anerkendte universitet tillader fortsat klapsalver. 

Får danske svin mindre antibiotika end svin i andre lande?

Får danske svin mindre antibiotika end svin i andre lande?

Danske grise får mindre antibiotika end grise i andre europæiske lande, hævder Landbrug & Fødevarer og henviser til en opgørelse over antibiotikaforbrug på dyr i Europa. Men man kan slet ikke drage den konklusion på baggrund af opgørelsen, siger forskere.

Hjælper det at hoste under et hjerteanfald?

Hjælper det at hoste under et hjerteanfald?

Bliver du ramt af et hjerteanfald og er alene, så skal du hoste kraftigt. Det kan redde dit liv, fremgår det af et kædebrev, der i øjeblikket deles på Facebook. Men eksperter advarer mod at tage påstanden for gode varer. Det kan faktisk forværre situationen.

Nej, gin og tonic er ikke en mirakelkur mod forkølelse

Nej, gin og tonic er ikke en mirakelkur mod forkølelse

Hvis du døjer med lidt vintersnue, er det bare i gang med at drikke gin og tonic. Det påstår en populær artikel, som har tusindvis af interaktioner på Facebook. Men påstanden er noget sludder, fastslår forskere. 

Mennesket er det bedste værn mod bots og lumske algoritmer

Mennesket er det bedste værn mod bots og lumske algoritmer

BLOGINDLÆG: Kampen mod falske nyheder – og deres negative indvirkning på samfundsdebatten og demokratiet – handler til syvende og sidst om dig og mig, og hvordan vi reagerer på de historier og påstande, der konstant dukker op i vores feeds og kalder på vores opmærksomhed.

Vi søger universitetspraktikanter til faktatjek

Vi søger universitetspraktikanter til faktatjek

Mandag Morgens faktatjekmedie TjekDet søger universitetspraktikanter, der vil være en del af redaktionen i første halvår 2020, og være med til at udfordre falske nyheder og påstande i den offentlige debat.

Vaccineskeptikere vildleder om dansk HPV-forskning: “Deres studie viser det modsatte”

Vaccineskeptikere vildleder om dansk HPV-forskning: “Deres studie viser det modsatte”

En gruppe danske forskere konkluderer, HPV-vaccinen virker. Men en kritisk artikel på en vaccineskeptisk hjemmeside hævder, at studiet benytter sig af en helt forkert metode, og at studiet faktisk dokumenterer, at vaccinen slet ikke virker. Kritikken er dog helt forfejlet, og vaccinen er ret effektiv, slår både forskere og myndigheder fast. 

To glas vin om dagen holder ikke kiloene fra bagen

To glas vin om dagen holder ikke kiloene fra bagen

Drik to glas vin om dagen og tab dig. Sådan lyder slankerådet i en artikel på netmediet Dagens.dk. Ifølge netmediet skulle det endda være videnskabeligt bevist. Men to forskere, TjekDet har talt med, kan ikke genkende deres forskningsresultater i det berusende slankeråd.    

Hvordan informationspåvirkning undergraver det liberale demokrati

Hvordan informationspåvirkning undergraver det liberale demokrati

BLOGINDLÆG: Debatten om, hvordan man skal håndtere informationspåvirkning, der undergraver og udnytter demokratiske processer, har kørt i over tre år nu. Men i forsøget på at værne om vores offentlige debat og demokratiet er det vigtigt at forstå, hvad der undergraves og hvordan.

Nej, Smartbox udlover ikke gratis biografbilletter

Nej, Smartbox udlover ikke gratis biografbilletter

Danske virksomheder har i den seneste tid oplevet et bombardement af falske konkurrencer. Denne gang er det endnu en biografkonkurrence, som tilsyneladende udloves af Smartbox på Facebook. Men ingen gratis popcorn denne gang; opslaget er løgn og latin.