Der var brede smil og begejstring, da regeringen, LO og kommunerne i august 2016 kunne præsentere den nye trepartsaftale om flere praktikpladser og kvalificeret arbejdskraft til hele Danmark. Aftalen, der trådte i kraft 1. januar i år, skulle sikre 8.000 til 10.000 flere praktikpladser frem mod 2025, øge antallet af faglærte og forbedre lønmodtagernes muligheder for voksen- og efteruddannelse.

”Vi har i dag fået en god og ambitiøs aftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet,” sagde daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), mens LO’s formand Lizette Risgaard kaldte aftalen for ”de unges aftale”.

Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jacob Holbraad, var ikke mindre begejstret:

”Aftalen rummer helt nye redskaber, der kan bidrage til at løse vores udfordringer med at skaffe den relevante arbejdskraft i fremtiden.”

De seneste seks år har manglen på praktikpladser ligget konstant på mellem 10.000 og 12.000 om året. Det har været en medvirkende årsag til, at stadig færre unge har søgt ind på erhvervsskolerne, og dermed er det rekrutteringsgrundlag, virksomhederne har brug for, blevet reduceret. Fødekæden til de nye medarbejdere, som virksomhederne i øjeblikket mangler, har været knækket i en årrække, og det var blandt andet det brud, den nye trepartsaftale skulle reparere på.

Men resultaterne er udeblevet. 

Seneste tal for manglen på praktikpladser fra november 2017 viser ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der mangler godt 11.000. Det er en anelse lavere end for et halvt år siden, men uendeligt langt fra 2008, hvor der ’kun’ manglede 4.000 praktikpladser. Se figur 1.

Endnu er det for tidligt at dømme trepartsaftalen som en fiasko. En del af tiltagene i reformen træder først for alvor i kraft her i 2018, og parterne tror og håber på succes.

Alligevel møder trepartsaftalen nu kritik fra uventet kant.

Arbejdsgiverkritik

Erhvervsorganisationen SMVdanmark, der tidligere hed Håndværksrådet og repræsenterer knap 18.000 små, mindre og mellemstore virksomheder, kalder reformen uambitiøs.

”Den er uambitiøs og forkert skruet sammen. Det her får vi ikke mange flere praktikpladser ud af,” siger vicedirektøren i SMVdanmark, Jakob Brandt.

SMVdanmark repræsenterer virksomheder, der i gennemsnit har langt flere lærlinge end for eksempel de store virksomheder. En ny konjunkturundersøgelse fra organisationen viser, at medlemsvirksomhederne har en gennemsnitlig lærlingeandel på 19 pct. i forhold til antallet af faglærte. Det er usædvanlig mange og langt flere end hos de større og helt store virksomheder med over 50 faglærte ansatte.

En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra januar i år viser, at virksomheder med over 50 ansatte har en lærlingeandel på mellem fire og fem pct. Samme undersøgelse viser også, at de små og mellemstore virksomheder på landsplan har en gennemsnitlig lærlingeandel på syv procent.

SMVdanmark repræsenterer altså virksomheder, der har rigtig mange lærlinge, og spørgsmålet er derfor vigtigt for organisationen, fordi medlemsvirksomhederne er afhængige af gode lærlinge. Og organisationen mener ligefrem, at den nye trepartsaftale straffer deres medlemsvirksomheder, som traditionelt har taget mange lærlinge og dermed ansvar for uddannelse af den fremtidige arbejdskraft.

”Aftalen er udformet sådan, at den belønner dem, der historisk har svigtet med at ansætte lærlinge, hvilket typisk er de store virksomheder. Aftalen indeholder nemlig en særlig bonus, hvis en virksomhed tager flere lærlinge, end den plejer. Det lyder jo umiddelbart rigtig positivt, men i praksis udelukker det virksomheder, som gennem flere år har taget mange lærlinge og derfor ikke kan øge antallet. Aftalen er således helt forkert skruet sammen af folk, der ikke har været ude i virkeligheden,” siger Jakob Brandt.

Både pisk og gulerod

Trepartsaftalen fra august 2016 bryder på en række områder med den gamle model, hvor virksomhederne fik en bonus for at ansætte lærlinge. I den nye model er der både pisk og gulerod.

Ifølge aftalen skal en smedevirksomhed have én lærling pr. 50 fastansatte faglærte. For tømrere lyder måltallet på én lærling pr. 36 faglærte, malernes måltal lyder på 30 faglærte pr. elev, og hos frisørerne går der 28 faglærte pr. elev. Og så fremdeles.

Hvis smedevirksomheden med 50 faglærte ikke tager en lærling, skal virksomheden indbetale 27.000 kr. i bøde til den fælles praktikplads-AUB-kasse, hvorfra bonuspengene også deles ud.

Hvis virksomheden kun har 10 faglærte, er bøden tilsvarende mindre, nemlig 5.400 kr. årligt, eller 540 kr. pr. faglært medarbejder.
SMVdanmark mener ikke, at det giver motivation nok til at tage flere lærlinge.
”Det er et mærkeligt signal at sende til virksomhederne, at de kun skal tage én lærling for hver 30-50 faglærte, de har ansat. Det er kun rimeligt, at der sker en omfordeling af udgifterne ved at uddanne, således at de store virksomheder, som ikke tager opgaven på sig, skal betale en større del af regningen,” siger Jakob Brandt.

Aftalen indeholder også et indviklet net af bonusordninger og fordelsuddannelser, som virksomhederne har svært ved at gennemskue. 
Fordelsuddannelserne er 33 faguddannelser, hvor parterne har identificeret et særligt behov for uddannet arbejdskraft de kommende år.

Her har arbejdsgiverne forpligtet sig til at gøre en ekstra indsats for at skabe praktikpladser til alle, og det forventes, at 9 ud af 10 elever på disse linjer får en praktikplads. Der er en bonus på op til 5.000 kr. for at oprette en praktikplads på en fordelsuddannelse.

Herudover får en virksomhed en praktikbonus på 25.000 kr. pr. elev, hvis man tager flere elever, end det er fastlagt i virksomhedens målratio, og hvis man tager flere, end man har haft i de seneste tre år.

Lad os tage et eksempel: Hvis en smedevirksomhed med i gennemsnit ti ansatte i de seneste tre år ikke har haft en lærling, men nu vælger at ansætte en, får de en bonus på 25.000 kr. 

Hos nabovirksomheden, der også er en smedevirksomhed med ti faglærte, har man i mange år taget uddannelsesansvaret alvorligt og har haft to lærlinge. Denne virksomhed får imidlertid ikke del i den nye bonusordning, fordi man ikke tager flere end i de foregående tre år.

”Det er skandaløst og dybt uretfærdigt, at man på denne måde straffer de virksomheder, der i en årrække har taget ansvar for uddannelse af de nye generationer, mens de uansvarlige får belønning for nu endelig at tage ansvar. Det skaber bestemt ikke stor motivation for at påtage sig et ekstra ansvar hos de mange virksomheder, der allerede har taget ansvar de senere år,” siger Jakob Brandt, der vil have ordningen udsat og ændret, så den belønner de rigtige.

”Ordningen er håbløs bureaukratisk. Vores virksomheder forstår den ikke, og de kan ikke finde ud af de komplicerede beregninger, der ligger til grund for målkravene. Ordningen er samtidig uretfærdig og demotiverende og vil derfor ikke komme til at løfte antallet af praktikpladser væsentligt,” siger Jakob Brandt.

DI og 3F tror på aftalen

I Dansk Industri både håber og tror man på, at den nye praktikpladsaftale vil betyde 8.000 til 10.000 flere praktikpladser frem mod 2025, heraf 2.100 flere alene i 2018.

”Aftalen med de nye minimumskrav er jo et kraftigt signal til dem, der tager mindst ansvar, om at løfte noget mere,” siger Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i DI.

Han mener ikke, at SMVdanmarks kritik er velanbragt.

”De nye måltal går ud på at sige til virksomheder, der gør for lidt, at nu skal de gøre noget mere. Og så skal vi samtidig sige til dem, der i forvejen gør mere, at det ikke betyder, at de nu skal slække eller hvile på laurbærrene. De skal gøre det samme – eller helst endnu mere. Og det er begge dele, der skal lykkes, hvis slutresultatet skal blive det, vi har aftalt, altså 8.000-10.000 flere praktikpladser,” siger Kim Graugaard, der understreger, at DI følger situationen nøje.

”Det er ikke sikkert, at det er nok; det må vi følge med i. Men vi lagde meget vægt på, at den trepartsaftale ikke bare blev endnu et måltal, men at den skulle følges til dørs med pisk og gulerod. Det var ikke alle, der var lige interesserede i det,” siger Kim Graugaard, der møder to former for kritik af aftalen.

”Den ene er, at det er helt forfærdeligt, at det skal have konsekvenser, at man ikke foretager sig noget. Den anden er, at det er latterligt, at det ikke er mere vidtgående. Begge dele er en misforståelse. Når aftalen er kørt ind, skal vi også ud og flage for det over for vores medlemmer. Så må vi se, om de slår tilstrækkeligt mange praktikpladser op, og om der er unge, der finder det interessant. Der er områder, hvor det er svært. Vi har tænkt os at gøre alt, hvad vi kan, og så er der ikke andet for end at vurdere undervejs, om vi får resultater ud af det,” siger Kim Graugaard.

Også 3F tror på aftalen.

”Jeg har indgået aftalen i tillid til, at begge parter lever op til ambitionerne på området. Vi vil følge det rigtig tæt, i takt med at aftalen skal implementeres. Man vil opleve, at vi er ekstremt opmærksomme på, om man taber kadence. Men mit korte svar er: Ja, jeg tror på det, ellers ville jeg aldrig have skrevet under,” siger Per Christensen, forbundsformand i 3F.

Nye udfordringer

Mens arbejdsgiverne således skændes om værdien af den nye trepartsaftale om praktikpladser, har forskningsprofessor Christian Helms Jørgensen fra Roskilde Universitets Institut for Mennesker og Teknologi et mere nuanceret syn på problemet.

”Det er jo et paradoks, at manglen på praktikpladser fortsætter sit tårnhøje niveau, mens der er højkonjunktur. Virksomhederne plejer at tage flere elever, når der er højkonjunktur, men antallet af praktikpladser stiger ikke i samme takt som beskæftigelsen. Det tyder på, at der er andre strukturelle forandringer, der kan forklare paradokset,” siger han.

Christian Helms Jørgensen peger på, at produktionen i virksomhederne de senere år har forandret sig voldsomt. Kvalitetskravene i alle produktionsled er øget, og det levner mindre plads til fejl eller overskud til oplæring, siger professoren. Han understreger, at der mangler dansk forskning på dette område, og at han udtaler sig på baggrund af udenlandsk forskning i arbejdsliv og erhvervsuddannelser.

Som ung blev Christian Helms Jørgensen faktisk selv uddannet industritekniker, så han ved, hvad han taler om. Dengang var der svende, der havde tid til at give råd og vejledning, og der var plads til, at eleven kunne begå de fejl, som nu engang er en del af en læringsproces.

”Det er der mindre mulighed for på de moderne arbejdspladser med stramme produktionsplaner og høje kvalitetskrav. Lærlingene skal være mere voksne og udvise større selvstændighed, fordi mester har travlt, og produktionen er toptrimmet. En del virksomheder oplever problemer med at finde sådanne elever i det udbud, der kommer fra erhvervsskolerne,” siger han.

Christian Helms Jørgensen mener, at hele systemet bør sendes til eftersyn. Selve modellen for erhvervsuddannelserne og praktikoplæring kunne med fordel tilpasses fagenes forskellige vilkår.

Her kan Danmark lære af erfaringer fra andre lande – som f.eks. den norske model, der er mere fleksibel. Her starter de unge med et toårigt grundforløb på skolebænken på en erhvervsskole med korte praktikker indlagt, før de sendes ud i virksomhederne i to års praktik. Samtidig kan modellen tilpasses og have kortere grundforløb, hvor det er mere relevant.

”Det vil give lærlinge, der i højere grad kan matche virksomhedernes kvalitetskrav og krav om mere ansvarsbevidsthed, fordi lærlingene er blevet lidt ældre. Måske virksomhederne i en sådan model i højere grad ville turde ansætte elever,” siger han.

Christian Helms Jørgensen mener, at de økonomiske incitamenter, som den nye trepartsaftale benytter sig af, kun i nogle brancher har betydning for, om virksomhederne vælger at ansætte en lærling eller ej.

”I andre brancher er produktionsintensiteten og de høje krav til viden og effektivitet allerede ved elevperiodens start en stopklods for flere praktikaftaler. Udviklingen i praktiksituationen peger på strukturelle problemer, som vi mangler viden om for at kunne uddanne morgendagens arbejdskraft,” siger han.