”Naturen

er som en partner, vi kan miste, og som

vi derfor skal omgås med

forsigtighed.”

Peter Kemp, teolog og filosof

 

Inden for ledelsesområdet fremkommer der bestandig nye ord og temaer. Kvalitet, lean, benchmark, best practice, new public management, blue ocean-strategi – og gennem årene mange andre ord. Vi er vænnet til, at nye begreber kommer og går. Vi taler undertiden også om buzzword. Nu er der kommet et nyt ord: Bæredygtighed.

Nogle tager det nye til sig og er interesserede – måske ligefrem begejstrede. Andre spørger: Hvornår går det over? Hvad bliver det næste? Det er helt sikkert, at der kommer flere nye ord. Men det er også helt sikkert, at grundindholdet i bæredygtighed forbliver vigtigt og relevant i mange år, ja, for altid.

Hvorfor?

Fordi bæredygtighed handler om klodens udvikling på langt sigt. Bæredygtighed er som begreb og udfordring noget, vi skal vænne os til. Og det har vi ikke gjort endnu. Vi er ikke opdraget og uddannet til bæredygtighed. Det er ganske enkelt nyt for os.

Det handler om, at vi skal passe på kloden. Bæredygtighed fremkommer i disse årtier som en vigtig udfordring, fordi vi lever på en klode, der er blevet udviklet over milliarder af år til at være en ubeskrivelig smuk og ufattelig perfekt helhed, men det hele er ikke længere en selvfølge.

Klodens indretning og funktionsmåde – have, skove, planter, dyr og mennesker – i ét stort sammenhængende økosystem er en fantastisk konstruktion. Kloden er det største og mest fantastiske, vi mennesker har og har adgang til, og vi er vant til at tage det hele for givet.

Udviklingen af kloden har taget uendelig lang tid – man regner med en periode på omkring 3,5 milliarder år. I de seneste år af denne lange udviklingsperiode har mennesket (homo sapiens) udviklet sig. I Afrika over et par hundrede tusinde år. I Europa over 30.000-40.000 år. Og i løbet af de sidste ca. 10.000 år har mennesker organiseret sig på stadig mere komplicerede måder: Mennesket har udviklet landbrug, byer, samhandel, produktion m.m., og frem for alt har menneskeheden udviklet sig selv, således at der i dag lever mere end 7 milliarder mennesker på kloden.

Ved Kristi fødsel levede der omkring 300 mio. mennesker på kloden – regner man med. I 1900 var dette tal vokset til 1,65 mia. Og i løbet af 1900-tallet firedobledes antallet af mennesker på kloden. Man regner med, at klodens befolkningstal vil nå et foreløbigt maksimum på 9-10 milliarder mennesker omkring år 2050.

Udvikling ude af kontrol

I de sidste få hundrede år af denne lange udviklingsperiode har der fundet en industriel udvikling sted på kloden – specielt i den vestlige verden – der er helt uden sidestykke, og som bl.a. er båret frem af en lang række fund og opfindelser, herunder opfindelsen af bogtrykkerkunsten, dampmaskinen, elektricitet, benzinmotoren, atomkraft, internettet m.m. Menneskeheden har fået adgang til viden, teknologier, råstoffer, energimængder m.m., der har muliggjort handlinger, indgreb, produktionsformer osv., som var utænkelige for 100 eller for bare 50 år siden. Med den industrielle udvikling og den dermed forbundne stigning i velstanden og i fødselstallene på kloden er vi blevet mere og mere optaget af hastighed. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Menneskets behov er umættelige. Vi oplever faretruende udviklingshastigheder på flere og flere områder.

[quote align="left" author=""]Kloden og menneskeheden er på en meget farlig udviklingskurs. Det er det, der er det nye.[/quote]

Konkret ses det bl.a. på den måde, at når der træffes beslutninger i private og offentlige virksomheder, kommuner, stat m.fl., så er det normalt at lade kortsigtede og snævre økonomiske hensyn være afgørende. På den måde træffes der mange beslutninger verden over, som set i et bredere og længere perspektiv er skadelige i en række henseender, f.eks. klimamæssigt, biologisk, økologisk, socialt og faktisk ofte også skadelige i et langsigtet økonomisk perspektiv.

Sagt på en anden måde: Der træffes mange uhensigtsmæssige og destruktive beslutninger. Denne udvikling har haft mange slags konsekvenser. Overordnet er et sæt konsekvenser nok, at menneskeheden billedlig talt har mistet kontrollen med udviklingen. Så hurtig og voldsom er og har udviklingen været, at selve kloden som sådan er truet: Dyrearter udryddes, en global opvarmning og klimaændringer finder sted, sygdomme opstår, kemikalier udvikles, og meget andet finder sted, som alt i alt gør, at kloden og menneskeheden reelt er truet.

Alt hænger sammen

Geologer regner med, at der 5 gange i klodens 3,5 mia. år lange udviklingshistorie har været naturødelæggelsesperioder så voldsomme, at ordet udslettelse har været på sin plads. De menneskelige beslutninger, jeg her taler om, er beslutninger, der muligvis medvirker til, at kloden er på vej ind i en ny og sjette udslettelsesperiode. Udslettelse, fordi vi ikke forstår og respekterer livet på kloden. Vi, politikere, ledere, forbrugere m.m., bliver nødt til at minde hinanden om det perspektiv, at vi i dette århundrede muligvis er ved at nærme os et punkt, hvor det ikke – som tidligere – er naturen selv, men vi mennesker, der helt eller delvist er i færd med at udslette livet på kloden. De tidligere udslettelsesperioder var karakteriseret ved, at det var naturen, der udslettede sig selv. I denne aktuelle epoke er det mennesker, der ødelægger, og det sker, fordi vi gennem vores beslutninger påfører kloden voldsom og vedholdende skade og pres.

Kloden og menneskeheden er på en meget farlig udviklingskurs. Det er det, der er det nye. Det nye er, at kloden og dens udvikling ikke længere er en selvfølge. Sådan som vi var vænnet og uddannet til at opfatte det. Det var så stor en selvfølge, at da jeg var en ung mand, kørte store lastbiler i Danmark tusindvis af ton kemikalieaffald ud til Vestjylland og tømte det direkte ud i klitten – ude i den smukke klit ved Vesterhavet. Det skete i dagslys, det blev ikke skjult. Det var skadeligt giftaffald, men ræsonnementet var, at kloden er ufattelig stor, og hvilken rolle spiller så nogle hundrede ton giftaffald om dagen i Vestjylland? Ingen!

[quote align="right" author=""]Det nye er et holistisk verdenssyn, der ser verden som et integreret hele snarere end som en samling uafhængige dele. Lad os kalde det et økologisk og systemisk syn.[/quote]

I dag har vi lært: Kloden er ufattelig lille og sårbar, alt hænger sammen. Det er det nye, og det er en lektie, som vi alle skal til at lære: Alt hænger sammen. Det er derfor, vi taler om bæredygtighed.

Det er i denne situation og på denne baggrund, at begrebet sustainability og det tilsvarende danske begreb bæredygtighed er opstået. For 100 år siden talte ingen om bæredygtighed. For 100 år siden var der ganske vist problemer, men ikke af denne alvorlige karakter: Der var krige og andre besværligheder, men der var ingen grund til at tale om miljø, klima, forurening, opvarmning, ressourceknaphed m.m., for det så ud, som om der aldrig ville opstå den slags problemer. Langt hen i 1900-tallet stod der i de økonomiske lærebøger, at der fandtes knappe og frie goder. Og som eksempler på frie goder blev typisk nævnt luft og vand. At et gode var frit, betød, at mennesker kunne bruge dette gode i ubegrænset omfang. Og goder, der er til stede i ubegrænsede mængder, kan ikke have en pris. Så frie goder er gratis.

Hastighedens hastighed er afgørende

Alt dette er totalt ændret. I løbet af de sidste 100-200 år, som er en uendelig kort periode set i forhold til hele klodens udviklingshistorie, er der sket voldsomme og voldsomt hastige udviklinger på en række områder, som totalt har forandret verden på måder og i et omfang, der aldrig tidligere er set.

Det er alt dette, der gør, at vi i dag befinder os i en situation, hvor vi ganske enkelt er nødsaget til at beskæftige os med klodens langsigtede udvikling. Den er nemlig ikke en selvfølge, således som den var det for 100-200 år siden. Ikke nok med at klodens udvikling og fortsatte eksistens ikke er en selvfølge, den er så at sige ikke en selvfølge med stigende hastighed, fordi mange af de udviklingstendenser, vi kan konstatere rundt om i verden, ikke forløber forsigtigt og lineært, men forløber efter mere og mere hidsige eksponentielle kurver.

Eksponentielle kurver kender vi godt, men mange af os har ikke til bunds forstået livet og logikken i eksponentielle kurvers karaktertræk og udvikling. Flere og flere af de kurver, vi møder i den virkelige verden, stiger på eksponentielle måder. Sagt populært betyder det, at det lige pludselig går meget hurtigt. Og i praksis betyder det bl.a., at vi altid skal interessere os – ikke bare for et punkt på en kurve, og ej heller blot for udviklingshastigheden i punktet – men for den hastighed, hvormed hastigheden ændrer sig.

Se på et par lineære talrækker: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 eller 2, 4, 6, 8, 10, 12, 14. Og se så på et par eksponentielle talrækker: 6, 12, 24, 48, 96, 192, 384, 778, eller: 2, 4, 16, 256, 65.536, 42,950.002. Eksponentielle kurver kan udvikle sig på utallige måder, både hastigt stigende og hastigt faldende. Det er de førstnævnte typer forløb, der tænkes på, når talen er om økonomisk vækst, befolkningsvækst, kapitalfremskrivninger o.l.

Det essentielle ved eksponentiel vækst er, at der hele tiden er psykologiske overraskelser forude. Ligesom man troede, at man kunne forudsige noget, fordi man kun så på hastigheden, bliver man overrasket over, at forudsigelsen ikke holdt stik, fordi noget, nemlig selve hastigheden, udviklede sig meget hurtigere, end forventet – forventet ud fra en konstatering af, hvordan udviklingen hidtil havde forløbet, og en lineær fremskrivning af hastigheden derfra.

Man er ikke opmærksom på, at der finder en acceleration sted, hastigheden forøges hele tiden. Et eksempel på en eksponentiel kurve er væksten i produktionen på kloden i perioden fra Kristi fødsel og indtil år 2010. Sættes produktionen i alle de 2.010 år lig med 100, er produktionen i de sidste 100 år lig med 55, og produktionen i de sidste 10 år er lig med 23. Tegner man det i en graf, får man et næsten lodret forløb fra omkring år 2000.

Der er ingen som helst grund til at mystificere dette. Dette er ikke mystisk, det er fuldstændig enkelt og synligt, hvis vi bare træder nogle få skridt tilbage og ser på, hvad der lige nu sker på kloden, og ser på, hvordan det har udviklet sig i de sidste få årtier, og hvordan det aktuelt udvikler sig.

Vi behøver ikke at tale om dommedag og om klodens udslettelse. Vi behøver kun at stille os selv spørgsmålet, om vi tror, at alle disse eksponentielle kurver kan blive ved med at udvikle sig, som de har gjort og gør. Kan produktion, forurening, affaldsmængder, udryddelsen af dyr, fremkomsten af nye kemikalier og nye sygdomme, global opvarmning, CO₂-udslip m.m. fortsætte ad de samme udviklingsbaner, som vi ser nu?

Selvfølgelig skal vi også stille os selv spørgsmålet, om vi tror, at der inden for de næste 50 eller 100 år vil blive gjort nye opfindelser, nye opdagelser m.m., som vil overraske os og bringe os store skridt fremad i håndteringen af nogle af de problemer og udfordringer, som vi lige nu kæmper med.

Svaret på det sidste spørgsmål kan vi uden videre give. Det er: Ja, der vil helt sikkert ske meget nyt. Men vil det nye være så radikalt, at det vil eliminere alle de alvorlige og kritiske spørgsmål, som vi stiller lige nu? Nej, det vil det ikke, bl.a. fordi alt for meget af, hvad vi foretager os lige nu, er eksplicit og direkte skadeligt.

Opgør med 400 års livsforståelse

Lad os bare tale om et paradigmeskifte. Det handler om at forstå livet på kloden på en mere helhedspræget og systemisk måde, end vi har gjort hidtil. Det handler om et opgør med den reduktionistiske og mekaniske verdens- og livsforståelse, der har domineret i hvert fald den vestlige verdens tænkning gennem 300-400 år. Vi har i denne periode, der i den store sammenhæng udgør en forsvindende lille del af klodens og menneskehedens historie, splittet alting ad i stumper og stykker og behandlet alting isoleret, adskilt, mekanisk. N. Kopernikus, G. Galileo, René Descartes, Francis Bacon, Isaac Newton og Charles Darwin er nogle af de gigantiske tænkere, der var med til at skabe dette mekaniske verdensbillede, der stadigvæk på mange måder dominerer. Andre enestående tænkere som Albert Einstein, Niels Bohr, James C. Maxwell, Werner Heisenberg, Henri Poincaré, Humberto Maturana, Francesco Varela og Gregory Bateson er blandt dem, der har været med til at udvikle det nye, systemiske syn på liv, som er ved at føre videnskaben og mange praktiske livsformer ind i en ny æra.

Det nye paradigme ser ikke verden som én stor maskine, der kan skilles ad, men tværtimod som et netværk. Det nye er et holistisk verdenssyn, der ser verden som et integreret hele snarere end som en samling uafhængige dele. Lad os kalde det et økologisk og systemisk syn. Lad os tale om en dyb, økologisk bevidsthed, som er karakteriseret ved en forståelse af den fundamentale, gensidige afhængighed mellem alle fænomener i verden og den kendsgerning, at vi som individer og samfund alle er indlemmet i, er dele af og afhængige af alle de cykliske processer i verden.

Der er tale om en udvikling fra den videnskabelige revolution i 1600-tallet, den periode, hvor det gamle, mekaniske verdensbillede blev udviklet med basis i de nævnte tænkere fra 1600- og 1700-tallet, og frem til det 20. og 21. århundredes holistiske netværkssyn, som vi er ved at forstå mere og mere af nu. Implikationerne af dette nye syn på liv og livsprocesser for sundhed, uddannelse, arkitektur, forskning, økonomi, politik, ledelse og meget andet skal vi til at forstå nu.

For hundrede år siden var det måske lidt for højtflyvende og verdensfjernt at tale sådan. I dag er det dyb alvor og dybt realistisk og jordnært at tale sådan, og vi bliver nødt til at få disse aspekter og dimensioner ind i vores hverdag, for det er i hverdagen, at de beslutninger og afvejninger foretages, der fører kloden mod katastrofale klima-, forsynings- og ressourcesituationer eller mod det modsatte: en mere og mere bæredygtig retning.

Det vedkommer os alle: politikere, virksomhedsledere, offentlige ledere, forskere, forbrugere, uddannelsesledere, lærere, pædagoger osv. På 100 år er det blevet smertelig verdensnært at tale sådan. Der er et alarmerende behov for et systemisk syn på liv, et andet syn på klodens situation og udvikling, et andet syn på økonomi, ledelse og politik. Et andet syn på, hvad der har værdi. 

Læs flere af Steen Hildebrandts indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.