4: Union a la carte

De voldsomme skovbrande, der hærger Spanien, Grækenland og Korsika, står øverst på dagsordenen, når EUs præsident, Renate Schulz, i dag byder stats- og regeringscheferne fra de 35 EU-lande velkommen til den europæiske uge i Bruxelles.

Men de sydeuropæiske lande vil tale for døve øren, når de anmoder om hastehjælp. De nordeuropæiske eurolande raser over endnu en devaluering i den sydeuropæiske valutaunion.

Siden Grækenland, Italien, Spanien og Portugal udtrådte af euroen i perioden 2013-2016, har de devalueret flere gange. Samtidig har de sænket selskabsskatterne og indført en række andre markante fordele for udenlandske selskaber. Det har fået globale amerikanske og asiatiske selskaber til at flytte deres europæiske hovedsæder fra det nordlige Europa til solbeskinnede, men skarpt bevogtede business-lokaliteter i syd.

De sydeuropæiske lande har store problemer med at dæmme op for den voldsomme indvandring fra Nordafrika. Da Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko afsatte deres gamle despotiske regimer i perioden 2011-13, forsøgte EU at støtte demokratiske, vestligt orienterede partier. Men hjælpen fra Europa blev betragtet som rent symbolsk. Den håndfaste økonomiske støtte var for lille til, at man for alvor fik skabt de arbejdspladser, der kunne have dæmpet den folkelige utilfredshed.

Derfor var det de islamistiske partier, der gik af med sejren ved de første frie valg og langsomt, men sikkert konsoliderede deres magt – godt hjulpet af mellemøstlige investorer. Siden har de sydeuropæiske lande brugt store ressourcer på at begrænse den illegale indvandring over Middelhavet.

Da de fleste lande i Nordeuropa er trådt ud af Schengen, har genindført fuld politikontrol ved grænserne og afviser ethvert forslag om en fælles flygtningepolitik, står sydeuropæerne alene med problemet.

I alle fire lande er arbejdsløsheden fortsat høj, og høje fødevarepriser og svag valutakurs udhuler købekraften. De har alle fået konservative regeringer, der støtter sig på populistiske højrepartier, som på én gang dundrer mod både indvandringen fra syd og den nordeuropæiske masseturisme fra Tyskland, Holland, Storbritannien og Skandinavien. Den har nok skabt økonomisk vækst, men var også kraftigt medvirkende til at skabe den fatale boble på ejendomsmarkedet, som i sidste instans fremprovokerede deres farvel til euroen.

Den nordeuropæiske eurozone oplever høj økonomisk vækst, bl.a. i kraft af en boomende maskineksport til lande som Brasilien, Rusland, Vietnam, Colombia og Indonesien. Til gengæld ligger den fælles klimapolitik i ruiner. Det europæiske kvotehandelssystem, ETS, brød endegyldigt sammen i 2017, og det er meget forskelligt, hvordan de enkelte lande regulerer deres store elproducenter og energitunge industrier. Polen, Tjekkiet og Italien har helt fritaget disse virksomheder for klimabyrder.

Nordeuropa har i det sidste årti oplevet store oversvømmelser, som særligt Polen er hårdt ramt af. Det giver imidlertid kronede dage for hollandsk ekspertise inden for water management.

Den nordeuropæiske ekspertise inden for grønne teknologier og klimatilpasning fik et kraftigt boost af Tysklands egenrådige atomstop i 2011. Og den bliver i stigende grad efterspurgt internationalt. FNs klimapanel konstaterede for tre år siden, i 2022, at verdenshavene stiger langt hurtigere end antaget på grund af den eksplosive stigning i udledningen af drivhusgasser. EU-landene har for længst opgivet at tage førerrollen i kampen mod klimaforandringerne.

Europas erhvervsliv beklager i øvrigt rutinemæssigt, at det europæiske patentsystem stadig ikke er en realitet. Et gennembrud var tæt på i midten af 2010’erne, men Italien og Spanien trak deres støtte i vrede over, at den nye patentadministration ikke fik italiensk og spansk som officielle sprog på linje med engelsk, tysk og fransk.

Renationaliseringen af landbrugspolitikken har betydet, at lande som Frankrig og Polen har formået at tiltrække mange landmænd fra tætbefolkede lande som Holland og Danmark med rundhåndede nationale støtteordninger.

Frankrig fejrer globale triumfer med satsningen  på højkvalitetsfødevarer, der sælges over hele verden. Polsk landbrug er blevet hovedleverandør til discountsegmentet på det europæiske hjemmemarked. Industriel dansk svineproduktion er helt afviklet, mens Danmark til gengæld er blevet storproducent af økologiske fødevarer, særligt inden for fiskeindustrien.

Frankrigs præsident, Harlem Desir, har krævet, at man under Europa-ugen forholder sig til, hvordan man kan styrke samarbejdet mellem de sydeuropæiske og nordeuropæiske medlemslande. Franskmændene ønsker bl.a. direkte valg til posten som europæisk præsident og en kraftig forøgelse af det fælles EU-budget. Men det afvises af Tyskland og et flertal i Europa-Parlamentet, som frygter, at den sydlige alliance vil have held til at trække det europæiske samarbejde i retning af en slappere finanspolitisk disciplin, og at man vil bruge det øgede EU-budget i det økonomisk svage Sydeuropa.

EUs globale rolle lider under opsplitningen internt i Europa. Reelt har ambitionerne om en fælles udenrigspolitik ligget død i det sidste årti. Europas militære rolle er fortsat et NATO-anliggende.