Blairs budgetudspil øger Danmarks bidrag til EU-kassen
Men pengene går ikke til de fattige lande
I stedet skal rige EU-lande have ekstra rabatter
Danmark skal betale mere til EU-kassen i fremtiden - men pengene skal ikke gå til at forbedre forholdene i de nye medlemslande fra Central- og Østeuropa. Ekstraregningen til de danske skatteborgere skal bruges til at finansiere nye EU-rabatter til nogle af EUs rigeste lande - Storbritannien, Tyskland, Holland og Sverige. Hvis det britiske EU-formandskabs forslag til fremtidens EU-budget gennemføres, vil den danske stat årligt skulle betale 1, 8 milliarder kr. ekstra til EU-kassen for at fylde det hul i EU-kassen, som rabatten til de fire lande efterlader. Det viser beregninger, som Mandag Morgen har lavet. Regeringen har længe været villig til at betale mere til EU, hvis pengene altså skulle gå til de nye medlemslande. Men med det britiske budgetforslag mindskes betalingerne til de nye medlemslande i stedet. Magtkampen om EUs fremtidige finansiering går for alvor i gang på torsdag, når EU-landenes stats- og regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles. I en kommentar til Blairs budgetudspil advarer Mandag Morgen om, at fællesskabsfølelsen i EU er faldet drastisk efter østudvidelsen.