Kun få uger efter at Kommunernes Landsforening har indgået en ny overenskomst med Danmarks Lærerforening, retter et flertal af landets borgmestre nu en skarp kritik mod lærernes arbejdstidsaftale. Borgmestrene retter søgelyset mod lærernes forberedelsestid og vil have lærerne til at undervise mere for de samme penge. Men ved at fokusere ensidigt på lærernes forberedelsestid risikerer de kommunale arbejdsgivere imidlertid at afsende en boomerang, der kan slå hårdt tilbage på de kommunale budgetter. En isoleret ændring af lærernes arbejdstidsaftale kan nemlig udløse et EU-direktiv fra 1993, der vil kunne koste kommunerne 700 millioner kr., svarende til 3.000 lærerstillinger. Samtidig vil en ændring af forberedelsesfaktoren kunne resultere i et uoverskueligt bureaukrati, der vil mere end opveje eventuelle økonomiske gevinster.