For en hjemløs er det at få en bolig et stort skridt i retning af en mere stabil tilværelse. Og helt lige som for os andre, handler det ikke kun om at få en bolig, men den rigtige bolig.

Steve, Amira eller Jonathan er tre af de 26 hjemløse i London, der har fået et hjem som følge af en indsats finansieret med privat kapital. For Steve var det f.eks. afgørende, at boligen lå i ’hans’ kvarter og ikke et andet sted i London. Og så skulle den være af en overskuelig størrelse.

Når han nu bor i sin lille étværelseslejlighed, så er det i sig selv en lille succeshistorie.

Fortællingen om Steve, Amira og Jonathan indleder rapporten ’Street Impact: Stories from the street – holistic approaches to lasting recovery’. Rapporten fortæller, hvordan nye arbejdsmetoder i det sociale arbejde har hjulpet i alt 26 hjemløse fra fire af Londons bydele til en bolig.

Det hele er finansieret med privat kapital – eller rettere, med sociale obligationer, en betegnelse for en social investering, hvor bydele eller kommuner først udpeger en målgruppe, og private investorer derefter betaler for de relevante indsatser. Når de hjemløse som i dette tilfælde får tag over hovedet, får de private investorer pengene igen – med renter.

Var det omvendt ikke lykkedes, havde de private investorer tabt deres penge.

At eksemplet stammer fra Storbritannien, er ikke overraskende, idet Storbritannien er det land i verden, hvor arbejdet med sociale obligationer er mest udbredt. Af de i alt 108 sociale obligationer fra hele verden er de 40 britiske.

Inviterer til nytænkning

Tim Gray er en af de briter, der har arbejdet mest med sociale obligationer. Først i sit arbejde for London-bydelen Brent, hvor han bl.a. har været med til at udpege hjemløse som målgruppe for den nye type indsats og opstille de mål, indsatsen skulle føre til.

Samlet set har Tim Gray været involveret i 10 indsatser baseret på sociale obligationer.

Nu arbejder han som selvstændig konsulent. Han rådgiver bl.a. kommuner om, hvordan sociale obligationer kan tilrettelægges.

For Tim Gray har de sociale obligationer ikke bare skaffet hjemløse en bolig; de har også ført til en helt anderledes tilgang til det sociale arbejde.

”Kommunerne betaler ikke længere for en service, men kun for de resultater, de vil opnå,” siger han.

Sociale obligationer er altså en form for ’betaling for resultatet’-kontrakt. Derudover indebærer sociale obligationer, at private investorer finansierer indsatsen. Ideen er her, at indsatsen skal føre til så gode resultater, at en kommune i sidste ende sparer penge på den udsatte gruppe. Indsatser kan dog også føre til øgede kommunale udgifter, i hvert fald på kort sigt, sådan som det er tilfældet, hvis hjemløse får en bolig, som kommunen betaler. Håbet er så, at boligen blot er det første skridt på vejen til en mere stabil tilværelse for de udsatte borgere.

LÆS OGSÅ: Regeringen forbereder socialpolitisk gennembrud

Indsatserne igangsættes ved at kommunerne indgår en aftale med en facilitator, der både skaffer privat kapital til indsatsen og finder de organisationer eller foreninger, der kan udføre arbejdet.

Hvis indsatsen efter evaluering har ført til de opstillede mål, er der en bonus eller en forrentning til investorerne. Er det ikke tilfældet, kan de have tabt deres investering eller miste deres bonus. Se figur 1.

Fokus på borgerens behov

Et typisk mål vil være at skaffe en hjemløs tag over hovedet og derefter i en periode følge op, så han eller hun ikke opgiver boligen igen, men formår gradvist at opbygge en mere stabil tilværelse.

Det kan for eksempel være, så den tidligere hjemløse nu får overskud til at angribe andre af de problemer, han slås med. Steve fik for eksempel energi til at arbejde med sine psykiske problemer, fordi han ikke skulle bruge kræfter på at finde et bare nogenlunde trygt sted at sove.

Det hele handler om at fokusere på resultaterne.

”Når en kommune udpeger en målgruppe og opstiller mål for, hvad der skal ske med den, får kommunens samarbejdspartner frihed til at sætte ind på lige netop den måde, de mener giver de bedste resultater. Kommunen ser først og fremmest på resultaterne,” siger Tim Gray.

De socialarbejdere, som har arbejdet med hjemløse som Steve, Amira eller Jonathan, fortæller alle, at fokus på resultaterne giver dem stor frihed til at skræddersy indsatsen over for hver enkelt borger. For der kan være stor forskel på at arbejde sammen med en hjemløs med psykiske problemer og en med f.eks. et misbrugsproblem.

Alt det ved langt de fleste socialarbejdere selvfølgelig godt, men historierne om de 26 hjemløse i London-projektet vidner om, at indsatsen alt for ofte følger en skabelon, der ikke nødvendigvis passer til lige netop Steves, Amiras eller Jonathans behov. Når indsatsen ikke passer, går borgerne deres vej, og så er pengene og ressourcerne spildt.

Det mønster har indsatser finansieret med sociale obligationer kunnet bryde.

”Kommunen betaler for resultatet, og det giver socialarbejderne mulighed for at skræddersy indsatsen. Det ser jeg som en af de mest opmuntrende egenskaber ved, at vi fokuserer på resultater og ikke kun på at bevilge en indsats,” siger Tim Gray.

Forkerte mål giver skæve incitamenter

Det lyder så enkelt, når Tim Gray siger, at en kommune kun skal betale for resultaterne og ikke for en indsats. Men det er det ikke.

For ét er at udpege en målgruppe, noget helt andet er at beskrive, hvilke mål indsatsen skal føre til.

”Målene skal være enkle og tydelige, så alle kan forstå, hvad det hele handler om. Og så må der ikke være for mange resultatmål,” siger han.

I arbejdet med de hjemløse var der ikke bare ét, men hele fem mål. Forklaringen er først og fremmest, at det ikke kun handler om at skaffe bolig til hjemløse. Hvis det var det eneste, ville man finde de hjemløse, som det var lettest at samarbejde med, og så lade hjemløse med komplekse problemer blive på gaden.

Tim Gray taler ligefrem om, hvordan selv de mest indlysende mål kan indeholde ”perverse incentives”.

Han nævner selv som eksempel, at det ikke er nok at sige, at færre skal sove på gader og i parker. Det mål kunne opnås ved at man satte de hjemløse ind i en bus og kørte dem over til nabokommunen.

Derudover kan bestemte incitamenter føre til, at aktørerne ’skummer fløden’ og kun tager de letteste sager, også kaldet ’creaming’.

”Der er altid en risiko for, at vi ikke får fat i de borgere med de mest komplekse problemer, ganske enkelt fordi de også kan være de dyreste at hjælpe,” siger Tim Gray.

Blandt andet af den grund har han været med til at opstille delmål i den nogle gange langvarige proces med at finde boliger til hjemløse. Han nævner, at et delmål f.eks. kunne være at hjælpe hjemløse til et mindre konfliktfyldt eller sundere liv, så de i færre tilfælde ender på en skadestue eller en akutklinik.

”Hjemløse lever et hårdt liv og er en af de grupper, der oftest kommer på skadestuen. Kan vi reducere det, får de måske kræfter til også at interessere sig for en bolig,” siger han.