Det var en stærkt berørt Lee Kuan Yew, der som premierminister i 1965 måtte se sit politiske projekt smuldre, da Singapore blev smidt på porten af det resterende Malaysia. Men Lee Kuan Yew samlede sig selv og Singapore op og gjorde det umulige. En fattig og tilbagestående bystat blev løftet op til at være et af verden rigeste lande. Fra tredjeverdensland til førsteverdensland på en generation. Et resultat, der fortsat er en torn i øjet på det omkringliggende Malaysia.

Udgangspunktet var ikke nemt. En multietnisk befolkningsgruppe med masser af spændinger, arbejdsløshed, fattigdom og ingen naturressourcer. Men et stærkt fokus på økonomisk vækst gennem tiltrækning af udenlandske virksomheder kombineret med en effektiv offentlig sektor fik støt og roligt placeret Singapore som en central handelsnation i Asien.

Med Singapores økonomiske succes fulgte også et behov for at forstå og forklare baggrunden for landets udvikling. Fra 1980’erne og frem blev Lee Kuan Yew en af dem, der pegede på asiatiske værdier og asiatisk kultur som en afgørende faktor. Forklaringen på succesen skulle altså findes i asiaternes flid, disciplin, autoritetstro, respekt for uddannelse og de stærke familiebånd. Et sæt af nøje udvalgte værdier, der – meget behændigt – ifølge Lee Kuan Yew passede godt sammen med en autoritær styreform.

Blandt kritikerne af denne position kunne findes prominente navne som Kim Dae-jung, demokratiforkæmperen fra Sydkorea, der senere opnåede at blive sit lands præsident fra 1998 til 2003. Det var ifølge Kim Dae-jung ikke de asiatiske værdier eller kulturen, der var en hindring for demokrati – det var derimod de autoritære ledere.

Men selvom argumenterne med asiatiske værdier måske ikke er de mest sofistikerede, så markerede Lee Kuan Yew ikke desto mindre en linje, hvor det i langt højere grad var resultaterne, der talte, og ikke demokrati baseret på ytringsfrihed som enkeltstående værdi. Singapore har i stedet demokratiske valg, men ingen pressefrihed.

Den pragmatiske og resultatorienterede linje er der stadig stærke fortalere for – ikke mindst i Kina. Som model udfordrer den fortsat vores liberale demokratiers status som den eneste styreform, der kan levere varig vækst. Singapore har lært os, at det – desværre – ikke kun er gennem en demokratisk proces med åbenhed og debat, at man kan skabe et moderne og rigt samfund. Og at selv en vidensøkonomi som Singapores kan udvikles uden en ubegrænset ytringsfrihed og fremme af debatkultur igennem skole- og uddannelsessystem.

Det er en ubekvem sandhed, ikke mindst når vi fra vestlig side advokerer for demokratiske frihedsidealer rundt om i verden. Det ville unægtelig være lettere, hvis de samme idealer samtidigt var den eneste vej til vækst og velstand.

Selv om Lee Kuan Yew nu er død, så vil hans indflydelse vare ved i lang tid fremover. Singapore har som model haft langt større betydning, end bystatens størrelse tilsiger. Ikke mindst på grund af Kina, der i Singapore som nævnt fandt et stærkt eksempel på, at kritikken af den autoritære styreform forstummer, hvis bare resultaterne af økonomiske reformer er markante nok. Og fordi Kina nu bygger videre på en stadig stærkere asiatisk tro på egne evner og politiske modeller, som Lee Kuan Yew var med til at lægge fundamentet til. 

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.