To glas vin om dagen holder ikke kiloene fra bagen

Drik to glas vin om dagen og tab dig. Sådan lyder slankerådet i en artikel på netmediet Dagens.dk. Ifølge netmediet skulle det endda være videnskabeligt bevist. Men to forskere, TjekDet har talt med, kan ikke genkende deres forskningsresultater i det berusende slankeråd.    

Det samme medie gentager i to artikler et berusende slankeråd. Sidste år med henvisning til et canadisk studie. I år med henvisning til to andre studier. Men mediet fortolket alle tre studier helt forkert.
Det samme medie gentager i to artikler et berusende slankeråd. Sidste år med henvisning til et canadisk studie. I år med henvisning til to andre studier. Men mediet fortolket alle tre studier helt forkert.Foto: Steve Buissinne/Pixabay
Nikolaj Rodkjær Kristensen

Fakta

Man kan tabe sig ved at drikke to glas vin om aftenen.

Kilde: Artikel på Dagens.dk

Ingen af de to studier, som artiklen lægger til grund for påstanden, undersøger om indtag af vin forårsager vægttab. Det ene studie ser på stoffet resveratrols - en antioxidant, der findes i druer og andre frugter - effekt på vægtøgning hos mus. Studiets resultater kan ikke overføres til hverken vin eller mennesker. Det andet studie fulgte næsten 20.000 amerikanske kvinders vægt og alkoholindtag – ikke kun af vin - over en periode på knap 13 år. Da det er et observationsstudie, kan det ikke bruges til at konkludere en årsagssammenhæng mellem vin og vægttab.

”Der er godt nyt til alle dem, som foretrækker at drikke et glas vin om aftenen i stedet for at gå i fitnesscenteret. Man kan tabe sig ved at drikke to glas vin om aftenen.”

Sådan kunne man den 28. september læse på internetmediet Dagens.dk i en artikel, der også blev slået op på mediets facebookside. Her er artiklen blevet kommenteret, delt og reageret på knap 2.500 gange.

Og den ”perfekte slankekur” er tilsyneladende hverken for tør eller sød for de danske facebookbrugere – den falder lige i deres smag.

”Det er da et råd jeg kan bruge til noget,” skriver en bruger i kommentarfeltet under opslaget af artiklen.

”Så kan du godt finde rødvinen frem Thomas,” skriver en anden.

Men der er grund til at komme malurt i vinbægeret. Den forskning, der lægges til grund for det berusende slankeråd, dokumenterer nemlig slet ikke, at man kan drikke sig til en slank figur.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den "perfekte slankekur" er på Facebook kommenteret, delt og reageret på knap 2.500 gange.

Kan ikke overføres til mennesker

Artiklen fra Dagens.dk peger på to undersøgelser, som tilsammen skulle dokumentere slankeeffekterne ved at drikke rødvin. Den ene undersøgelse er fra Washington State University, den anden er fra Harvard Medical School.

Men ingen af studierne viser, at man kan tabe sig ved at drikke vin.

”Vi har ikke undersøgt, hvordan vin indvirker på vægttab,” lyder det fra Min Du, der er professor på afdelingen for veterinær og biomedicinsk forskning ved Washington State University og hovedforfatter til studiet fra samme universitet.

”Vi undersøgte, at resveratrol – en polyfenol (antioxidant, red.), der findes i vin, druer og andre frugter – kan reducere vægtøgning hos mus, der fodres med en meget fedtholdig kost,” forklarer han i en mail til TjekDet.

Studiet handler altså slet ikke om vægttab, men om vægtøgning. Desuden er undersøgelsen kun foretaget på mus.

På trods af at de kropslige mekanismer, der regulerer fedme og vægtøgning i mus, minder meget om dem, man ser i mennesker, kan man ikke overføre resultater på mus til mennesker, fastslår Min Du i mailen.

Artiklen fortsætter under billedet. 

De kropslige mekanismer, der regulerer fedme og vægtøgning i mus, minder meget om dem, man ser i mennesker. Men resultater fra forsøg på mus kan ikke overføres til mennesker, fastslår Min Du, professor på afdelingen for veterinær og biomedicinsk forskning ved Washington State University. (Foto: Tibor Janosi Mozes/Pixabay)

Og selv hvis effekterne skulle vise sig at være de samme for mennesker, er det meget tvivlsomt, at den vil finde sted, når man drikker vin.

”Kalorieindtaget ved indtagelse af vin udligner formentlig de effekter, som resveratrol og andre polyfenoler i vinen har på vægtøgning,” skriver professoren.

I en pressemeddelelse, der blev udgivet i forbindelse med studiets offentliggørelse, påpegede han desuden, at mange af de gavnlige polyfenoler i druer vil blive filtreret fra under vinproduktioner.

Forårsager ikke vedligehold af vægt

Det andet studie, Dagens.dk baserer deres artikel på, er fra Harvard Medical School, der fulgte næsten 20.000 midaldrende, amerikanske kvinders vægt og alkoholindtag – ikke kun af vin - over en periode på knap 13 år.

Kvinderne var i udgangspunktet normalvægtige og uden hjerte-kar-sygdomme, cancer og diabetes.

”Vi fandt, at kvinder, der drak 2 eller flere genstande om dagen (af enhver form for alkohol), havde cirka 70 procent lavere sandsynlighed for at blive fede (BMI over 30) sammenlignet med kvinder, der ikke drak alkohol,” skriver Howard D. Sesso, der er lektor i medicin ved Harvard Medical School og medforfatter til studiet, i en mail til TjekDet.

Men heller ikke det er altså belæg for, at man kan tabe sig ved at drikke vin, understreger Howard D. Sesso.

”Vi fandt et sammenfald, ikke en årsagssammenhæng. Det var et observationsstudie, ikke et randomiseret, klinisk forsøg, vi foretog. Men indtag af vin – som del af en sund kost og livsstil – er sammenfaldende med længerevarende vedligehold af vægt,” skriver han.

Artiklen fortsætter under billedet

Howard D. Sesso, der er lektor i medicin ved Harvard Medical School, er medforfatter på det ene studie, som mediet Dagens.dk henviser til. (Foto: Harvard Medical School)

Kan ikke erstatte motion

De to studier giver altså ikke forklaring på en slankende vinkur, sådan som artiklen fra Dagens.dk ellers lover.

Dermed kan forskningen heller ikke ses som "godt nyt til dem, som foretrækker et glas vin om aftenen i stedet for at gå i fitnesscenteret". Adspurgt, om deres studier indikerer, at man kan udskifte motion med at drikke vin, er svarene fra de to forskere klare:

”Selvfølgelig ikke. Motion er en af de mest effektive måder at tabe sig på,” lyder det fra Min Du fra Washington State University.

”Nej, det undersøgte vi ikke, og jeg er helt uenig i det,” skriver Howard D. Sesso fra Harvard Medical School.

Sidste år skrev Dagens.dk som et af flere netmedier en lignende nyhed om, at et glas rødvin er ligeså godt for kroppen som en times motion. Dengang var det et canadisk studie, der angiveligt skulle være nået frem til den konklusion. Men heller ikke dengang var der noget om snakken, viste TjekDets faktatjek.  

TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Dagens.dk, men ikke besvaret vores henvendelse.

Fakta

OPDATERING 2. DECEMBER 2019: Dagens.dk har nu rettet overskrift og indledning i deres artikel.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu