Nej, en buttet kvinde får dig ikke til at leve længere

Er du mand, og har du en kvindelig og buttet kæreste, kan du se frem til et både langt og lykkeligt liv, viser ny forskning ifølge netmediet Dagens.dk. Men forskningen eksisterer ikke, og sammenhængen er alt for forsimplet. 

Foto: Paulo Whitaker/Reuters/Ritzau Scanpix
Rasmus Kerrn-JespersenDaniel Greneaa Hansen

Fakta

Mænd der har en kvindelig og buttet kæreste er gladere og lever længere.

Kilde: Dagens.dk

 

Artiklen hævder, at mænd, der har en buttet kvindelig kæreste, er gladere og lever længere. Men konklusionen bygger på et forskningstudie, som ikke er til at opdrive. Og de navngivne forskere i artiklen ser ud til at være opdigtet til lejligheden. 

De forskere, som TjekDet har talt med, kalder desuden sammenkoblingen mellem en buttet kæreste og et længere liv for "en helt håbløs tanke".

De seneste dage har et overraskende budskab floreret flittigt blandt danske facebookbrugere. Det viser sig nemlig, at ny forskning har fundet frem til, at “Mænd, der er kærester med buttede kvinder, er gladere og lever længere”. Det skriver netmediet Dagens.dk i hvert fald i en artikel. Artiklen er oprindeligt publiceret i 2017, men i starten af november i år delte netmediet den igen på Facebook og næsten 9.000 har reageret på opslaget.

I artiklen slår netmediet fast, at buttede kvinder fører til glade mænd:

“Forskere fastslår nu, at mænd, der finder sammen med buttede kvinder, er ti gange lykkeligere end andre mænd.”

Og den øgede lykke fører så til flere år at leve i, fortsætter artiklen.

“Da adskillige undersøgelser tidligere har vist, at lykkeligere mennesker også lever længere, så kan kvinders ekstra kilo indirekte være med til at forlænge deres mænds levealder.”

Når netmediet flere gange henviser til “ny forskning”, “forskere” og “adskillige undersøgelser” bliver sammenhængende præsenteret som veldokumenterede.

Det er de bare ikke. For selvom der ganske rigtig findes en sammenhæng mellem god mental sundhed og den forventede levetid, kan man ikke pege på en enkelt faktor og tilskrive den en så klar effekt.

"Virkeligheden er meget mere kompleks. Oftest kan man ikke bare plukke en enkelt faktor ud og sige, at man så lever meget længere. Som regel spiller flere faktorer sammen," siger Anne Illemann Christensen, der er forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed.

En “helt håbløs” tanke

At påstanden om, at en buttet kvinde skulle gøre mænds liv længere og lykkeligere er for langt ude, er Vibeke Koushede helt enig i. Hun er professor MSO i mental sundhedsfremme på Statens Institut for Folkesundhed.

“Vores mentale sundhed er meget kompleks. Det handler både om vores sociale omstændigheder, livsvilkår, hvordan du håndterer udfordringer, opvækstvilkår og så videre. Der er mange faktorer, der har betydning for vores mentale sundhed. Så tanken om, at du bliver gladere, hvis du bare finder en buttet pige, og dermed lever længere, er helt håbløs,” siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet

Vibeke Koushede er professor MSO i mental sundhedsfremme på Statens Institut for Folkesundhed.

Og selv hvis det virker som om, mænd med buttede kærester er lykkeligere, kan man ikke være sikker på, at netop kæresten er årsagen - der kan være et utal af forklaringer.

“Tit kan man jo se en sammenhæng mellem to ting, som ikke nødvendigvis er en årsagssammenhæng. Det svarer til, man siger, at folk, der går rundt med en lighter i lommen, hyppigere får lungekræft. Den sammenhæng er der måske, men det er jo ikke lighteren i lommen der gør udfaldet, det er den underliggende faktor, at de ryger, der gør forskellen,” siger hun.

Mens det altså er alt for forsimplet at påstå, at en buttet kæreste kan få mænd til at leve længere, gemmer påstanden faktisk på en smule sandhed.

Den mentale sundhed – altså det at være glad og lykkelig – har nemlig en positiv betydning.

"Folk, der er mentalt sunde, lever længere. Det påvirker ens levetid positivt," siger Anne Illemann Christensen.

"Hvis man har gode venner og et stærkt socialt netværk og samtidig lader være med at ryge, kun drikker moderate mængder alkohol og motionerer, så lever man i gennemsnit længere," siger hun.

Hun kender dog ikke umiddelbart til noget forskning, data eller bare indicier, der skulle bakke op om en sammenhæng mellem at have en buttet kæreste og en forventning om at leve længere.

Artiklen fortsætter under billedet

Anne Illemann Christensen er forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed. Hun kender ikke til forskning, der viser, at mænd med buttede kærester eller koner lever længere.

Forskerne findes nok slet ikke

Den banebrydende forskning skulle ifølge Dagens.dk være udført af “en række argentinske forskere fra Universidad Nacional de Misiones i byen Posadas i Argentina”.

Artiklen nævner ikke forskerne ved navn og linker heller ikke til de konkrete forskningsresultater. Men i engelske hjemmesiders udgaver af samme historie, kan vi finde frem til navnene på de forskere, der angiveligt skulle have kortlagt sammenhængen mellem buttede kærester og et langt og lykkeligt liv.

Heraf fremgår det, at det er Dr. Filemón Alvarado og Dr. Edgardo Morales fra Det Psykologiske Fakultet på Universidad Nacional de Misiones, der står bag.

Der er imidlertid tre problemer med den oplysning.

For det første er det eneste, der dukker op, når man søger på de to forskeres navne, artikler på adskillige engelsk- og spansksprogede hjemmesider med budskabet om, at mænd lever længere og lykkeligere af at være sammen med buttede kvinder. De to forskere har tilsyneladende ikke bedrevet anden forskning, der har givet anledning til at blive omtalt eller gjort tilgængelig på nettet. 

For det andet har de to “forskere” tilsyneladende ikke publiceret nogen videnskabelige artikler. En søgning i Google Scholar, der er et søgeværktøj til at finde videnskabelig litteratur, giver ingen brugbare resultater.

Og for det tredje lader der ikke til at være noget psykologisk fakultet på Universidad Nacional de Misiones – hvor de to såkaldte forskere ellers skulle være ansat.

Der er dog en interessant detalje. Flere af de udenlandske medier, der har omtalt studiet, henviser nemlig til, at forskerne skulle være fra et mexicansk universitet, nemlig National Autonomous University of Mexico. Forvirringen skyldes sandsynligvis, at begge universiteter anvender samme forkortelse, nemlig UNAM.

TjekDet har rakt ud til begge universiteter for at spørge, om de kender til de to nævnte forskere eller til den forskning, som bliver fremhævet adskillige steder på nettet. National Autonomous University of Mexico afviser, at de to ‘forskere’ skulle være tilknyttet. Universidad Nacional de Misiones er ikke vendt tilbage med svar på vores henvendelse.

Vi ville gerne have spurgt Dagens.dk, hvorfor de skriver om en sammenhæng mellem det at have en buttet kæreste og leve et langt og lykkeligt liv og samtidig give et indtryk af, at det hele er veldokumenteret, når det langtfra er tilfældet. De er dog ikke vendt tilbage med svar på vores spørgsmål.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu