Det elektroniske borgerkort spøger igen. Få dage før forskningsminister Birte Weiss præsenterer sit udspil til en dansk IT-politik, presses hun fra alle sider for at indføre et elektronisk borgerkort i Danmark. Kravet kommer fra en bredt sammensat kreds, der tæller regeringens egne rådgivere, virksomheder, kommuner og politikere. De mener, det går alt for langsomt med at løse problemer med sikkerheden i elektronisk handel og digital forvaltning. Regeringen bør kickstarte udviklingen og tilbyde alle borgere et kort med to vitale funktioner: Det skal være et værktøj, der dels kan lave bindende elektroniske underskrifter, dels kan hjælpe folk til at hemmeligholde deres kommunikation. Et lignende forslag led en krank skæbne for tre år siden, da regeringen pludselig opgav at støtte det. “Det satte Danmark langt tilbage,” siger jura-professor Mads Bryde Andersen, der er formand for regeringens IT-sikkerhedsråd. I stedet for Danmark indfører Finland nu som det første land i Europa et elektronisk borgerkort. Den radikale Lone Dybkjær, der står bag sidste uges oplæg til en dansk IT-strategi, støtter forslaget om et elektronisk borgerkort. Men forskningsminister Birte Weiss kalder sagen “stendød”, og hun har igen planer om at vække det kontroversielle kort til live.