Tidligere finansminister Henning Dyremose er hårdt presset som koncernchef i Danmarks tredjestørste træ-koncern, DLH. I sidste uge måtte han på selskabets generalforsamling redegøre for et underskud på reelt 10 millioner kr., på et tidspunkt hvor ærkekonkurrenterne Danske Trælast og Bygma tjener godt på danskernes byggelyst. Samtidig har han startet en åben krig mellem branchens milliard-foretagender ved at etablere nye tømmerhandler og lavpris-byggemarkeder, som ifølge konkurrenterne skader hele branchen med større overkapacitet og pres på priserne. “Det Dyremose gør, er bindegalt,” siger direktøren for den magtfulde indkøbsforening Ditas, Henning Pedersen. Af samme årsag har foreningen, der organiserer en tredjedel af branchens tømmerhandlere, boykottet DLH. Ifølge direktøren vil boykotten blive opretholdt, så længe man ikke kan få klarhed over DLHs egentlige planer. Efter at DLH nu også bygger en splinterny tømmerhandel uden for Odense, kommer branchens største koncern, Danske Trælast, nu også med en usædvanlig skarp advarsel i det seneste regnskab. Mandag Morgen beretter fra den åbne trælast-krig og rater branchens tre største milliard-koncerner.