MD Foods’ andelshavere står foran en vanskelig opgave, når de inden for de kommende måneder skal beslutte, om de ønsker at skyde ekstra 500-600 millioner kr. ind i det kriseramte internationale selskab MDI. Godt nok har de hårdt pressede selskaber i England igennem det seneste halvår umiddelbart fået mulighed for at øge den årlige indtjening med 350 millioner kr. på grund af faldende råvarepriser. Men en stor del af gevinsten bliver sandsynligvis sendt videre til supermarkederne og måske til forbrugerne i form af lavere forbrugerpriser på mælk. Den engelske mejerisektor er nemlig stadig præget af betydelig overkapacitet. De store mejeriselskaber vil fortsat kæmpe indbyrdes og især mod de mindre selskaber ved at presse dem på indtjeningen via prisdumping. Derfor vil de faldende råvarepriser næppe slå fuldt igennem i MDIs næste regnskab. Og netop denne usikkerhed om, hvor stor indtjeningsfremgangen faktisk bliver, kan gøre det særdeles vanskeligt for MD Foods’ 9.000 andelshavere at tage stilling til MDIs fremtid. Efter endnu et år med underskud på 200 millioner kr. har MDIs engelske selskaber tabt 700 millioner kr. de seneste tre år.