Nej, Dennis Knudsen har ikke tabt 12 kilo på 4 uger med nyt slankeprodukt

Kendisstylisten Dennis Knudsen har tabt intet mindre end 12 kilo på fire uger med slankepillen Garcinia Cambogia, fremgår det af en artikel. Men det er ren svindel, der skal lokke godtroende folk til at købe produktet. 

Hvis du vil tabe dig adskillige kilo på få uger uden at lægge vejen forbi fitnesscenteret, er det faktisk ret nemt. Det kan en ny slankepille, der tilmed er gratis, nemlig sørge for, præcis som den gjorde for kendisstylisten Dennis Knudsen.  

Det fremgår af en artikel på siden Dine Kur Nyheder, hvor der står, at kendisstylisten tabte imponerende 12 kilo på fire uger helt uden at dyrke motion. 

“Jeg har hang til en lidt for festlig livsstil. På et tidspunkts galoperede kolesteroltallet og blodtrykket var pænt over grænsen. Med slankepillerne faldt tallene simpelthen i takt med kiloene raslede. Jeg er ovenud lykkelig,” er Dennis Knudsen citeret for at sige i artiklen. 

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det såmænd også.  

Citatet er stjålet og redigeret i fri hånd fra en artikel i Ekstra Bladets papiravis den 5. januar 2018. Ekstra Bladets artikel nævner slet ikke slankepillen, som heller ikke Dennis Knudsen kender noget som helst til. 

“Det er fup. Jeg kender ikke til pillen og har aldrig brugt den,” oplyser han i en mail til TjekDet.

Artiklen fortsætter under billedet

Den falske artikel

Ifølge artiklen på Dine Kur Nyheder er den nye slankepille blevet omtalt mere og mere af læger og forskere de seneste par år. Angiveligt er det bevist, at den kan reducere stress, give forøget energi og medføre et vægttab på 25 kilo på få uger. 

En af de forskere, der står på mål for den udlægning, er Tina Pedersen, som er professor på Aalborg Universitet. 

“Produktet støtter ikke blot et sundt immunsystem og vægttab, med medvirker også til en forbedring af din generelle sundhed,” udtaler hun i artiklen, der også bærer præg af dårligt sprog og simple tastefejl. 

Problemet er bare, at der slet ikke findes en Tina Pedersen, som er professor på Aalborg Universitet. Der arbejder en Tina Ehlers Pedersen, men hun er ikke professor og oplyser desuden til TjekDet, at hun aldrig har hørt om Garcinia Cambogia eller medvirket i en artikel om det. 

Flere fortilfælde 

Det er langt fra første gang, at en offentligt kendt person bliver misbrugt til at markedsføre Garcinia Cambogia.  

I flere tilfælde har svindlere brugt ‘cremekongen’ Ole Henriksens navn til at promovere slankepillen, og også her er det fupartikler, der er midlet.  

Fælles for artiklerne med Ole Henriksen og Dennis Knudsen er, at de alle er udstyret med et link, som henviser til en side, hvor man helt gratis kan anskaffe sig Garcinia Cambogia. 

Man skal blot registrere sit kort og betale 68 kroner i forsendelse og ekspeditionsgebyr, men så får man til gengæld også slankepillerne til en værdi af 560 kroner tilsendt.

Og som om det ikke skulle være nok, tilføjer forhandleren automatisk en gratis prøve på et detox-produkt til en værdi af 599 kroner – altså løber den samlede værdi for de to produkter op i hele 1159 kroner. 

Men i tidligere tilfælde er produktet aldrig kommet frem, fortæller Bjørn Richelsen, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.  

Hans navn blev misbrugt i en af fupartiklerne, hvor Ole Henriksen stod for skud. 

“Jeg er tidligere blevet ringet op med klager fra mænd, hvis koner er hoppet i fælden. De har bestilt produktet, som så aldrig er kommet,” har Bjørn Richelsen tidligere sagt til TjekDet.

Artiklen fortsætter under billedet

Forhandlersiden for Garcinia Cambogia

Regningen kan blive langt større 

Men balladen stopper ikke her. Det er nemlig langt fra sikkert, at man slipper med at betale 68 kroner for ingenting, hvis man hopper i fælden. 

Ved et lignende svindelnummer med bloggeren Mascha Vang, kunne man i det med småt – købsbetingelserne – læse, at der ved køb af produktet ville blive trukket yderligere 148 euro – svarende til mere end 1100 danske kroner – fra ens bankkonto, hvis ikke man inden 14 dage efter købet oplyste, at man var utilfreds med produktet. 

Det står ikke på forhandlersiden for Garcinia Cambogia, men læser man købsbetingelserne, er der stadig flere ting, som får alarmklokkerne til at ringe.   

Helt modsat ordlyden i artiklen på Dine Kur Nyheder, hvor slankepillen angiveligt kan reducere stress, give forøget energi og medføre et vægttab på 25 kilo på få uger, står der på forhandlersiden, at produktet ikke er “beregnet til at diagnosticere, behandle, helbrede eller forebygge nogen sygdom.” 

Yderligere angives i købsbetingelserne, at “dette produkt er beregnet til brug i kombination med en sund kost og regelmæssig motion”, selv om Dennis Knudsen ifølge artiklen på Dine Kur Nyheder tabte 12 kilo på fire uger helt uden at dyrke motion. 

Er du allerede faldet i en af fælderne og har oplyst dine kreditkortoplysninger, bør du kontakte din bank. 

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

Forrige artikel Bitcoin-bondefangere misbruger Karsten Ree i svindelnummer Bitcoin-bondefangere misbruger Karsten Ree i svindelnummer Næste artikel Svindel: Nej, Jes Dorph benytter (stadig) ikke bitcoin-fidus Svindel: Nej, Jes Dorph benytter (stadig) ikke bitcoin-fidus
Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Adskillige virksomheder får deres navn misbrugt af svindlere, der gennem falske konkurrencer og tilbud forsøger at udnytte underholdningsbranchens genåbning efter coronanedlukningen. Legoland i Billund er seneste offer for fupmagernes forsøg på at snyde godtroende danskere.

Pensionist blev ikke fyret på grund af upassende joke om kunde

Pensionist blev ikke fyret på grund af upassende joke om kunde

En spøjs artikel om en ældre mand, der angiveligt har fået en fyreseddel fra den amerikanske supermarkedskæde Walmart blot to timer, efter han var ansat, spreder sig på sociale medier. Han fyrede angiveligt en grov joke af om en kunde, men historien er med al sandsynlighed ren fiktion. 

Fupmagere jagter kreditkortoplysninger i falsk Disney-konkurrence

Fupmagere jagter kreditkortoplysninger i falsk Disney-konkurrence

I en facebookkonkurrence, som filmgiganten Disney tilsyneladende står bag, udloves 200 gratis konti til den kommende streamingtjeneste Disney+. Men opslaget er det rene fup, der intet har med Disney at gøre, og svindlerne bag er blot ude efter godtroende danskeres penge.

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden

Rejsebegrænsningerne mellem Danmark og Sverige debatteres heftigt for tiden, og adskillige både danske og svenske politikere påstår, at smittetrykket for covid-19 er lavere i Skåne end i Region Hovedstaden. Men det er der ikke noget, der tyder på, vurderer flere forskere. 

Biograf-fupkonkurrencer hærger igen på nettet

Biograf-fupkonkurrencer hærger igen på nettet

De danske biografer har nu fået lov til at slå dørene op. Og det fejrer de åbenbart på livet løs med konkurrencer om gratis billetter eller næste uhørte rabatter. Men selv om biografgængerne måske nok synes, der er noget at fejre, så er der en god grund til at se sig for.