12 partier er ikke kaos. Det er et advarselssignal


Ugens tema
Valgets tale
- Danmarks nye regering skal finde arbejdslivets svære balancer
- Demokratiet skal være bøvlet
- Yderfløjene skiller land og by
- Fravalget
- De fire magtpartiers nedtur
- Hård svinefront på Borgen skaber frygt og vrede i landbruget
- Kønsopdelt demokrati
- Gør plads. ’New media’ sætter sig på første række i presserummet
- 12 partier er ikke kaos. Det er et advarselssignal
Det mest opsigtsvækkende ved dette valg er ikke, at regeringskabalen ser håbløs ud. Det mest opsigtsvækkende er, at valgresultatet virker fuldstændig logisk.
Et Folketing med 12 partier er ikke en teknisk fejl i systemet. Det er et spejl af et samfund, der er blevet mere opsplittet i interesser, identiteter, bekymringer og tidshorisonter. Ikke nødvendigvis fordi danskerne er blevet mere ideologiske. Ofte tværtimod. Men fordi flere og flere vælgere leder efter nogen, der tager netop deres bekymring alvorligt, når de ikke længere har tillid til, at de store partier kan holde sammen på helheden.
Vælgerne har ikke valgt kaos. De har valgt med præcision. De har sendt deres stemmer hen til partier, der lover at beskytte noget bestemt: pensionen, drikkevandet, grisene, grænserne, børnefamiliernes tid eller en beskyttelse mod de kriminelle udlændinge og mod den store, dybe stats indgreb i den personlige frihed. Når de store gamle folkepartier ikke længere kan overbevise os om, at de kan holde sammen på landet, går vælgerne på jagt efter nogen, der i det mindste vil holde fast i én flig af det, der er ved at glide i forkert retning.
Vi har i årevis talt om polarisering, mistillid og fragmentering, som om det var noget, der foregik derude i de store lande med dysfunktionelle demokratier. Nu eksisterer problemet midt i dansk politik. Ikke som amerikanske tilstande. Men som en dansk version af det samme grundproblem: Stadig flere vælgere tror ikke rigtigt på, at nogen længere har greb om helheden, og de kan ikke se retningen.
En valgkamp på følelser
Det er derfor, valgkampen fik så sær en karakter. Milliarderne fossede ud i alle retninger, som om staten var blevet en blanding af hæveautomat og følelsesregulator. Tidlig pension. Billig benzin til alle. Mere tid til børnefamilierne. Små klasser i folkeskolen. Hårdere kurs mod kriminelle udlændinge. Politik blev til budrunder og punktnedslag. Ikke som led i en samlet prioritering, men som politiske enkeltudbetalinger til et uroligt vælgerhav. Og samtidig en følelsesmæssig kamp om lederskabet for Danmark i en urolig verden.
Det er let at gøre grin med den slags valgkampe. Men man skal passe på. For den type politik virker kun, fordi den taler direkte ind i en voksende følelse af sårbarhed. Mange vælgere tror ikke længere rigtigt på, at systemet leverer tryghed som standard. Derfor belønnes det håndgribelige eller det personlige indtryk. Ikke en reform i 2032. Ikke en helhedsplan. Ikke en kommission eller en ny trepart. Men en check, en rettighed, et forbud, en garanti eller en syndebuk, hvis det går galt.
Og netop dér ligger noget af det mest bekymrende ved dette valg: Fraværet af en reel prioriteringssamtale. Danmark står med et sundhedsvæsen under pres, en ældrepleje, der mangler hænder og sammenhæng, et arbejdsmarked med voksende mangel på arbejdskraft, en offentlig sektor med produktivitetsproblemer, en grøn omstilling, der kræver vanskelige valg, en ny sikkerhedspolitisk virkelighed og en digital afhængighed, som burde give enhver ansvarlig politiker søvnløse nætter. Alt det ved vi. Alt det taler vi om i analyser, kommissioner og på konferencer. Men i selve valgkampen blev det skubbet i baggrunden af enkeltsager, følelsesudbrud og symbolske slagsmål.
Og nej, det betyder ikke, at velfærd var helt væk i valgkampen. Sundhed, ældrepleje, folkeskole, ulighed og klassisk velfærd var til stede, bare i stærkt forenklede forklædninger. Folkeskolen har et langt større problem end små klassekvotienter. Sundhedsområdet har langt større problemer end ventelister til børnepsykiatrien. Ældreplejen ser ind i et kæmpe problem med arbejdskraftmangel. Og demografien udfordrer alvorligt balancerne i mange kommuner lige om lidt.
Men alle disse spørgsmål er tilsyneladende blevet for komplicerede til en valgkamp. Derfor kunne tv-programmet ’Hvem passer på grisene’ på TV 2 pludselig rykke ind i centrum af en folketingsvalgkamp. Ikke fordi danskerne fra den ene dag til den anden blev dyreetikere og kødmodstandere, men fordi sagen samlede tre stærke strømninger på én gang: moralsk forargelse, mistillid til magtfulde interesser og en nagende fornemmelse af, at nogen har mistet kontrollen med noget vigtigt. Vores drikkevand. Det er præcis sådan en sag, der eksploderer i et fragmenteret demokrati. Den er konkret nok til at chokere, enkel nok til at dele og stor nok til at blive symbol på noget langt større end sig selv.
De fotogene grise
Når public service gør valgkampens mest ophidsede enkeltsager til hovedscene for de afsluttende partilederrunder, belønner man de partier, der lever af følelser, vrede og skarpe markører. Man giver medvind til yderfløjene og modvind til de partier, der forsøger at tale om det tunge, det komplicerede og det langsigtede. Alternativet fik et perfekt vindue til at dyrke kritisabel griseproduktion, dyrevelfærd, grundvand og landbrugsopgør. Borgernes Parti fik et lige så oplagt vindue til at skærpe udlændingekonflikten og kritisere magtfuldkomne partier i Christiansborg, der ikke lytter til borgerne. Begge emner er legitime. Men når de ophøjes til kampagnens centrale arenaer, bliver politik reduceret til det mest fotogene hjørne af virkeligheden.
En syg pattegris er mere tv-egnet end et nedslidt sundhedsvæsen. En rasende debat om kriminelle udlændinge er lettere at iscenesætte end en diskussion om, hvordan vi får flere hænder, højere produktivitet, vækst i erhvervslivet og mere bæredygtig velfærd. Men det gør ikke de sidste spørgsmål mindre vigtige. Tværtimod. Det gør dem bare mere forsømte.
Derfor er et Folketing med 12 partier ikke bare et udtryk for vælgernes opsplitning. Det er også et udtryk for politiske partier og en offentlighed, der bliver dårligere til at fastholde en fælles prioriteringssamtale. Vi får flere symbolkampe, flere følelsesudbrud og flere partier, der kan vokse på at eje ét konfliktfelt. Men vi får ikke nødvendigvis mere politisk retning. Demokratiet fungerer stadig. Men sammenhængskraften gør ikke. Og måske er det præcis dét, vælgerne har stemt frem. Ikke et opgør med velfærdsstaten. Men en rå tvivl om, hvorvidt nogen længere egentlig har hånden på rattet.
Hvis regeringsforhandlingerne ender i et taktisk kompromis uden idé, vil det kun forstærke den tvivl, som dette valg allerede har blotlagt. Men hvis de ender i et projekt, hvor vælgerne trods alle forskelle kan få øje på en retning, en prioritering og en vilje til at tage fat på de store økonomiske og velfærdsmæssige udfordringer, så kan det blive begyndelsen på noget, der er vigtigere end en ny regering: et nyt greb om tilliden til politikerne.
Men lige nu har borgerne sammensat et Folketing, der gør det svært at tro på, at det bliver et opnåeligt resultat.








