Har Obama udvalgt landene til Trumps indrejseforbud?

Ifølge flere medier har Obama gjort det muligt for Trump at forbyde borgere fra syv muslimske lande indrejse i USA, fordi listen er blevet udfærdiget under Obamas præsidentembede. Men er det rigtigt, at Obama har en del af ansvaret?

 


Da den amerikanske præsident Donald Trump 27. januar udstedte et dekret, som bl.a. forbyder statsborgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen at rejse ind i USA de næste 90 dage, affødte det stor kritik fra både ind- og udland. Kritikken er i især gået på, at forbuddet gælder lande, der er overvejende muslimske - og derfor diskriminerer. Bl.a. den danske udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har på de sociale medier kritiseret indrejseforbuddet.


Indrejseforbuddets formål er ifølge præsidenten at forhindre "radikale islamistiske terroristers" adgang til USA, og de syv lande på listen er udvalgt, fordi de "giver grund til bekymring". Men bl.a. Saudi Arabien er ikke på listen, selvom størstedelen af de terrorister, der udførte angrebet 11. september 2001 var fra Saudi Arabien.

Så hvad ligger til grund for udvælgelsen af de syv lande?

Angiveligt er det en lov vedtaget af tidligere præsident Obama i 2015, der har gjort indrejseforbuddet mod de syv lande muligt. Men er det virkelig rigtigt, at Obama har udpeget de syv lande?

Det har det amerikanske faktatjeksite Snopes.com set nærmere på. Og ifølge Snopes er der både elementer af sandt og falsk i det udsagn.

De syv lande, der er ramt af præsident Trumps indrejseforbud er ikke nævnt ved navn, men i stedet refereret til som "lande eller områder, der giver anledning til bekymring". Disse lande blev første gang nævnt i en lov om stramning af visumreglerne (Visa Waiver Program Improvement and Terrorist Travel Prevention Act), som Obama fik vedtaget i 2015. Listen blev udvidet til de syv lande i februar 2016 af Ministeriet for National Sikkerhed (Department of Homeland Security).

Loven fra 2015 er en del af en større lovpakke, der blev vedtaget i 2016, og indeholder ikke noget indrejseforbud. I stedet er loven en stramning af de gældende visumregler, der betyder, at personer med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det ene er i enten Irak, Syrien, Iran eller Sudan, har mistet muligheden for at søge turist- eller arbejdsvisum i USA i op til 90 dage. Personer med statsborgerskab i de pågældende lande har dog ikke som følge af Obamas stramning i 2015 mistet muligheden for at søge visum til USA, men har i stedet skulle møde op til samtaler ved de amerikanske konsulater for at søge om visum.

Sandt er det altså, at listen over lande, som præsident Trump har forbudt adgang til USA, stemmer overens med de lande, der blev ramt af Obamas stramninger for visumregler i 2015. Men det holder på den anden side heller ikke helt at sige, at Obamas lovgivning har muliggjort Trumps indrejseforbud.

Du kan læse hele Snopes faktatjek her.

 

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu