Et dårligt miljøøkonomisk råd

På onsdag vil Det Miljøøkonomiske Råd kritisere den danske klimapolitik for at være for ambitiøs. Budskabet er sluppet ud før tid, fordi Jyllands-Posten valgte at bryde klausulen på rådets vismandsrapport, men vismændenes uddybende kommentarer leveres først, når klausulen udløber.

Rapporten slår fast, at ”Danmark har valgt at føre en energipolitik, der på visse områder er mere ambitiøs, end hvad der følger af vores internationale forpligtelser”, og fremsætter en række forslag til at nedjustere ambitionerne, hvad angår f.eks. brugen af vindenergi, solceller, biogas og biomasse i elproduktionen.

Det vil spare danske husholdninger og virksomheder for 3,5 milliarder kr. og på to-tre års sigt øge beskæftigelsen med 5.000 personer – ifølge vismændene. De mener også, at regeringen bør genoverveje beslutningen om at opføre de to havvindmølleparker Horns Rev 3 og Kriegers Flak. Ud fra deres økonomiske analyser fraråder de også genanvendelse af husholdningsaffald. De mener ikke, at der kan opnås nationale miljømæssige gevinster ved at erstatte affaldsforbrænding med genanvendelse af papir, pap, plast m.v.

Rapporten er på den måde et frontalt opgør med ambitionsniveauet og prioriteringerne i den danske energi- og klimapolitik.

Omkostningsfikserede regneeksempler

Det er altid nyttigt med kritiske analyser af herskende sandheder. Og naturligvis kan det være nyttigt at vurdere løbende, om et ændret fokus kunne give mere miljø for pengene. Men herfra og til at sænke det samlede ambitionsniveau er der et stort spring – også for stort. Danmark har hidtil høstet mange fordele af at være energi- og klimaøkonomiens frontløber. Det er vi kendt for i den ganske verden, og det har bidraget til udvikling af en stærk cleantech-industri og en betragtelig milliardeksport.

Det er muligt, der kan opnås besparelser ved at ændre i tilskuddene, og at det ud fra en økonomisk modelberegning kan udløse flere arbejdspladser. Men fordelene ved at være rollemodel åbner langt større perspektiver end et par tusinde job eller en mulig besparelse på få milliarder kr. Ved at læne sig tilbage og blive et mainstream-land vil Danmark sætte en styrkeposition over styr, som det har taget mange år at oparbejde.

Så svaret til de miljøøkonomiske vismænd bør være klart og entydigt: Ja, Danmark skal føre en meget ambitiøs klimapolitik – langt mere ambitiøs end EU-gennemsnittet.

Vismændenes oplæg er et typisk eksempel på kortsigtede og omkostningsfikserede regneeksempler blottet for langsigtede perspektiver og en dybere forståelse for de kræfter og den virkelighed, der former fremtidens klima- og energisamfund.

En gennemgang af de godt 80 referencer i rapportens litteraturliste bekræfter opfattelsen. De repræsenterer primært snævre finansielle emner, i øvrigt domineret af infrastruktur- og transportanalyser. Rådet og den indhøstede viden bevæger sig med andre ord i en lukket økonomisk silo, og dets anbefalinger er af samme grund lidet egnede som grundlag for, hvordan en nation skal omstille sig til markant ændrede samfundsvilkår. Det kræver involvering af langt flere og langt bredere kompetencer.

Økonomisk ydmyghed

Vi lever stadig i den vildfarelse, at alle fremtider og prioriteringer kan bringes på en økonomisk formel. Det er udspillet fra Det Miljøøkonomiske Råd et overbevisende eksempel på. Ud over at de har undladt at vurdere mulighederne i en stærk og højtprioriteret satsning på globale klima- og energiløsninger, er der mange grunde til at stille spørgsmålstegn ved regneeksemplerne.

Netop hele klima- og energifeltet er efterhånden præget af så mange usikkerheder, at de almindelige økonomiske modeller har svært ved at favne dem. Vi befinder os midt i en omfattende transformation, hvor ingen lineære beregninger giver mening.

Men vi ved, at verden de kommende år skal omstille sig til en dramatisk ændret ressource- og energisituation. Her er vi langt bagefter i forhold til de krav, klimaforandringerne stiller. Vi har passeret det tidspunkt, hvor vi kan forhindre den globale opvarmning i at stige voldsomt, antagelig op mod fire grader, eller undgå en akut mangel på vand, vigtige råstoffer m.m. Alene af den grund vil verdensøkonomien blive skævvredet flere gange, og de økonomiske modeller overhalet af en ny virkelighed.

Det skal naturligvis ikke føre til, at vi opgiver at forudse noget som helst eller lave beregninger på baggrund af kortsigtede pragmatiske forhold. Men det bør omvendt give grund til en vis ydmyghed blandt økonomerne, når de skal rådgive om så essentielle emner som den overordnede omstilling af den samlede klima- og energiøkonomi.

Her er deres fokus for begrænset og usikkerhederne for store til, at de alene kan levere fyldestgørende svar og råd. Deres udspil må opfattes som et økonomisk orienteret partsindlæg. Intet mere.

”Den nødvendige politik"

I det perspektiv kunne man betragte udspillet som et tankevækkende indslag i en nødvendig debat. Realiteten er imidlertid, at rapporten i mange kredse vil blive opfattet som den entydige sandhed. Det Miljøøkonomiske Råd trækker på den autoritet, der automatisk følger med at være støttet af en række ministerier og toneangivende interesseorganisationer, primært fra erhvervslivet.

Risikoen er derfor, at vi den kommende tid skal igennem en lang perspektivløs debat om klima- og energiforlig, om at skære lidt her og omprioritere lidt der. Ikke mindst kritikerne af en ambitiøs dansk klimaindsats har nu fået stærkere argumenter for at trække Danmark ned på gennemsnitsniveau ud fra kortsigtede omkostnings- og konkurrenceevnehensyn. At det så på sigt underminerer vores store indtjeningsmuligheder og dermed reelt svækker konkurrencekraften, fylder næppe meget i debatten. Det har vismændene jo ikke regnet på, så det må – i debatten– betegnes som løse visioner.

Den form for ”grøn pragmatisme” som diskussionsoplægget fra Det Miljøøkonomiske Råd udtrykker, er desværre udbredt i en række lande. Dermed er der en snigende risiko for, at den ambitiøse klimakamp de kommende år bliver underlagt de økonomiske modellers rationalitet.

Det, der i Bjarne Corydons tid som finansminister er kendt som ”den nødvendige politik”, kan nemt blokere for mere nytænkende og spændstige løsninger på fremtidens komplekse udfordringer. Den dag, hvor det bliver et øjebliksbillede af erhvervslivets konkurrencevilkår, der bliver styrende for klimakampen, er den tabt på forhånd.

Der er ingen tvivl om, at vi i disse år befinder os i et meget vigtigt vadested, når det gælder de store klima- og energiproblemer. Mange vil hævde, at der er leveret vigtige gennembrud, og at udfordringen er højere prioriteret end nogensinde tidligere. Hvor korrekt det end måtte være, lige så uafviseligt er det samtidig, at omstillingen halter langt bagefter den virkelighed, der kan iagttages i bl.a. vejrsystemernes rasen.

Selv om man ikke kan forvente, at miljøøkonomiske vismænd skal indtænke alle mulige scenarier for de kommende årtier, ville det have klædt dem at forholde sig noget mere nuanceret til de satsninger, Danmark har valgt, og i det mindste have forsøgt at vurdere, om ikke en lille nation kan høste store fordele ved at gå forrest med løsninger, som en hel verden vil få desperat brug for de kommende årtier.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu