

Ugens tema
Valgets tale
- Danmarks nye regering skal finde arbejdslivets svære balancer
- Demokratiet skal være bøvlet
- Yderfløjene skiller land og by
- Fravalget
- De fire magtpartiers nedtur
- Hård svinefront på Borgen skaber frygt og vrede i landbruget
- Kønsopdelt demokrati
- Gør plads. ’New media’ sætter sig på første række i presserummet
- 12 partier er ikke kaos. Det er et advarselssignal
Med en slet skjult utålmodighed opsummerede Mette Frederiksen den svære parlamentariske situation, vælgerne har skabt.
”De har givet os en spilleplade, der mildest talt er lidt bøvlet at skulle håndtere i forhold til at danne en regering. Men en regering skal jo dannes. Verden venter ikke,” lød det i partilederdebatten dagen efter valget.
Hun har en pointe. Verdens kriser venter ikke på de politiske kompromiser, der er nødvendige for fremdrift i de danske regeringsforhandlinger.
Men vi må heller ikke glemme, at demokratiet nogle gange skal være bøvlet og tidskrævende.
Det “bøvl”, som nu møder politikerne, er ikke en fejl i systemet, det er selve pointen. Når magten er spredt, tvinger det partierne til at forhandle, prioritere og indgå kompromiser. Det tager tid, og det skal det gøre.
Godt nok er Mette Frederiksen utålmodig af natur, som hun tidligere har erkendt over for Mandag Morgen. Det kan være en styrke. Handlekraftige og utålmodige ledere kan forkorte vejen fra tanke til handling i mødet med akutte kriser.
Men i den demokratiske proces er der brug for et ekstra lag af tålmodighed. Lad os kalde den ’tålmodigheden med demokratiets bøvl’.
Den kan være svær at finde frem, når kriserne banker på. Men den er nødvendig i den demokratiske proces.
Statsministeren har tidligere fundet den tålmodighed frem, da hun forhandlede SVM-regeringen på plads over hele 43 dage. Forskellen i dag er, at der ikke længere ligger et alternativt flertal klar i baghånden. Derfor kræver regeringsdannelsen denne gang en mere reel tålmodighed. Den bør både politikere, medier og borgere væbne sig med.
Behovet for demokratisk tålmodighed stopper heller ikke, når en ny regering er dannet. Også i lovgivningsprocessen er der brug for at sænke tempoet og indføre bøvl de rette steder.
Det bør for eksempel være et selvstændigt mål, at ny lovgivning sendes i høring i mindst 14 dage, som den vejledende regel lyder, men som der ofte ses stort på efter politisk forgodtbefindende (for eksempel når en fødevarecheck hastebehandles efter ultrakort høring kort før en valgudskrivelse).
Demokratiet skal ikke være hurtigt. Det skal være grundigt. Og denne forudsætning skal ikke fejes til side, som var det unødvendigt bøvl.









