Ny undersøgelse: Danske virksomheder dropper produktudvikling. . .
. . . og drosler ned for videnssamarbejde
Helge Sander: Udviklingen truer dansk konkurrenceevne
Der bliver længere og længere mellem nyhederne fra de danske industrivirksomheder.
Under halvdelen af dem udvikler i dag nye produkter. Det er et fald på 10 pct. på bare syv
år. Det viser den hidtil største kortlægning af industriens produktudvikling. Samtidig er
det i dag kun to ud af tre virksomheder, der arbejder sammen med vidensinstitutioner,
kunder og leverandører om at udvikle nyt. Denne andel var over 95 pct. i 1994. I stedet
fokuserer virksomheden på kerneforretningen og klarer sig på at sælge eksisterende
varer. De få, der udvikler nye produkter, er til gengæld blevet dygtigere. Den samlede
produktfornyelse er derfor den samme som for syv år siden. Men det er ikke godt nok,
siger videnskabsminister Helge Sander. De mange virksomheder, der ikke produktudvikler, udgør et enormt potentiale, som skal forløses, hvis Danmark skal blive et højteknologisk samfund. Og det er afgørende for, at vi kan klare os i den globale økonomi fremover, mener han.