Siger man, at der skal bruges færre velfærdskroner på overførselsindkomster og flere penge på offentlig service til borgerne, kunne det lyde som et oplæg til et valg.

Det er imidlertid ikke et oplæg, men en konstatering: Sammenligner man Velfærdsdanmark i dag med Velfærdsdanmark for tyve år siden, er der tale om en ufortalt succeshistorie. Antallet af borgere på overførselsindkomst er faldet fra 970.000 til 770.000. 200.000 færre borgere lever af overførsler fra det offentlige.

Målt som andel af de erhvervsaktive borgere lever 22 pct. af borgerne af overførsler fra det offentlige; i midten af 1990’erne var andelen oppe på 27 pct. Se figur 1.

Det stor fald kan direkte aflæses på de offentlige finanser. I år bruger samfundet 3 pct. af BNP eller hele 60 mia. kr. mindre på ydelser som f.eks. dagpenge, efterløn, kontanthjælp og førtidspensioner.

Af dem bruges de 2 pct. af BNP eller 45 mia. kr. alene på to af de store velfærdsposter: sundhed og sociale udgifter. Se figur 2.

Også i velfærdens store regnskab er de 45 mia. kroner mange penge. Det er for eksempel, hvad det koster at drive alle landets folkeskoler og derudover betale for Politiet.

”Der er tale om en betydelig omprioritering, som tydeligt rykker ved velfærdssamfundet,” siger økonomisk vismand og forskningsdirektør i VIVE Torben Tranæs, der står bag sammenligningen.

Forskydningen er en konsekvens af de mange reformer, som skiftende regeringer og Folketing siden 1990’erne har gennemført for at øge arbejdsudbuddet. Forklaringen har de fleste af os hørt mange gange: Når flere danskere bliver ældre og trækker sig fra arbejdsmarkedet, bliver der færre erhvervsaktive til at betale for velfærden.

Diskussionen har i alle årene særligt fokuseret på behovet for at øge arbejdsudbuddet og i mindre grad på, hvad besparelserne på overførselsindkomsterne kunne bruges på i andre dele af Velfærdsdanmark.

”I 1990’erne kunne en 50-årig arbejdsløs fortsætte på overførselsindkomst, til han eller hun blev pensioneret. Den prioritering betød så også, at der var færre penge til f.eks. sygehusene. Samtidig med de mere generøse muligheder for at få en overførselsindkomst stod danskerne i kø for at komme i behandling for livstruende sygdomme som f.eks. kræft,” siger han.

Slut med de store reformer

Med de mange reformer har både socialdemokratiske og Venstre-ledede regeringer gjort det sværere at opnå en førtidspension eller få efterløn. Både dagpengeperioden og efterlønsperioden er blevet forkortet, og samtidig stiger ydelserne på samtlige ordninger ikke længere i samme takt som tidligere. Endelig er ydelserne blevet sat mærkbart ned for unge og for nytilkomne flygtninge og indvandrere.

Det har, som Torben Tranæs peger på, for det første reduceret antallet af borgere, der modtager en overførselsindkomst. Samtidig er antallet af borgere på langvarig forsørgelse af det offentlige også faldet. Det påviser de økonomiske vismænd i en analyse af langvarige modtagere af overførselsindkomster fra efteråret sidste år. Se figur 3.

I valgkampen op til Folketingsvalget i 2015 fokuserede Venstre med Lars løkke Rasmussen i spidsen på, at ”for mange er på overførselsindkomst”. Da han i spidsen for sin første regering fremlagde ”Vækst og Velstand i 2025”, det første forslag til en 2025-plan, lagde Venstre op til nye reformer, der skulle reducere antallet af borgere på offentlig forsørgelse med 20.000 fuldtidspersoner.  

Indtil videre er regeringen et stykke vej fra målet. Loftet over kontanthjælpen og den særligt lave integrationsydelse skal efter beregningerne flytte 1.200 borgere fra kontanthjælp til et arbejde.

Regeringen har mere end svært ved at samle flertal for nye reformer, og derfor kan Løkke Rasmussen ikke realisere sit ønske fra valgkampen om at gøre op med, at for mange er på overførselsindkomst.

Kaster man et blik på borgere, der langvarigt lever af offentlig forsørgelse, er der også sket et fald. Borgere med førtidspension og fleksjobberne udgør næsten 2 ud af 3 i denne gruppe. Bortset fra gruppen af kontanthjælpsmodtagere tyder det ikke på, at arbejdsudbuddet kan øges meget ved at trække borgere fra denne gruppe ud på arbejdsmarkedet.

Når politikerne fortsat vil udbygge den offentlige service, kan de således ikke hente mange ekstra mia. ved at gennemføre ekstra reformer af overførselsindkomster. Tilstanden bliver yderligere låst af, at skatten formentlig ikke kommer til at stige, og at der omvendt heller ikke vil blive foretaget drastiske nedskæringer på enkeltområder af den offentlige service.

Torben Tranæs budskab er derfor, at det i særklasse bliver vigtigt at hæve produktiviteten i den offentlige sektor. På sygehusene kan det f.eks. ske ved at flytte behandling fra sygehuse og ud til praktiserende læger eller helt hjem i borgernes eget hjem. Indtil nu har stigninger i udgifterne til nye behandlinger eller ny og mere præcis medicin mere end opvejet den type gevinster.

”Jeg har svært ved at se, hvordan man kan løse udfordringer med knappe budgetter og stigende behov, hvis ikke man bliver bedre til at finde nye veje til løsning af opgaverne i hele den offentlige sektor. Det bliver den helt store udfordring i de næste tyve år,” siger han. 

Folketinget lemper reformer

Der kan være en ekstra grund til presset på de offentlige budgetter. Selv om der har været gode grunde til at gennemføre reformerne, er skruerne måske blevet strammet så hårdt, at der kan være grunde til at evaluere reformer og reparere på evt. skader. Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

”Jeg tror ikke, danskerne vil opleve det som retfærdighed, hvis de ender på en ydelse på kontanthjælpsniveau, hvis de får en langvarig sygdom. Den slags kan ramme alle og også de borgere, der har betalt skat gennem mange år,” siger han.

Et enigt Folketing vedtog at justere reformen af førtidspensionerne fra 2013, så det skulle være mere klart, hvornår en borger skal gennem et ressourceforløb, før han eller hun evt. kan tilkendes en førtidspension.  Justeringen er kun et første skridt i en samlet evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob.

Efter mere end 20 år med stramninger er Folketinget i gang med at lempe (lidt) på de vedtagne reformer.

Derudover peger Goul Andersen på det paradoksale i, at selv om nogle danskere kommer i arbejde lige efter folkeskolen og andre først efter en længevarende uddannelse, så er pensionsalderen nu blevet ens for alle. Tidligere fungerede efterlønnen i praksis som en lavere pensionsalder. En analyse fra AE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser, at hvert tredje medlem i 3F og NNF, to fagforbund med mange ufaglærte medlemmer, gik på efterløn som 60-årige, da det var muligt. NNF organiserer bl.a. slagteriarbejdere.

”Akademikere vil oftere kunne arbejde, til de er 70 eller mere – nyfødte kan ende med en pensionsalder på 75-76 år – men det kan en slagteriarbejder typisk ikke holde til. Uden jeg vil gøre det til et forslag, kunne man f.eks. justere pensionsalderen, så den også afhang af, hvor mange år borgeren har været på arbejdsmarkedet,” siger Jørgen Goul Andersen.

Her henviser han til Tyskland, hvor man kan gå på pension som 63-årig, hvis man har arbejdet og betalt til sin pension i 45 år. En ordning, der er målrettet mod kortuddannede tyskere.

Punkt for punkt kan der være gode grunde til at ændre, præcisere eller ligefrem lempe de store reformer af arbejdsudbuddet. Problemet er bare, at den slags koster penge, og at der så er mindre til den offentlige service, hvor der også er et pres for at bruge ekstra penge.

Der kan også komme et pres for at bruge pengene anderledes.

”Det er jo fint, at der er færre arbejdsløse, og at færre borgere modtager overførselsindkomster, men vi er kommet så langt ned, at vi ikke kan hente ret meget mere her på kort sigt. Det næste skridt kunne være at forebygge mere. Det koster penge i starten, men kan betyde, at færre bliver syge, eller at færre får et alkoholproblem,” siger han.

Uanset hvordan man vender og drejer problemerne, så vil der være et endda meget stort behov for at prioritere eller, endnu bedre, finde nye måder at løse udfordringerne på. Her hjælper det ikke meget at fortsætte de seneste 20 års store reformer for at øge arbejdsudbuddet.