Kvalitetsløse planer
Offentlige chefer siger stop: For mange handleplaner uden reelt indhold
Kvalitetsreformen bør rydde op i den handleplansjungle, som de seneste 10-15 år har bredt sig i den offentlige sektor. Sådan lyder opfordringen fra en række offentlige chefer og eksperter til regeringen under kvalitetsreformens slutspurt. Patienter, indsatte i fængsler, arbejdsløse, skoleelever og selv børnehavebørn skal i dag have en personlig handleplan. Men alt for mange steder fungerer planerne ikke, og det koster det offentlige dyrt. “Det er ikke en kvalitet i sig selv at lave handleplaner, kun hvis forudsætningerne er ordentligt til stede, kan man tale om kvalitet. Vi kan bruge kvalitetsreformen til at tilvejebringe forudsætningerne for, at det kan virke, ” siger Knud Ramian, leder af evalueringsgruppen i Center for Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.