Behandling på patientens præmisser

På flere af landets hospitaler arbejder man med at styrke patientinddragelsen. To af dem er Aarhus Universitetshospital, der bl.a. møder HIV-patienter i et sommerhus, og Finsencentret på Rigshospitalet, der beder patienterne om feedback i 45 fokusgrupper. Begge steder er topledelsen stærkt engageret i forsøgene.

Jens Reiermann

”Læger og sygeplejersker har svært ved at overlade mere til patienterne. Vi er uddannet til at tage vare på patienterne, men patienterne kan meget mere, end vi umiddelbart tror. Vi skal tro på, at patienten godt kan selv,” siger Vibeke Krøll, der er sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, der nu tager konsekvensen og sætter et strategisk ledelsesfokus på at styrke hospitalets evne til at inddrage patienternes viden og ønsker i en bedre behandling.

”Hos os skal behandlingen ske på patientens præmisser. Det er ligefrem det ene af topledelsens tre fokuspunkter for 2014,” siger Vibeke Krøll.

Målet er, at de enkelte afdelinger hver især udvikler en værktøjskasse, der passer til de behov, afdelingerne møder sammen med netop deres patienter.

”Alle skal deltage i arbejdet med at få patienterne inddraget bedst muligt, men vi har ikke en model, vi ruller ud over alle afdelinger. Afdelingerne har så forskellige patientgrupper, at det ikke er muligt,” siger hun.

HIV-behandling i sommerhus

Frem til maj måned arbejder i alt ti afdelinger med de første pilotprojekter. Vibeke Krøll forestiller sig, at arbejdet med pilotprojekterne kommer til at ligge i forlængelse af en ny praksis, hvor hospitalet i stedet for at bede patienter med HIV om at møde op på hospitalet, samler patienterne i et sommerhus, hvor både læger og bioanalytikere også møder op.

”Vi opnår meget bedre resultater ved ikke at tvinge patienterne ind i vores system,” siger Vibeke Krøll.
Når pilotprojekterne er slut, er det planen, at flere afdelinger skal kobles på arbejdet og udvikle og implementere metoder til at styrke inddragelsen af patienterne. Senere skal den viden, der er opnået gennem projektets første del, udbredes til flere hospitaler.

Aarhus Universitetshospitals arbejde med at udvikle behandling på patientens præmisser sker som konsekvens af Region Midtjyllands sundhedsplan fra sidste år. Her er målet, at ”særligt patientens og dennes pårørendes ressourcer kan blive inddraget og udnyttet”.

Finsen beder om patienternes feedback

Landet over arbejder flere og flere hospitaler med feedback fra patienter. Et af dem er Finsencentret i København, der gennem det seneste år har mødt sine patienter i 45 fokusgrupper og bedt dem om at udpege, hvordan Finsencentret bedst muligt kan møde patienterne, som de ønsker det.

Her stikker to punkter ud.

”Patienterne fortæller os, at det første møde er utrolig vigtigt. Her vil de gerne møde empati og forståelse og ikke bare topklasse-faglighed. Mødet er vigtigt, fordi indtrykket fra mødet farver patientens oplevelse af os i resten af deres forløb,” siger centerleder Kurt Stig Jensen.

De enkelte afdelinger skal nu selv definere mål for, hvordan mødet med patienterne kan ændres i den retning, patienterne efterspørger.

Det andet punkt handler om Finsencentrets fysiske rammer, hvor patienterne godt vil have skruet ned for det institutionelle præg og op for varmen.

”Vi arbejder nu med at gøre vores venteværelser mere ”venlige”, så patienterne føler sig mere hjemme, når de er her,” siger han.

Finsencentrets arbejde sker under overskriften: Ventet og velkommen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu