12 partier er ikke kaos. Det er et advarselssignal

Det mest opsigtsvækkende ved dette valg er ikke, at regeringskabalen ser håbløs ud. Det mest opsigtsvækkende er, at valgresultatet virker fuldstændig logisk.

Et Folketing med 12 partier er ikke en teknisk fejl i systemet. Det er et spejl af et samfund, der er blevet mere opsplittet i interesser, identiteter, bekymringer og tidshorisonter. Ikke nødvendigvis fordi danskerne er blevet mere ideologiske. Ofte tværtimod. Men fordi flere og flere vælgere leder efter nogen, der tager netop deres bekymring alvorligt, når de ikke længere har tillid til, at de store partier kan holde sammen på helheden.

Vælgerne har ikke valgt kaos. De har valgt med præcision. De har sendt deres stemmer hen til partier, der lover at beskytte noget bestemt: pensionen, drikkevandet, grisene, grænserne, børnefamiliernes tid eller en beskyttelse mod de kriminelle udlændinge og mod den store, dybe stats indgreb i den personlige frihed. Når de store gamle folkepartier ikke længere kan overbevise os om, at de kan holde sammen på landet, går vælgerne på jagt efter nogen, der i det mindste vil holde fast i én flig af det, der er ved at glide i forkert retning.

Vi har i årevis talt om polarisering, mistillid og fragmentering, som om det var noget, der foregik derude i de store lande med dysfunktionelle demokratier. Nu eksisterer problemet midt i dansk politik. Ikke som amerikanske tilstande. Men som en dansk version af det samme grundproblem: Stadig flere vælgere tror ikke rigtigt på, at nogen længere har greb om helheden, og de kan ikke se retningen.