Store investorer til virksomhederne:
Brug flere penge
For mange penge på kistebunden betyder mindre vækst i de danske virksomheder. Samtidig udgør de bundsolide selskaber godbidder for opkøbslystne kapitalfonde. Men virksomhederne behøver ikke vente på at få en aggressiv kapitalfond som ejer for at få gang i vækstblussene. Slæk på opsparingen, og få løbende trimmet kapitalstrukturen, lyder rådet fra en række eksperter. Fra landets største investor ATP opfordrer man til øgede investeringer. “Vi ser meget gerne, at selskaberne nu går ud og laver værdiskabende opkøb og investeringer, ” siger Claus Wiinblad, aktiechef i ATP.