Korruptionsskandalen i Irak er kun toppen af isbjerget
Danske virksomheder risikerer mange flere sager
Dansk eksport afhængig af korrupte markeder
Danske virksomheder risikerer i stigende grad at blive inddraget i korruptionsskandaler som den i Irak. Risikoen er særligt stor på de markeder, hvor Danmark fører en bevidst politik for at øge samhandlen - eksempelvis lande som Rusland, Kina, Ukraine og Kasakhstan, hvor korruption i mange tilfælde er en tæt integreret del af normal forretningspraksis. “Efter min vurdering er de fleste virksomheder, der opererer på det kinesiske marked, på en eller anden måde involveret i korruption, ” vurderer Verner Worm, lektor ved Asia Research Centre på CBS. Ugebrevet har foretaget en kortlægning, der sammenligner Transparency Internationals korruptionsindeks med sammensætningen af Danmarks vareeksport. Den afslører, at 9 ud af Danmarks 10 hurtigst voksende eksportmarkeder har alvorlige korruptionsproblemer. I det lys kan skandalen i Irak vise sig at være toppen af isbjerget.