Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen gør regning uden vært, når de helt synkront lover, at der skal være råd til den nye, dyre sygehusmedicin, som ifølge hospitalsdirektører og sundhedsøkonomer truer med at slå hul på de offentlige sundhedsbudgetter.

Frem mod 2020 vil udgifterne til sygehusmedicin stige med 17 milliarder kr., anslår Danske Regioner. Og selv om det lykkes regionerne at forhandle sig frem til rabatter hos medicinalfirmaerne, har hverken Thorning eller Løkke penge til at indfri løfterne og må derfor sende regningen videre til nogle andre.

Men i en valgkamp er det selvfølgelig også nemmere at udstikke løfter end at tage fat på den svære diskussion om finansiering og prioriteringer.

Eksemplet med den dyre medicin er blot én af 10 ømfindtlige problemstillinger, som politikerne har sendt til hjørne i løbet af valgkampen, men som vil dukke op i den kommende valgperiode.  

Nogle udfordringer kommer til at berøre store vælgergrupper, som politikerne ikke vil gøre vrede. Nogle kommer til at kræve svære prioriteringer. Andre handler om emner, hvor der ikke findes et hurtigt svar. Og Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen ser langt hen ad vejen ud til at være enige om, hvad de ikke behøver at snakke om.

Et andet eksempel er beskatningen af boliger, der bygger på lige dele ideologi og vilkårlighed. En kombination, der oven i købet koster staten et årligt milliardbeløb. Mens de to toppolitikere vender opmærksomheden væk, stiger boligpriserne lige nu i et tempo, der kun kan sammenlignes med perioden op til krisens udbrud. I den kommende valgperiode skal de tage stilling til den langsigtede indretning af både den ideologiske ejendomsværdiskat og den vilkårlige grundskyld. Det er en debat, de ikke indvir vælgerne i.

I andre tilfælde kommer debatten ikke rigtig i gang, fordi den ene af de to lukker øjnene for en vigtig, men svær problemstilling. Lars Løkke Rasmussen tøver f.eks. med at være konkret på, hvem der skal styre sygehusene fremover, selv om de tre andre blå partier uden tøven og uden den store dokumentation for behovet, vil lukke regionerne og dermed lade staten styre sygehusene.

Omvendt lader Helle Thorning-Schmidt, som om der ikke er behov for at diskutere brugerbetaling, selvom danskerne allerede nu betaler 45 milliarder kroner om året i brugerbetaling, og selvom ingen kan forstå, hvorfor der er brugerbetaling for at gå til tandlægen og ikke for at gå til lægen.

Valgkampe er paradoksernes tid. Mandag Morgen har identificeret 10 ømfindtlige problemstillinger, som politikerne kommer til at tage stilling til efter valget, hvad end de under valgkampen beslutter sig for at indvi vælgerne i deres overvejelser eller ej.

1. Dyr medicin tager alle Helles sundhedsmilliarder

Trods markante prisstigninger på ny, dyr medicin, lover Helle Thorning-Schmidt behandling til alle. Socialdemokraternes formand har bare ikke pengene. Venstres Lars Løkke endnu mindre.

Helle Thorning-Schmidt lover højlydt, at hun har pengene til at betale regningen for den nye, dyre sygehusmedicin. Men det er tvivlsomt, om det passer.

Over de næste fem år vil Socialdemokraterne afsætte i alt 39 ekstra milliarder kroner til mere velfærd. I store annoncer lover Socialdemokraternes formand ”God og gratis sundhed til alle”. Derfor øremærker Socialdemokraterne 15 af de 39 milliarder kroner til bedre sundhed og bedre behandling og pleje af ældre.

På hele tre områder skal der ske et løft, lyder løftet.

Flere skal overleve kræft, ældre og kronisk syge skal have bedre behandling og pleje, og som det sidste og dyreste så skal der være råd til at bruge de nyeste lægemidler og behandlinger.

Men det er der bare ikke.

Fortsætter udviklingen som nu, vil sygehusene hvert eneste år bruge mindst 10 pct. ekstra om året på den nye medicin. Sådan lyder vurderingen fra Danske Regioner, der har ansvaret for sygehusenes drift. Lægger vi de årlige stigninger i medicinudgifterne sammen på samme måde som regeringen gør det i sit regnestykke for sine 39 milliarder, bliver de årlige ekstraudgifter alt i alt til en samlet ekstra udgift over de kommende fem år på helt op mod 17 milliarder kroner.

Derfor tegner der sig heller ikke et klart billede af, hvordan sygehusene skal styres, hvor stor magt den siddende sundhedsminister skal have, hvorvidt lokalpolitikere bliver kørt ud på et sidespor, og hvem der skal have ansvaret for praktiserende læger, tandlæger og sundhedsvæsenets andre private aktører. Partierne har heller ikke dokumenteret, at staten vil være bedre til at styre sygehusene end regionerne.

De fem regioner har stik imod mange spådomme leveret varen langt hen ad vejen. De har øget produktiviteten på sygehusene, skåret ventelisterne ned, skabt tilfredse patienter og er i fuld gang med at bygge nye supersygehuse for over 40 milliarder kroner. Se figur 2.

Derfor er det også svært at opdrive en ekspert i Danmark, der direkte anbefaler en statslig model.

”If it ain’t broke, don’t fix it,” som afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, professor Jes Søgaard udtrykker det.

Vinder Thorning valget, vil regionerne overleve. Men hun vil fortsat have en række udfordringer med at rette op på de enorme forskelle, der er på resultaterne mellem de enkelte sygehuse og mellem de enkelte regioner inden for en række behandlingsområder som hjerter og kræft.

Hvordan Thorning vil sikre, at alle får den behandling, de har behov for, uanset om de bor i Holstebro, Hobro eller Holte, har valgkampen indtil nu heller ikke givet svar på.

3.  Borgmestre tøver med at bruge milliarder

Kommunerne har brugt 18 milliarder kroner mindre på velfærd, end de havde lov til, svarende til 1,9 pct. årligt.  Det står i skærende kontrast til Thornings 0,6 pct. vækst og Løkkes udgiftsstop.

De politiske partier står i kø for at love bedre velfærd. Thorning forsøger at give indtryk af, at der er en verden til forskel på hendes 39 akkumulerede milliarder kroner og Løkkes nulvækst.

Men stort set ingen taler om at få bugt med det milliardstore underforbrug i kommunerne de senere år. Borgmestrene har nemlig trykket langt hårdere på den økonomiske bremse, end de behøvede, fordi de har frygtet at blive ramt af hårde sanktioner, hvis de overskred budgetterne.

Men mod slutningen af næste valgperiode indfinder utrygheden sig nu alligevel, fordi boligejerne ikke ved, hvad de skal regne med efter 2020. Derfor bliver en af de store beslutninger i den kommende valgperiode at tage stilling til, hvordan boligskatterne skal indrettes efter 2020.

Danmark et af de lande, der beskatter boliger højest, så det handler om milliarder af kroner, når politikerne skal diskutere emnet. Se figur 4.

Og der er virkelig noget at tage fat på, for beskatningen af boligerne bygger på lige dele ideologi og hovedløs vilkårlighed. En del af boligskatterne – ejendomsværdibeskatningen – har politikerne af ideologiske og politiske grunde låst fast i kroner og øre til niveauet fra 2001-vurderingen plus 5 pct. Det har ind til nu været en dyr forretning. Siden 2002, skønnes det at have kostet staten over 80 milliarder kroner, viser beregninger fra Finansministeriet. Tabet vokser år efter år. I dag er skatterabatten oppe på knap 10 milliarder kroner. Det er nok til at bygge mere end 30 topmoderne skoler eller to nye supersygehuse.

Den anden del af boligskatterne – grundskylden – kan stige med max. 7 pct. om året. Her er beregningsgrundlaget dog så usikkert, at borgere med identiske boliger i nogle tilfælde betaler vidt forskellige beløb i grundskyld. Det er hverken lighed for loven eller langtidsholdbart. Skat regner med at fremlægge et nyt beregningsgrundlag i 2018.

Den ene del af boligskatterne giver med andre ord maksimal sikkerhed for boligejerne, mens den anden del omvendt bygger på et meget usikkert grundlag.

Samlet set er beskatningen af boligerne derfor noget rod.

Dertil kommer, at landets topøkonomer allerede nu kaster nervøse blik på udviklingen i boligpriserne.

Det Systemiske Risikoråd, der er sat i verden for at overvåge prisudviklingen på bl.a. boligmarkedet, frygter ligefrem, at der opbygges en ny boligboble af den slags, der fik finanskrisen til at ramme Danmark hårdere end en række andre lande.

I slutningen af maj kaldte også vismændene i Det Økonomiske Råd bekymringen for ”velbegrundet”.

Vismændene opfordrer politikerne til at gøre op med idelogi og den politiske beslutning fra 2002 og fremover beregne ejendomsværdiskatten som en procentdel af boligens pris. Erfaringerne fra forløbet op til finanskrisen viser, at det vil tage toppen af boligprisstigningerne. Både Socialdemokrater og Venstre afviser opfordringen, mens De Radikale er klar til et opgør. Og i valgkampen er De Konservative og Liberal Alliance bannerførere for en reform af grundskylden.

Der er tydeligvis behov for at gentænke de to forskellige beskatninger af boligerne: Den ideologiske og den vilkårlige. Lidt mindre ideologi og en del mindre vilkårlighed kunne være en løsning. En sammentænkning kunne være vejen frem for Danmarks næste regering.

5. Forebyggelse: Reparer, før skaden er sket

En offensiv forebyggelsespolitik på social- og sundhedsområdet kan udløse milliardgevinst og minimere et enormt menneskeligt ressourcespild.

Advarselslamperne blinker. Flere hundredetusinde danskere i den erhvervsaktive alder er på dagpenge, førtidspension eller anden offentlig forsørgelse. Antallet af folk med kroniske lidelser vokser markant. Og det stigende antal ældre vil de næste mange år lægge større og større beslag på de offentlige pengekasser.

Valgkampen har afdækket, at politikerens bud på at løse disse udfordringer typisk er at sende flere penge eller at skrue på ydelserne for at øge de økonomiske incitamenter til at arbejde.

Men spørger man de folk ude ved velfærdssamfundets frontlinje, der hver eneste dag har udfordringerne helt inde på livet, ligger løsningerne et helt andet sted. De placerer forebyggelse på social- og sundhedsområdet på deres top-5-liste over temaer, som den kommende regering og Folketinget bør prioritere højest.

Det viste Mandag Morgens store undersøgelse blandt 900 af landets velfærdsledere i sidste uge. Til sammenligning opnår flere af de store og klassiske velfærdsopgaver som bedre behandling på sygehuse og bedre ældrepleje kun middelmådige placeringer på velfærdsledernes rangliste.

De lægger dermed op til at nytænke den danske velfærdsmodel. En model, hvor man går fra behandlingssamfund med mange dyre og kortsigtede lappeløsninger til at investere i et forebyggelsessamfund med mere bæredygtige løsninger. Det kan på sigt spare samfundet for store omkostninger og minimere det enorme menneskelige og økonomiske ressourcespild.

Alene prisen for, at næsten hvert 10. barn kommer til at leve et liv på kanten af samfundet på grund af f.eks. psykiske lidelser, anbringelse uden for hjemmet eller misbrugsproblemer, løber op i 72 milliarder kroner for hver eneste ungdomsårgang, der fødes i Danmark.

En offensiv forebyggelsespolitik vil indebære, at der skal krydses faggrænser, økonomiske barrierer skal brydes ned, og der skal større fokus på sociale indsatser med dokumenteret effekt. Politikerne bliver nødt til at tage den store værktøjskasse frem, som indeholder lovregulering, skatter og afgifter, screening og øget forskning for at sikre, at færre ender på samfundets sidelinje eller under kniven på sygehuset.

Det lyder måske ikke som det letteste budskab at sælge i en valgkamp. Men flere undersøgelser har vist, at danskerne gerne vil prioritere forebyggelse. De er åbne over for at tage større ansvar både for sig selv og for andre. Derfor har politikerne en unik mulighed for at gøre forebyggelse til en positiv dagsorden med fokus på livskvalitet, det sunde liv og en investering i Danmarks fremtid.

6. Sæt pensionsalderen op

Til efteråret skal Folketinget tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves til 68 år. ”Selvfølgelig,” siger blå og røde toppolitikere, men først fra 2030. Topøkonomer anbefaler derimod, at pensionsalderen allerede sættes op fra 2025.

Danskerne lever længere, end politikerne har forudset. Derfor skal de allerede til efteråret tage stilling til et politisk ømtåleligt spørgsmål, som ingen rigtig for alvor har lyst til at diskutere i en valgkamp.

De skal tage stilling til, hvad den fremtidige pensionsalder skal være, og hvornår den skal træde i kraft. En beslutning, som får konsekvenser for tusindvis af danskere.

I virkeligheden er regnestykket makabert.

Med tilbagetrækningsaftalen fra 2011 vedtog et stort flertal i Folketinget, at pensionsalder og levetid hænger sammen. I gennemsnit vil der gå 14,5 år fra den dag, man bliver pensioneret, til den dag, man dør.

Specielt den økonomiske krise har været hård ved ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. I dag er under halvdelen af indvandrere fra ikke-vestlige lande, hvoraf en stor del er statsløse palæstinensere, i arbejde.

Beskæftigelsen blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande er nu hele 38 pct. lavere, end den ville have været, hvis de havde været beskæftiget i samme omfang som personer med dansk oprindelse. Det svarer til 70.000 personer. Se figur 6. Danmark vil få en økonomisk samfundsgevinst på 17 milliarder kroner om året, hvis ikke-vestlige indvandrere bare havde samme beskæftigelsesmønster som indvandrere fra vestlige lande som Sverige og USA.

Det er heller ikke lykkedes at få bugt med de mange problemer i de særligt udsatte boligområder, hvor unge efterkommere bliver fastholdt i et mønster præget af arbejdsløshed og kriminalitet. Mange indvandrere forlader stadig folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer. Og problemerne med radikaliserede unge synes at vokse.

Det er en af årsagerne til, at integration kommer ind på 1. pladsen, når man spørger de velfærdsledere, som til daglig arbejder ude ved frontlinjen som kommunaldirektører, børnehaveledere og folkeskoleledere, om deres højeste politiske prioriteringer for de kommende fire år. Det viste en stor undersøgelse blandt 900 velfærdsledere, som Mandag Morgen omtalte i sidste uge.

Regeringen og Venstre har lanceret hvert sit forslag til et nyt integrationsprogram med fokus på job og uddannelse. Venstre vil bl.a. indføre en ny og lav integrationsydelse på SU-niveau – svarende til ca. 6.000 kr. om måneden. Det er Socialdemokraterne og De Radikale imod.

Men forslagene har ikke fået meget opmærksomhed i valgkampen. Indtil videre har integrationsdebatten under valgkampen mest handlet om, hvor lukkede Danmarks grænser skal være, om udlændinge skal have lov til at se tv i fængslerne, og om hvorvidt østeuropæerne tager arbejde fra danskerne.

8. Brugerbetaling for 45 milliarder kroner er stadig tabu

Den nuværende model for brugerbetaling minder om et kludetæppe uden den store logik. Selvom den årlige brugerbetaling udgør omkring 45 milliarder kroner, holder politikerne fast i en illusion om, at velfærdssamfundet er skattebetalt. Næste regering bør skabe klare linjer.

"Nej til brugerbetaling" hedder overskriften i sundhedsminister Nick Hækkerups (S) personlige valgpjece, som han deler ud til vælgerne i disse dage.

Det er et eksempel på, at partier i både rød og blå blok nærmest holder fast i illusionen om, at velfærdssamfundet er skattebetalt. De har ikke den store lyst til at tale om nye forslag til at finansiere velfærden med brugerbetaling. Og slet ikke i en valgkamp.

Uanset om Thorning eller Løkke bliver statsminister, vil europapolitikken udgøre en særskilt udfordring. Den kommende statsminister skal håndtere folkeafstemningen om retsforbeholdet, som de EU-positive partier har givet hinanden håndslag på at afholde inden udgangen af marts 2016. Det vil skabe spændinger mellem den kommende regering og dens parlamentariske grundlag, eftersom både Enhedslisten og Dansk Folkeparti fortsat har nej-hatten på. Samtidig viser erfaringer fra tidligere EU-folkeafstemninger, at oppositionslederen ikke altid investerer overvældende megen politisk kapital i at trække et ja hjem, fordi vedkommende gerne vil drille statsministeren. Afstemningen om patentdomstolen i 2014 tyder dog på, at danskerne er klar til at stemme ja til en delvis normalisering af forholdet til EU. Meningsmålingerne tyder også på, at danskerne vil stemme ja til, at Danmark fortsat kan være en del af Europol, som en omformning af retsforbeholdet vil indebære. Se figur 8.

Hvad angår bankunionen, der er EU’s store finansielle integrationsprojekt, vil det europapolitiske flertal kunne stemme en dansk tilslutning igennem Folketinget. Det er i øvrigt ikke noget særsyn, at den danske valgkamp op til folketingsvalget den 18. juni er blottet for egentlig europapolitisk debat, hvis man ser bort fra løndumping og almindeligt brok over arbejdstagere fra andre EU-lande. Sådan er det også, når de andre EU-lande vælger medlemmerne af det nationale parlament. Men det viser også et manglende europapolitisk lederskab, som på langt sigt bidrager til, at borgerne bliver mere fremmedgjorte over for EU. Det har hverken Thorning eller Løkke vurderet at have råd til at investere politisk kapital i. Udsigterne til en valgsejr overskygger totalt.