EU-forbehold på retur EP-valg kan bane vej for hurtig forbeholdsafstemning Meget taler for, at danskerne kommer til at stemme om et eller flere EU-forbehold allerede næste år. Tjekkiet ratificerede Lissabon-traktaten i sidste uge, og flere målinger viser, at et overbevisende flertal af irerne vil stemme ja ved en ny afstemning. Dermed kan traktaten træde i kraft inden årets udgang, og det vil ramme Danmark hårdt, hvis det sker, inden forbeholdene afskaffes. Mulighederne for at få befolkningens opbakning er bedre end længe. Modstanderbevægelserne har kastet alle ressourcer ind i kampen for at bevare deres primære indtjeningskilde – pladserne i Europa-Parlamentet. Selvom det skulle lykkes, kan de næppe mobilisere midlerne til en stor nejkampagne med kort varsel.