Et arbejdsmarked i forandring betyder, at hundredetusindvis af danskere skal skifte job og fag inden for de næste fem-ti år. Hele brancher vil uddø eller sygne hen og andre opstå, efterhånden som AI løser flere opgaver, velfærden organiseres på nye måder, og klimaforandringerne transformerer vores produktionsformer, adfærds- og forbrugsmønstre.  

Det bliver århundredets største jobmatch, og det vil kun lykkes, hvis vi som enkeltpersoner, ledere og samfund bliver dygtigere til at spotte og udvikle vores egne og andres talenter.

Den gode nyhed er, at vi som samfund har det økonomiske overskud til de investeringer, som sådan en transformation kræver. Benspændet er, at det skal ske midt i en tid, hvor de fleste i forvejen er travlt beskæftigede på et rødglødende arbejdsmarked. 

Det bliver århundredets største jobmatch, og det vil kun lykkes, hvis vi som enkeltpersoner, ledere og samfund bliver dygtigere til at spotte og udvikle vores egne og andres talenter.

Mennesker er med Mette Frederiksens ord den nye tids politiske valuta. Men det er en valuta, der kun holder sin værdi, hvis den fornys igen og igen. Vores talenter skal have lov til at udfolde og udvikle sig gennem livet. Og en del af den nødvendige talentudvikling bliver nødt til at ske ude på arbejdspladserne.

PÅ ET MARKED, hvor der ikke er overskud af arbejdskraft, kan nye funktioner ikke bare fyldes med ekstern rekruttering. Særligt ikke, hvis de talenter, man jagter, er en sjælden vare – eller måske ligefrem en helt ny faglighed, der kun lige er ved at opstå.

Ansatte, der allerede er knalddygtige i deres nuværende job, skal turde udvikle sig ud af det og ind i et nyt, hvor deres talenter bruges på nye måder eller transformeres sammen med virksomheden. Og ledere skal have blik for medarbejdernes talenter og give dem plads til at udvikle sig til de super-promptere, kreative projektledere eller servicemedarbejdere, der skal sikre organisationens overlevelse i en nær fremtid.

I gamle dage ville man tale om omskoling, AMU-kurser og efteruddannelse. Og det skal helt sikkert også til. Men det vigtigste er en mentalitetsændring, hvor vi holder op med at se menneskers talenter som en statisk størrelse. Talenter kan og skal plejes og udvikles gennem hele livet, hvis mennesker skal trives. Derfor skal selve jobbet være udviklende og arbejdspladsen være et væksthus for dine talenter. Er det ikke det, må du skifte. 

Ligesom sygeplejerskerne og jordemødrene, der elsker deres fag, og derfor forlader sygehusene.

HVAD GØR VI SÅ MED ALLE DE LEDIGE VELFÆRDSJOB, ingen gider have: Pædagogerne, sosu’erne og sygeplejerskerne, der allerede mangler i tusindvis og kommer til at mangle i titusindvis lige om lidt?

Det kan lyde besnærende blot at købe de hjemmehjælpere og sygeplejersker, man har brug for, i udlandet. Den strategi har flere oliestater levet højt på i årtier. Men det er næppe en løsning, der er bæredygtig på lang sigt. Hverken set med udlandets eller med danske øjne. 

Derfor skal selve jobbet være udviklende og arbejdspladsen være et væksthus for dine talenter. Er det ikke det, må du skifte. Ligesom sygeplejerskerne og jordemødrene, der elsker deres fag, og derfor forlader sygehusene.

En langt mere bæredygtig løsning er at udvikle det danske sundhedsvæsen og alle de mennesker, der befolker det. Fremtidens sundhedsvæsen skabes ikke af strukturreformer, men af mennesker, der får lov til at udfolde deres særlige kombination af et godt hoved, varme hænder og en høj faglighed.

Vikarer, der fylder huller ud i en vagtplan, løser ikke den grundlæggende udfordring med at få udviklet hjemmeplejen eller akutafdelingen til arbejdspladser med et udviklende fagligt miljø og en betryggende standard for borgerne.  

Derfor er det på høje tid, vores politikere anerkender, at vi mennesker er hinandens vigtigste ressource. Erkendelsen er særlig vigtig og nødvendig i en tid, hvor 2.400 uddannede sygeplejersker har forladt sygehusene på et enkelt år, og hver tredje jordemoder forlader faget, få år efter endt uddannelse.

LYTTER MAN til de mange, mange beretninger fra sundhedspersonalets hverdag, så flygter de ikke kun fra lav løn – men i lige så høj grad fra forhold, der får dem til at føle sig magtesløse og ude af stand til at udfolde deres faglige talenter. Derfor skal der mere end et lønløft til.

Skal den onde cirkel brydes, må det offentlige tage sit arbejdsgiveransvar alvorligt og gøre velfærdsarbejdspladserne til steder, hvor ambitiøse mennesker kan udvikle stærke faglige miljøer til gavn for dem, der har brug for deres hjælp. I det lange løb kan det vise sig at koste mindre end det nedslidende system, vi driver i dag.

Transformationen af det offentlige arbejdsmarked er ikke nødvendigvis gratis. Men vælger SVM-regeringen at bruge noget af statskassens bugnende overskud til at hjælpe omstillingen på vej, kan det vise sig at blive en rigtig god forretning på lang sigt. Både målt i penge og i den nye tids valuta.

Og lykkes transformationen, kan den samtidig bidrage til at løse den samlede arbejdskraftmangel, fordi sunde og udviklende arbejdspladser har færre sygemeldinger, og fordi det ikke længere vil være nødvendigt for personalet at være på deltid for at holde arbejdet ud.

OG HVAD SÅ MED ’RESTGRUPPEN’? Selvom vi nærmer os fuld beskæftigelse i Danmark, så er der 42.000 unge, der hverken har et job eller er i gang med en uddannelse. Socialrådgivere vil kunne bevidne, at der er mangeartede grunde til, at de har svært ved at komme i gang. Psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, der betyder, at de kun kan arbejde på særlige vilkår. Dårligdommene er ofte veldokumenterede – nogle gange gennem et helt liv.

Men hvem har øje for de talenter, der gemmer sig under elendighederne? 

Vi står med en helt unik mulighed for at bruge vores økonomiske overskud til at gøre samfundet bedre for mennesker at arbejde og udvikle sig i. Fordi vi har råd. Og fordi vi nu har en flertalsregering, der har forstået, at mennesker er en sparsom og værdifuld ressource.

Har vi ikke som samfund brug for den unge fyr, der har tilbragt hele sit ungdomsliv i en gamerstol og har fundet et fælles sprog på tværs af nationale og kulturelle barrierer sammen med sit internationale gamernetværk? Et menneske, der er uundværligt i et strategispil med 20 deltagere fra 14 lande, må rumme et potentiale, der også kan udfoldes på en arbejdsplads under de rette betingelser. Det samme gælder den angstramte unge kvinde, der har tegnet og digtet sig gennem ensomheden og lært mere om menneskers psyke end de fleste.

Tænk, hvis jobcentrene blev det sted, som udviklede og understøttede alle menneskers talenter og hjalp dem og virksomhederne med at finde hinanden. Heller ikke denne transformation vil være helt gratis. Men lykkes den, kunne den blive regeringens bedste investering.  

VI STÅR MED EN HELT UNIK MULIGHED for at bruge vores økonomiske overskud til at gøre samfundet bedre for mennesker at arbejde og udvikle sig i. Fordi vi har råd. Og fordi vi nu har en flertalsregering, der har forstået, at mennesker er en sparsom og værdifuld ressource. Men det kommer til at kræve en ny tilgang til arbejdslivet, både hos medarbejdere og de ledere og politikere, der skal skabe rammerne for, at talenterne kan udfolde sig.